Cuyo

19. november 2007 - Malargüe, og så kommer jeg i landsdækkende tv

Så er jeg kommet så langt mod syd og mod vest som nogensinde før. Helt nøjagtigt har jeg passeret både 35’ breddegrad syd og 69’ længdegrad vest. Jeg er stadig i Mendoza-provinsen, og der er et godt stykke til grænsen til Patagonien mod syd, men næste gang jeg krydser en kommunegrænse så er jeg dér. Endnu længere mod syd (og vest i øvrigt, når jeg følger Ruta 40). Mere om det de kommende dage. Kommunen her er for resten en smule større end hele Danmark, men der bor kun knap 30.000 indbyggere.

Jeg forlod San Rafael stort set uden at se mig tilbage. Det var på en måde en smule vemodigt, men samtidigt godt at komme videre. Jeg kørte 150 km næsten uden at møde en sjæl, kun omtrent midtvejs var der cykeltræf. Og dér blev jeg altså paf. Med over 60 km til den nærmeste bebyggelse holdt der små 50 cyklister i deres bedste udrustning, og der var både følgebiler og politi til stede. Godt nok var det søndag, men det virkede mærkeligt alligevel. Så kom jeg atter tilbage til Ruta 40, som jeg forlod for nogle dage siden nordvest for San Rafael. På kommunegrænsen mellem San Rafael og Malargüe var der som altid politikontrol, og denne gang blev jeg stoppet. Jeg bliver ellers altid vinket videre, måske fordi jeg er på motorcykel, eller måske fordi jeg har hjelm på, så tror politibetjentene måske at jeg er en hemmelig agent på mission. Nåh men her ville mange mænds vovede drømme hente næring, når jeg fortæller, at de uniformerede betjente, der stoppede mig, var 2 virkeligt smukke piger. Situationen var som taget ud af en dårlig skrevet drejebog for en b-film. De spurgte hvor jeg kom fra, og hvor jeg var på vej til. Jeg blev meget pirret af situationen og kunne ikke lade være med at svare en smule kæk, men ærlig. Det endte med at de syntes at det var meget frisk af mig at drage på denne tur alene, og de ønskede mig alt muligt held og lykke med min videre fremfærd, uden i øvrigt at jeg skulle vise motorcyklens papirer eller min legitimation for den salgs skyd. Piger i uniform altså…

Mens jeg var på min anden ridetur, denne gang ifølge den unge guide Cristian, blev vi stoppet af et tv-crew. Faktisk var vi i gang med at pjatte lidt, det gør unge fyre når de hygger sig sammen, hvor jeg prøvede at galopere fra ham (han lader mig altid vinde). Da vi så kom til et dige stoppede jeg for at komme over, og på den anden side stod der et hold fra det landsdækkende offentlige tv for at lave et program om områdets smukke natur. Så blev jeg spurgt om de kunne interviewe mig, og det måtte de gerne. Jeg blev interviewet siddende på hesten, og jeg lovpriste naturligvis områdets enestående natur, næsten uden at overdrive… Nåh men programmet bliver udsendt d. 8. december, og det håber jeg på at få set, eller at nogen vil optage det for mig og sende det til mig.

Hvor længe jeg bliver her afhænger af en række ting, jeg har allerede forlænget mit ophold to dage pga. den dejlige hest Apollo. Men der går næppe meget længere end det til jeg drager videre. Der er så meget mere, jeg gerne vil se, selv om jeg allerede er mæt med indtryk, og har været det længe. På et tidspunkt skal jeg jo tilbage, og tidspunktet nærmer sig, om jeg vil det eller ej. Så det gælder om at overskrider sine grænser lige når man tør det. Og lige nu føler jeg som om jeg tør alting, som da jeg ”tæmmede” Basura og krydsede floden.

15. november 2007 - det måtte jo ske før eller siden…

…jeg blev velsignet af en præst og var ude at ride med en argentinsk pige (mon de to ting hænger sammen…?). Fra begyndelsen:

Den sidste aften i Mendoza forsøgte jeg at drukne i en flaske nyvin (Malbec 2007) for at glemme valgaftenen. Men vinen var for god, det gav ikke en gang tømmermænd. Og det var også fint, for om morgenen mødte jeg to danske fyre på rundrejse i Sydamerika, Jesper og Jakob. På alvorlig rundrejse, ikke bare som mig i Argentina. De har både været i Ildlandet og på Påskeøen, og mens Jakob vender snuden hjemad i utide fortsætter Jesper mod nord, til Bolivia, Peru, Colombia og hvem ved. Men det er deres historie…

Turen for mit vedkommende skulle fortsætte mod syd, men ikke helt ad Ruta 40, for der er lige et sted, jeg er nødt til at besøge, så jeg har taget en afstikker mod sydøst. Hovedbyen hedder San Rafael, i hjertet af Mendoza-provinsen. Heromkring er et naturskønt område med en dyb kløft og en række diger med tilhørende vandkraftanlæg, hvor der er masser af ridemuligheder. Jeg fik godt nok redet mens jeg var i Mendoza, men jeg er kommet en smule bagud i regnskabet, som gerne skulle resultere i, at jeg får redet hver 2. dag. Det er nu nærmere hver 3. dag, der er mere realistisk, men det er også helt fint hvis kvaliteten af rideturene er på samme helt utrolig højt niveau som hidtil. Det vil vise sig til slut, når rejsen evalueres endeligt, det er alt for tidligt til det endnu. Nåh, men selve byen San Rafael er forholdsvis ny, den blev grundlagt i 1903, så mere eller mindre samtlige indbyggere har indvandrerødder 3-4 generationer tilbage, hvis ikke mindre. Og det ses! Byen er om mulig endnu mere europæisk præget end Mendoza, og der er stort set ingen mennesker med indios-træk. Byen ligger også et stykke væk fra Andesbjergene, altså det eneste sted hvor nogle få af de indfødte overlevede den spanske invasion i 1500-tallet. Men ikke mere (stor)politik i denne blog.

Nysgerrig som jeg er, ville jeg gerne vide, hvem i alverden denne San Rafael var for en størrelse. I byens kirke står ”Ærkeengel San Rafael”, og jeg kan kun huske den ene ærkeengel, ham med bebudelse, og han hed vist noget andet. Jeg var så heldig at se en katolsk præst komme gående imod mig. Jeg bad ham om at undskylde min uvidenhed, men det var mange år siden jeg havde praktiseret den kristne/katolske tro, så kunne han være så elskværdig at fortælle mig om San Rafael? Og det kunne han. Jeg fik faktisk hele historien om de 3 ærkeengle, hvor de optræder i biblen, deres navns betydning og deres rolle i kristendommens historie. Mægtigt spændende, må jeg sige, når en præst fortæller og ikke prædiker. Men han kunne altså ikke lade være med at velsigne mig da vi skiltes, måske fordi jeg kom til at fortælle ham, at jeg ikke var troende, men synes at historier som sådan er vældig interessante. Jeg vil vædde hvad som helst at jeg er den første italiener bosat i Danmark som bliver velsignet i San Rafael, Mendoza-provins, Argentina. Åh, endnu et historisk øjeblik!

Min første hele dag i San Rafael gik så med at køre ud til Valle Grande med de mange ridemuligheder. Der er ingen grund til at spørge, når man lige kommer forbi et sted med masser af sadler klar til at blive sat på hestene. Hvor der er sadler, er der heste, hvor der er heste med sadler er der ridning. Sådan et sted fandt jeg lige før frokosttid, og aftalte så at komme ude at ride straks efter frokost. Som sagt, så gjort, og min smukke guide var denne gang en meget sød pige, Rebeca, som efter eget udsagn er afhængig af 3 ting: mobiltelefon, heste og motorcykler. 2 ud af 3 er ikke så ringe endda, så vi har en del at snakke om (min mobil har nærmest været tavs siden jeg rejste fra Danmark, kun Lars og Klara glæder mig med en sms en gang imellem, ellers savner den ikke!). Vi kommer ude at ride meget mere de kommende dage, det har vi aftalt. Så ikke så meget update i bloggen de næste par dage…

13. november 2007 - Endnu en mindeværdig dag

Mens de fleste i Danmark er ved at stemme, eller følge med i valghandlingen, er jeg på min 4. dag i Mendoza, en by som overrasker mig mere og mere. Her har jeg bl.a. fundet 1. del af El Eternauta, som jeg er ved at læse med fornyet enorm interesse. Men her har jeg også haft nogle gode samtaler med både unge og mindre unge, om hint og dat, politik, økonomi og argentinernes selvopfattelse i almindelighed.

I formiddags var jeg ude at besøge Mendozas lokalhistoriske museum. Meget interessant, bort set fra at halvdelen af museets udstillingsområde handler om jordens historie, fra Big-bang til nu. En blanding af geologi og biologi. Den resterende halvdel af udstillingen er om kunst og billeder fra det seneste karneval. Meget flot, absolut, men om selve byen var der lagt så lidt plads at det var meget sparsomt, hvad man kunne læse og se om byens grundlæggelse og historie. Pyt med det, det var spændende nok, det der var. Mest interessant var en rengøringsmand, Juan Carlos, som på et tidspunkt opsøgte mig og spurgte hvor jeg kom fra. Det blev begyndelse på en lang samtale, og hvor det viser sig at Juan Carlos både taler engelsk og tysk, begge dele helt usædvanligt for en argentiner, altså hver for sig, at manden taler begge fremmedsprog er nærmest unikt. At finde sådan en mand rendende rundt i et mennesketomt museum med kost og spand er nærmest uvirkeligt. Juan Carlos ved en hel del om Danmark faktisk, og det er i og for sig også meget usædvanligt for en argentiner. Der skal siges, at i de 2 timer jeg var på museet var jeg den eneste besøgende. Museet har for øvrigt gratis entré. Til sidst blev jeg oppasset af en dame, en anden af museets ansatte, som ville fortælle mig at jeg kunne få en guidet tur hvis jeg ville. Jeg mødte hende tilfældigvis i byen en halv time senere, og hun fortalte mig at hun brød ind i samtalen mellem Juan Carlos og mig for at redde mig fra ham, for han er en tosse, sagde hun, ”han kan lide at fortælle løgnehistorier, man skal ikke høre på hvad han siger”. Ok, han er lidt speciel, men jeg nød mere at snakke med ham i næsten 2 timer end med hende i 5 minutter. Hun er for øvrigt i gang med at læse italiensk. Jeg prøvede at forklare hende på italiensk at jeg er altså voksen og kan skelne fra sandt og ikke sandt, men hun så mistroisk på mig. Juan Carlos er måske ikke dannet i boglig forstand, men han fortæller bestemt ikke løgnehistorier. Jeg tror nærmere, at han som rengøringsmand ved mere end de ”finere” kontoransatte på museet, og det kan gøre nas bagi hos nogen.

Her til slut, så skal jeg selv følge med i valgresultaterne. I museets sidste afsnit, om den nutidige historie, var et dokument dateret december 1998, da Argentina endeligt var sluppet fri af militærdiktaturet. Mere en erklæring, her er to afsnit:

”Los jóvenes deben decir BASTA! Deben proclamar y defender el derecho humano a la paz, que es el derecho a la libertad, a las leyes justas, a la alegria, a la solidariedad, a la soberanía personal con dignidad.

Decir NO a la obligacíon de morir, decir NO a la obligacion de matar.”

“De unge skal sige IKKE MERE! De skal udråbe og forsvare menneskets ret til freden, som er retten til friheden, til retfærdige love, til glæden, til solidaritet, til en ærefuld personlig selvbestemmelse.

(De skal) Sige NEJ til kravet om at dø, sige NEJ til kravet om at slå ihjel.”

Det kan ikke siges smukkere, synes jeg, uanset sprog.

11. november 2007 - i Mendoza og omegn

Mendoza er en meget europæisk by, og Argentinas næststørste. Mendoza er både hovedstaden i provinsen af samme navn men også midtpunktet i et vindistrikt, som dækker et område der er dobbelt så stort som Danmark. Altså der kommer masser af vin herfra, og som ved alt når der er masser af, af forskellig kvalitet. Dog er bundniveauet forholdsvis højt, og det skyldes primært klimaet og de dertil tilpassede vindruesorter, primært Malbec.

Det er ikke kun byen som er meget europæisk, menneskerne ligner også europæer mere end i den nordlige del af landet, hvor sporene fra den oprindelige befolkning er tydelig i de lokales ansigter og hvor turisterne altid kan ses fra lang afstand. Jeg og enhver anden turist her forsvinder i mængden. Måske endnu mere end i Buenos Aires. Ellers er byen meget rig, det ses ikke kun på butikkerne men også på hvordan folk er klædt, priserne på bl.a. restauranter og mængden af isbarer. Der er flere isbarer i denne by end der er gadehjørner. Og her kan man også få en forholdsvis god kop kaffe flere steder. Jeg har vadet og kørt lidt rundt og set en del af byen og dens opland, og det er ikke lykkedes mig at finde slumkvarteret – for sådan en er der altid omkring større byer i Argentina. Måske er Mendoza så velstående, at selv de fattigste bor nogenlunde pænt? Selv bor jeg i en minilejlighed i noget der ligner en blanding af et hotel og et vandrehjem, naturligvis i byens udkant, og denne gang med trådløst internet på værelset. Det virker ikke lige godt hver gang, men hvad gør det, når der er en isbar med trådløst internet henne ved hjørnet? Jeg bliver her nok til valget i DK er overstået, så jeg kan følge lidt med og forhåbentligt fejre det med en god flaske hjemmelavet vin.

9. november 2007 - San Juan, velfortjent pause

Så er jeg kommet til Cuyos første hovedstad på min rute og de bekvemmeligheder, der hører til. Der er internet på hotellet og hurtig forbindelse overalt i byen. Her er butikker, vaskerier og et utal af spisesteder.

Jeg holder et par dage ”fri” fra landlige oplevelser, og leger lidt turist. Ikke fordi selve byen er den største turistmagnet, men det er nu en gang dejligt at vade formålsløst rundt og kigge på ingenting.

7. november 2007 - 68. længdegrad vest

Efter kun en dag i Chilecito besluttede jeg mig at fortsætte ad Ruta 40 og se hvad dagen ville bringe. Ikke fordi Chilecito ikke kunne byde på mere, men jeg skulle altså bare videre. Og det stykke Ruta 40 fra Chilecito mod syd er noget af det smukkeste jeg har set. Endnu smukkere end vejen fra Salta til Cafayate. Der er billeder fra turen i dag i webalbummet. Efter sådan et smukt stykke vej ville jeg gerne nyde en kop kaffe og fejre, at jeg havde passeret det 68. længdegrad vest – aldrig har jeg været så langt mod vest. Så jeg besluttede mig for at dreje ind mod en pueblo nogle kilometer fra hovedvejen, og her fik jeg en kop velfortjent kaffe. Mens jeg så nød den og kiggede på kortet besluttede jeg mig for, at hvis det ville lykkes mig at finde en hest ville jeg blive her en dag mere. Det var nemt nok, det med hesten – se under Heste her i bloggen og billeder fra rideturen i webalbummet. Problemet var at finde et sted at overnatte. Der er noget så interessant som en bogmesse, i denne pueblo på størrelse med en mindre dansk provinsby. Så stort set alle rimelige overnatningssteder er overfyldte, tilbage var et luksushotel (hvad i alverden laver sådan et herude må guderne vide), eller et skodhotel et stykke udenfor byen. Jeg behøver vel ikke at fortælle, hvad jeg endte med at vælge. Godt jeg kan lide at gå langt…