|
Her beskriver jeg de personer jeg har mødt under min rejse, og som på en eller anden måde har gjort indtryk på mig. I kronologisk rækkefølge, den seneste i toppen.
Lidt fakta i stedet. Han er ganske ung, 21, og har boet i Danmark og lært dansk ganske fint som udvekslingsstuderende. Da var han kun 15 år gammel og boede i Varde. Han er senere kommet til Danmark på korte besøg, men jeg håber han vil komme der igen snart.
Gonzalo er kunstner, og hvilken en af slagsen! Man skal se hans malerier, de er fabelagtige, synes jeg selv. Hvis jeg skriver mere kommer jeg til at beskrive ham med egne ord, og han fortjener mere spalteplads end jeg normalt vil bruge her, så der kommer en artikel om ham inden længe.
Belén læser på universitet i Buenos Aires, marketing og politik, og har lige været igennem et spændende semester hvor hun også har arbejdet for en af kandidaterne til præsidentvalget for en måneds tid siden. En af dem som tabte. Hun har fri fra studiet nu og er på besøg hos sin far, som er gift min vært (Tia ALicia, der ligner Ritt Bjerregård til forveksling). Rent faktisk har hun (Belén, ikke Ritt) passet biksen her mens farmanden og hans kone var ude at føjte, og derfor faldt jeg i snak med hende til at starte med. Jeg elsker at snakke med hende, hun er utrolig udtryksfuld og har masser at fortælle.
Jeg har nu mest lyst til at skrive hvor køn hun er, om hendes hår, den måde hun snakker, står og går på. Og om hvor sød hun er når hun sidder i gyngestolen og fortæller om sit liv. Men det holder jeg for mig selv, for hende skal jeg alligevel ikke dele med andre, desværre.
Hvorend jeg ville elske at tage hende med mig, lader det sig ikke gøre. Hun er den frie fugl, som fugle nu er bedst. Og min bliver hun aldrig. Og dog. Jeg havde hende i mine drømme et par måneder før jeg rejste til Argentina. Hun havde intet ansigt da, men det er hende, det tog ikke lang tid for mig at finde ud af. Nu er hun i mine erindringer, som et evigt minde om denne fantastiske rejse.
Jeg har givet Belén noget af min musik, som jeg ved hun kan lide, og som jeg håber, vil gøre at hun vi huske mig som jeg vil huske hende. Hvis der var nogen, der kunne få mig til at blive ”lidt længere” i Argentina så er det Belén. Hvis jeg blev spurgt om hvorfor ikke så, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle svare. Så lad være med at spørge.
Cocos kone, ”den nødvendige onde” som han selv udtrykker det, vil hellere bo i puebloen, så det gør de det meste af tiden. Han selv savner ikke noget når har befinder sig på sin finca (en slags husmandssted) med sine 10 hektar jord dyrket med alfa-alfa og havre. Jeg holder med ham… Nancy - Nej, hvor det ærgrer mig at jeg ikke fik taget et billede af Nancy. Egentligt kom vi kun til snakke sammen i en times tid. Eller vi og vi, det var nu mest Nancy som holdte snakken i gang. Og heldigvis for det. Hun har lært mig en hel del om, hvordan kvindernes syn på dem selv er i Argentina. Det har faktisk været småt med samtaler med kvinder, især dem med stort Q. Nåh men jeg lovede Nancy at den dag jeg bliver gift med Rebeca (for det regner hun med, at jeg bliver), så skal hun være ”Madrina”, førstedame tror jeg hedder på dansk. Hun spår tilmed, at hvis jeg ikke gifter mig med Rebeca meget snart, så vil jeg om nogle år vende tilbage og finde ud af, at Rebeca er gift, og ende med at hænge med mulen i bare skuffelse over, at jeg ikke handlede da jeg skulle slå til. Dvs. nu, LIGE NU! Jeg udfordrer skæbnen og venter lidt med at fri til Rebeca…
Vi har redet nogle dejlige ture, den første på 9 timer, hvor hans 15-årige søn Adrian også var med. Udover Adrian har Raul yderligere 2 voksne børn og en kone. Rauls bedsteforældre er fra fars side indvandret fra Syrien, mens fra mors side fra Spanien. Hvis man så regner med at hans kone har både franske og portugisiske aner kan man roligt sige, at deres børn er en blanding af lidt af hvert.
Horacio er ellers Professore, dvs. lærer i folkeskolens øverste niveau (af 2), og underviser børn mellem 12 og 17 år i kunst og formning. Han 36 år gammel, er gift og har en datter på 3 år. Det er hans egne eller hans bedstefars heste han rider ud med.
Paula er Moras oldgamle ejer, Señora Luisas barnebarn. Hun er en meget sød pige, som jeg næsten kom ”tæt” på, altså så tæt en fremmede udefra kan komme på en anstændig pige helt ude på landet i Argentina.
Nogle uskyldige blikke, et par smil og nogle få ord er det blevet til, men aldrig i Señora Luisas nærvær, for så kigger Paula nede på jorden, så ydmygt som jeg aldrig havde forestillet mig at opleve selv. Men Paula er en meget sød og også køn pige, synes jeg. Hun er 24, en smule generet og har ingen kæreste.
Jeg var blevet advaret af Mirta, at folk der bor lidt oppe ad bjerget er noget mistroiske overfor fremmede. De kommer kun sjældent i puebloen, men jeg mødte faktisk Paula i en autoservicio (lidt større end en kiosk, men noget mindre end en dansk købmandsforretning). Hun kiggede til mig kun en gang, så ned på jorden, Señora Luisa var der selvfølgeligt også. Den første gang jeg var over ved Mora så jeg slet ikke Paula. Den anden gang jeg var der, gik hun et godt stykke fra hvor vi andre stod. Men så kom hun gradvis nærmere, og de sidste 2-3 gange har det været hende, der har givet mig Mora og har taget imod hende efter jeg kom tilbage fra rideturen. Så kunne vi snakke lidt. Meget lidt i starten, nu går det godt og hun smiler når vi snakker sammen.
Jeg vil ikke gøre mere ud af Paula, jeg fik sagt farvel til hende da jeg var henne ved Mora sidste gang. Jeg ville have elsket at ride en tur sammen med Paula, men det ville Señora Luisa næppe tillade. Det ville selvfølgeligt ikke have skadet at spørge…
Mirta blev gift ganske ung og fik sit første barn som 18-årig, det 3. og sidste (en pige) for 15 år siden. Så når denne sidste fugl er fløjet fra reden er hun stadig ung til at nyde livet. Hun kan godt lide at snakke, og det passer mig fortrinlig, for så har jeg en at øve mig sammen med på spansk. Og hun ligner min nabos nabos nabo Karina, det synes jeg altså. Både den måde hun smiler på, hendes udtryk og rent fysisk. Karina er dog noget yngre, men Mirta ser bestemt også ungdommelig ud.
Mario har kun 2 tænder tilbage i overmunden og taler kun dialekt. Det går lige med at snakke med ham, men rideturene sammen med Mario har for det meste været tavse. Og godt det samme, for landskabet taler for sig selv. Så smukt!
Jeg har ellers fået snakket en hel del med Mario, om hint og dat, og fundet ud af, at han ikke er den mest dannede person i Argentina. Når det er sagt er Mario det nærmeste jeg har været en rigtig gaucho. Og han har vist mig tillid. Allerede efter vores første ridetur så han gerne, at jeg kom ud og ride alene. Det gjorde jeg så, og det var helt fint.
Mauricio er Marios 6. barn ud af 7 med sin i hvert fald 20 års yngre kone. Eneste dreng. Han får en ridetur hver gang Manolo har sadlen på. Og han klarer det fint. Mauricio er kun 2 år gammel, og rider bedre end jeg gør. Han er yderst snaksalig, men jeg forstår ham knap, han taler ikke samme castillano som jeg gør. Han taler vel forældrenes sprog. Han kan godt lide at blive fotograferet.
Matias er Eduardos nevø. Han taler altid i telefonen, og tager den aldrig når jeg ringer. Så ringer han tilbage...
Lav aldrig en aftale med Matias hvis det gælder: "Vi ses om et kvarter" er aldrig ment som en aftale, omend en idé.
Men flink og hjælpsom, det er han. Det er ham, som har fundet motorcyklen, og det er ham, som senere skal sælge den for mig.
Ariel (det hedder han altså) er indehæveren af Moto Shopping i La Plata. Flink fyr. Jeg har lovet ham at sende ham en T-shirt fra Danmark med et eller andet dansk motiv på. Det må jeg endelig huske at gøre
Men han er yderst effektiv og ekstrem billig at have som chauffør. Jeg har lejet ham til taxakørsel 2 gange, taksten er 10 pesos i time (ca. 17 kr.), fri kilometer.
Federico, min kontakt nr. 1 Det er ham jeg lejer lejlighed hos, og som klarer papirerne for mig.
Leon, Federicos 7-årige søn
Om Buenos Aires siger hun, at det er en meget kaotisk by, hvilket reflekteres af de lokale indbyggeres indstilling til alt. Hun nævner fx at på hendes arbejde, hvor der både er katalaner, argentiner med katalansk baggrund samt andre argentiner, at de mindst organiserede er argentinerne. Hun føler af og til, at hendes indstilling til orden er tættere på at være ”svensk” end argentinsk (hun nævnte selv Sverige i denne sammenhæng).
En anden interessant iagttagelse som Nuria har fortalt mig er, at argentinske mænd er meget sexistiske, altså grænsende til mandschauvinisme. Piger på en arbejdsplads dur kun til at skrive og arkivere. Det er ikke noget man ellers ser i Buenos Aires alt for travle gader, så jeg er glad for hendes input om argentinsk arbejdskultur.
Nuria er meget sød og smilende, en rolig og samtidigt yderst interessant person at snakke med.
|
personer
Nyhedsbrev
Gonzalo er en fyr, som bliver svært at beskrive med få ord. Jeg skal prøve. Nej, det kan jeg lige så godt lade være med, det er han for fantastisk til.
Geri (som han gerne vil kaldes) er en skør men fantastisk underholdende tysker. Jeg stod ved et vejkryds og kiggede på kortet, og så kom en gammel motorcykel forbi, den første jeg havde set i flere uger, og så at den havde tysk nummerplade. Det i sig selv var noget at skrive om. Jeg skulle tilfældigvis i samme retning, og små 10 km længere fremme stod vi side om side ved et trafiklys. Han spurgte mig om jeg vidste hvor der lå en tankstation, og jeg hilste pænt og sagde, at jeg selv var turist – ellers flot gjort med den tyske nummerplade. Så faldt vi i snak, midt i vejkrydset, og efter et lille minut kom der yderligere 2 motorcykler med tysk nummerplade! Jeg kørte kort efter videre, men mødte Geri senere ved den lukkede turistkontor. Jeg havde imidlertid fået spurgt om et billigt bosted i byen, og han fulgte så med. Vi fik snakket, spist (og drukket) en del sammen i løbet af et par dage, og det var ganske inspirerende, ikke mindst for mine kommende rejseoplevelser. Geri er meget berejst og meget, meget fri. Ham skal jeg besøge i Aachen når jeg kører til Italien næste gang, hvis han altså er kommet hjem til den tid. Han skal køre rundt i Sydamerika de næste 5 måneder…
Belén - så indrømmet, hende er jeg så godt som forelsket i. Hun er 25, helt kvik og skarp, hun snakker så sikker som en landevej er lige og hun er også meget, MEGET smuk. Og hun smiler altid. Der er hele to billeder af Belén her fordi hun er så smuk, at et ikke er nok.
Her i Malargüe bor jeg meget billigt, men godt. Jeg er indkvarteret hos en familie, som udnytter stedets berømmelse som vintersportsdestination og udlejer nogle værelser til grupper. Nu er det absolut lavsæson, og det er mit held. Jeg bor alene på et værelse med 9 senge, og har ejerne helt for mig selv. Specielt er manden i huset, Coco, 50 år, en guldgrube for mig: ham få jeg snakket med om alt mellem himlen og jorden, og han tager mig med på udflugt til sit rigtige hus udenfor puebloen, hvor han bl.a. har 2 fantastiske heste (på billedet rider Coco på smukke Sole, en hoppe på 8 år, jeg selv sidder på Apollo uden sadel, en ridetur på 7 timer). 
Raul er 51 år og min guide i Santa Maria. Eller rettere min kompagnon. Vi har været mange, rigtig mange timer sammen. Allerede første dag, da jeg ankom i Santa Maria, mødtes vi over en kop kaffe i puebloens centrale plads, hvor 2 af hans bekendte efterhånden sluttede sig til (og til tider også en skønhed af en kvinde, jeg ikke kan huske navn på). Nåh men denne eftermiddag blev til aften, og mange timers diskussion om bl.a. historie og politik gav mig en fornemmelse af en person, som både er dannet, humoristisk og udadvendt. En fornøjelse at være i selskab af.
Mirta er min værtinde i Villa de Las Rosas, hvor jeg har en bungalow med plads til 4 personer, men får lov at betale ¾ af fuldprisen når jeg nu er alene om huset. Mirta er 46 år og ganske behagelig at snakke med. Hun er utrolig hjælpsom og mere vidende end mange argentinere jeg ellers har været i kontakt med siden jeg forlod Buenos Aires.
Jorge og hans ramponeret Folkswagen - man sætter sit liv på spil når man kører med ham i hans bil.
Nuria er en 29- rige spansk pige, fra Barcelona, som jeg deler lejlighed med under mit ophold i Buenos Aires. Nuria har været her i 14 dage, og skal være her sammenlagt i 9 måneder. Hun er udsendt fra sin katalanske arbejdsplads og er meget glad for at være her.