Her er alle "mine argentinske" heste.

I kronologisk rækkefølge, den seneste i toppen. "Mine" heste inden rejsen kan ses her

Perito (her til højre) er en 7-årig vallak, tordillo i farven, dvs. at han skifter gradvis fra at være mørk til at blive helt kridthvid. Det foregår omkring det 10. leveår, men han er så småt gået i gang.
Peritos gangarter kan tælles på to fingre: skridt og galop. Det er åbenbart ikke velset, at man traver i Buenos Aires provins. Hans galop er noget høj, og ikke særlig hurtig. Som positiv træk kan jeg nævne, at Perito stopper brat når man beder ham om det. Egentlig ikke en hest med de allerbedste kvaliteter, men at ride i galop på stranden ved et brusende ocean er alligevel en uforglemmelig oplevelse. Perito havde en del respekt for vandet, og ikke mindst skummet, men efter lidt pisk og meget ros lykkedes mig at få ham ude i vandet. Det var han slet ikke vant til, han blev meget forvirret af bølgernes bevægelse frem og tilbage, og prøvede hele tiden at kompensere ved at ride i samme retning. Så hver gang en bølge træk sig tilbage mod havet kiggede Perito på vandet og tænkte ”nu går jeg den forkerte retning, underlaget bevæger sig den vej, så jeg må gøre det samme”. Og vi kom længere og længere ude i vandet. Det var sjovt.

Sin nombre, altså uden navn (her til venstre). Det skulle ske før eller siden, at jeg kom ude at ride på en hest uden navn. Det er ikke så ualmindeligt her, at heste ikke bliver navngivet. Nåh, men denne navnløse hoppe på 12 år har født et føl for 2 uger siden, som kun levede i et døgn. Det er hjerteskærende, men sådan kan naturen være en gang imellem.
Hoppen mangler ikke kun et navn og sit føl, men også trav. Det er faktisk sådan, at denne hest slet ikke kan trave. Det har hun aldrig gjort, og det kommer hun næppe nogensinde til. Hun bruges til arbejde i campo, altså på marken, og her bruges kun skridt eller galop. Hendes galop er både fin, hurtig og meget flad, så man sidder rigtigt godt på ryggen af hende. Hun kan være en smule svær at stoppe helt ned, men det er fordi hun er lidt hårdt i biddet. Hendes skridt er meget hurtigt, og hun skal holdes lidt igen ellers er det bare af sted i fuld fart. Men alt i alt en meget blid hest, måske ikke børnevenlig, men bestemt lydig og stærk.

Lechusa (her til højre) er en dejlig og rigtig medgørlig hoppe på 15 år, en ægte Polo-hest som jeg fik lov at prøve at ride lidt på i pausen mellem to polokampe. Men jeg blev så grebet af ride på hende, at jeg holdte hende noget længere og det blev til en del både riderundt og træne med polostaven. Og jeg skal sige det med det samme, Polo er ikke så nemt som det kunne se ud. Det er faktisk meget svært som nybegynder bare at holde staven rigtigt, det med at ramme bolden kommer først laaaangt senere. Som alle poloheste vender Lechusa rundt på et frimærke, og det skal man vide, ellers falder man af første gang. Jeg havde luret tricket af, så det kom ikke helt bag på mig. Ellers kan jeg sige, at hendes skridt nærmere er en meget langsom galop, og hendes galop er både meget hurtig og meget, meget flad, næsten som en vældig hurtig flyvende pas. Jeg fik forklaret at hestene med den fladeste galop er også de dyreste, for så kan polorytterne bedre ramme bolden når de rider i fuld galop. Hendes trav kunne jeg altså ikke finde, og jeg så heller ingen heste trave på polobanen på noget tidspunkt. Gad vide om det er blevet trænet ud af dem.

Bort set fra at Lechusa er en polohest vil jeg tro, at hun kan rides af småbørn, så blid og ”lyttende” hun er. Men som på en cykel, hvis man drejer skarpt så falder man, med mindre man ved hvad man gør.

Indio (her til venstre) er en unik criollo (med en anelse cuarto, kan man tydeligt se), vallak på 12 år. Unik af mange grunde. Ejeren Juan er især stolt af, at Indio var den hest, som Buenos Aires guvernør red på da han skulle ride ind til byen af jeg har glemt hvilken grund.

Selv mener jeg at Indio er speciel af en anden grund. Jeg kan virkeligt godt lide at ride på ham, for han har en slags automatgear som selv går i gang så snart man slipper på bremsen. Basura (en tidligere hest, se lidt længere nede her på siden) gik bare direkte i 5. gear, så snart man gav slip. Indio nej, han starter stille og roligt i et hurtigt skridt og går straks i en behagelig men noget urent trav. Derefter gælder det en mild men bestemt galop, som bliver mere og mere ”majæstetisk”, altså med højt løftet hoved og nærmest pompøst. Til sidst bliver galoppen hurtigere og hurtigere, men meget samlet, kortbenet, dog ganske fin og man sidder sikkert i sadlen. Der gik en halv time før jeg fandt ud af, hvordan man kunne få ham helt ned i skridt og holdt det. Men det var nu sjovest at galoppere, og det tror jeg også han synes, så det gjorde vi en del.

Tordo (her til højre) er en 13 år gammel vallak, en blanding af mestizo og criollo, altså en stor criollo.

For at tage det fra den ene ende af, hans skridt er meget blid, men det bedste ved ham er hans overgang til trav, som er fuldkommen glidende. Og man mærker slet ikke at man traver. Blidere og mere behagelig trav har jeg aldrig prøvet.

Tordos galop er både lang og hurtig, og han svarer både på tøjler og på mundtlige signaler. Tordo er en af de bedste heste jeg har redet, ingen tvivl om det.

Gasparin (på billedet her til venstre) er argentinsk mester i endurance 25 km distance. År 2007 altså. Jep, jeg har været ude at ride med en mester. Endurance er en sport importeret fra de arabiske lande, og det går ud på at hesten skal tilbagelægge en givet strækning med visse forhindringer og udfordringer, heriblandt spring, galop, trav og skridt, og nå til målet med et bestemt pulsslag, i dette tilfælde 56 hjerteslag i minuttet. Ellers koster det strafpoint og gevinsten for at komme først ryger et vist sted. Gasparin er argentinsk mester år 2007, intet mindre. Han er en vallak på 12 år og stor, rigtig stor. Han er halv criollo og halv mesticho, men lur mig om der ikke løber cuarto-blod i hans årer. Efter en kort ridetur på 2 timer, som jeg fik lov at tage alene, blev jeg budt ind på en ridebane, hvor der var undervisning i gang. Der var kun nybegyndere på banen. Jeg spurgte nysgerrigt hvad jeg skulle der, og der blev svaret, at nu skulle jeg bare springe, mens to drenge var i gang med at sætte en bom op, meget højt op syntes jeg umiddelbart. Jeg sagde ingenting om mine ringe springerfaringer, og lod Gasparin om arbejdet. Det viste sig at han godt kunne selv, jeg skulle ikke en gang drive ham frem. Så fik jeg afkortet bøjlerne, og bommen gik højere op. Jeg sagde stadig ingenting om mine erfaringer eller mangel på sammen, og fik ellers besked på at tage et dobbelt spring, altså først den ene vej og så uden at stoppe runde af og så den anden. Og hop, og hop, uden problemer for hverken mig eller Gasparin. Så skridtede jeg hen til Gasparins dueño og spurgte hvordan det gik. Han sagde ”fint nok” (det er ikke på jysk, her betyder det at det godt kunne gøres bedre), og så fortalte jeg ham, at jeg ikke har hoppet særligt meget før. Siden hen erfarede jeg, at man skal hoppe med begge hænder om tøjlerne, jeg brugte kun den ene.
Gasparin, mesterhesten, måske ikke den bedste på en ridetur uden udfordringer, men det var mægtigt sjovt at komme på banen og springe. Hvor højt lå bommen så da den var højst? 60 cm, og Gasparin rørte den ikke en gang. Under konkurrence hopper han hen over 90 cm.

Gringo (her til højre) er en vallak på 14 år, meget frisk men virkelig nem at ride. Hans galop er meget gyngende, hvorimod hans trav er meget behagelig. Gringo er meget muskuløs, eller i hvert fald i god stand. Han har et højt hovedløft, så man skal ikke læne sig alt for meget frem. Der er ikke så meget andet at sige om ham, udover at han virker som en bundstabil hest der er vant til lidt af hvert, bort set fra at galoppere. Ham købte jeg gerne med hjem, hvis transporten var til at have med at gøre. Men ak…

Patoruzito (her til venstre) er en vallak på 7 år, og gud hjælpe mig en der skal drives frem, MEGET. Hans skridt er meget tungt, og galoppen gynger ekstremt meget. Det går meget mere op og ned end frem. Og der skal en hel del til, før han går i galop. Patoruzito er absolut en børnehest, og er sikkert også blevet brugt som sådan i mange år. Fx prøver han at komme ned at spise når der er det mindste syn af noget spiseligt. Men han har fået sig en del skældud af mig, så til sidst opgav han. En anden af Patoruzitos dårlige egenskaber er, at når man spænder gjorden prøver han at bide en. Jeg kender en anden hest der gør noget lignende, og det betyder ingenting, hvis man lige ved det…

Patoruzito har fået navn efter en meget populær børnetegneserie, som på dansk kaldes vist ”den lille indianer”, og der er måske noget om snakken. Han er i hvert fald blid som en engel, og ikke særlig stor. Han egner sig ikke til store anstrengelser. Under den forholdsvis korte tur (3 timer) sved han som jeg ved ikke hvad, og det var slet ikke varmt. Han er måske bare ude af form, men uanset hvad kunne han godt trænge til en ordentlig omgang banetræning. Sjovt at prøve en sløv bavian, og sjovt at vinde væddemålet med guiden, om at jeg ikke ville bruge pisken men sagtens ville kunne drive ham frem alligevel.

Apollo (her til højre) er en vallak på 13 år med nogenlunde samme temperament som mig selv. Han er ganske blid, utrolig tålmodig men som gerne vil frem. Og han har ingen problem med at ride fra andre heste, når man beder ham om det. Han har en god, lidt stille skridt, mens travet ikke er hans bedste side. Men galoppen, hold da op sikke en dejlig galop, og ekstrem hurtig!

Apollo løber som vinden, eller hurtigere end vinden, men så afgjort blidt at man næsten ikke kan mærke at man galoperer. Det eneste problem er, at der kræves en hel del bestemthed for at stoppe ham igen. Ikke fordi det er problematisk, men selv om et barn ville kunne ride Apollo i fuld galop så ville et barn næppe kunne få ham til at stoppe.

Apollo lystrer og udstråler ro og elegance, selv om han bestemt ikke er en af de større criolloer, jeg har redet. Jeg glæder mig meget til at ride mere på Apollo, og også uden sadel.

Basura (her til venstre) er en 13-årig vallak og, pas nu på, tidligere væddeløbshest. Han blev pensioneret fra væddeløbsbanerne for nogle år tilbage, men man har tydeligvis glemt at fortælle ham om det. Da jeg snakkede med hans ejer først var det ikke muligt at komme ude at ride samme dag, fordi der ikke var nogen guide. Så spurgte jeg om jeg ikke bare kunne leje en hest, jeg skulle nok lade være med at fare vild. OK sagde han så, så kom han med dette pragtfulde eksemplar af en criollo med kun 1 gear: fuld fart fremad.

Basura virker faktisk meget nervøs, og det mindste vink eller slå en smule ud med armen reagerer han som han var blevet stukket. Det er et levn fra hans tid på væddeløbsbanerne. Ejeren spurgte om jeg kunne magte ham, og selvfølgeligt sagde jeg ja. Så jeg fik en kort prøvetur inden jeg blev sluppet ud på tur alene, med besked om bare at krydse floden og så opad mod bjergtoppen. Jeg skulle så vende om efter 1 time til 1½ så jeg var tilbage senest efter 3 timer. Men det sidste stykke at turen fik hesten lov at være guide og vi red hjem af en hel anden vej, end vi red ud. Det var en af de allerbedste ture på en af de allerbedste heste. Og lige for at pointere uretfærdigheden, basura på spansk betyder affald. Aldrig har en hest fået mere forket navn!

Caprichoso (her til højre) er en helt kulsort 8-årig vallak, med fin temperament og elegant gang. Jeg kunne ikke prøve andre gangarter end skridt pga. det meget ujævne terræn. Som navnet antyder, kan han være en smule i tvivl om, hvad han gerne vil, men i og med han er så lydig som han er, går det helt perfekt med at ride ture på ham. Caprichoso er lille criollo at være, ca. på størrelse med en stor islænder, men dermed ikke sagt at han er mindre stærk end sine større artsfæller. Turen på ham foregik i middagsheden og solskinsvejr, og hestene havde været uden vand siden dagen før pga. et teknisk uheld. Da vi kom tilbage til folden ville Caprichoso tilsyneladende ikke have vand, han gloede bare på det og gik væk igen. Rigtig flot hest, som jeg gerne rider flere ture på hvis lejligheden byder sig.

Gringo (her til venstre med Rebeca mens vi holder en pause) er en 10-årig, hm, tja, muldyr. Og ja, han får lov at være her fordi hans mor er en criollo, faderen er et æsel, burro som man siger på spansk. Jeg fik chancen for, for første gang i mit liv, at prøve at ride sådan en skabning, og jeg vil sige, at jeg er meget positivt overrasket. Bortset fra ørerne og den en smule komiske udseende rider Gringo som en af de bedre heste, jeg har redet. Hans trav er faktisk meget elegant, og han går både fast og sikkert. Hans øvrige bevægelser er en smule langsomme, fx når han prøver at komme ned med mulen for at spise. Og han forstår ikke altid, hvis man lige vil noget andet end det han plejer. Men lydig, det er han, helt bestemt. Jeg red faktisk forrest hele vejen, og der var ingen problem med at styre ham eller stoppe ham når det skulle være. Så lige bort set fra udseende og de langsomme bevægelser (men ikke gang) var det en fornøjelse at prøve en halv criollo, halv noget andet, i folkemunde et muldyr. Og for lige at pointeret det, Gringo er meget stor, fordi moderen er stor. Når moderen er æslet og fader hest er muldyr ikke større end deres moder.

Capacho (her til højre) er en vallak på 8 år. Capacho er i hestesproget den beskyttelse som i visse dele af Argentina er påmonteret stigbøjlerne (typisk steder med lave og tornerige buske). Hvorfor Capacho har fået det navn kunne jeg ikke få at vide.

Capacho er helt sin egen, og var også en smule svært at styre i starten. Den ville ikke lystre og satte selv sit eget tempo. Egentligt fulgte han bare efter de andre heste på turen. Men jeg ville naturligvis andet, så jeg valgte at sætte mig i respekt. Efter et lille kvarter kunne jeg både skifte tempo og retning, ikke uden protester, men det var mig, der styrede. Hestens ejer bekræftede da også efter turen at Capacho har sin helt egen personlighed og er en af de mest krævende heste de har, hvis man vil andet end bare følge med de andre. Det var sjovt at prøve Capapcho, en dejlig hest, som jeg føler, jeg ville få helt vild meget udbytte af hvis jeg kunne få lov at træne lidt på den. Det er absolut en type hest som drager mig.

Bay (her til venstre) betyder beige, altså cappucinofarvet. Bay er en vallak på snart 30 år, men med masser af selvdrift og arbejdslyst. Han er ganske lydig og helt rolig, og har en fin trav. Dens galop er til gengæld meget gyngende, men det gør ikke så meget når terrænet indbyder mest til paso eller skridt.

Bays ejer påstår at der mindst er 5 gode år i ham endnu, altså hesten, og jeg kan kun give ham ret. Hesten er tydeligvis blevet passet og plejet godt igennem sit liv, og han er i strålende form. Den ligner bestemt ikke en hest i sit efterår.

Batalla (her i billedet til højre) er en 11-årig vallak, halv peruaner (fra fars side) og halv criollo. Hans navn betyder "slag" (som i en krig), men han er så blid og samarbejdsvillig som få. Fakstisk skal han drives en smule frem, ellers sakker han bagud. Ham har jeg redet helt uden tøjler i en halv-vanskelig terræn. Det lykkedes ham også at miste hele 3 sko, som vel at mærke sad løst i forvejen, under den samme tur. Det var godt nok en 9-timer lang tur, men alliegevel... En anden tur, som billedet her stammer fra, blev min første i Argentina uden sadel. Der skulle en del overtalelse til, før jeg fik lov - altså hos ejeren, Batalla var ligeglad. Det er ellers kun børn eller voksne på ultrakorte ture, der rider uden sadel her.

Batalla behærsker, som de fleste peruaner, en gangart som her kaldes "paso", og som jeg vil sværge er det samme som flyvende pas. Venstre for-og bagben frem, så højre dittoer, og så fremledes. Man sidder faktisk ligesom på motorcykel, det er ret sjovt. Her siges det, at peruanerne er de eneste heste i verden der kan gå paso. Jeg skal hermed lade være med at spille klog, jeg mener dog jeg har set nogle islændere lave samme trick.

Wara (eller Huara, her til venstre) er en criollo hoppe på kun 4 år, den yngste hest jeg nogensinde har redet. Hendes navn er et ord på det lokale indianersprog og betyder stjerne. Hun er superdejlig, men alt for tyk. Hun er ekstremt hårdfør og en god klatrer, mens hendes trav er lidt tung i det. Måske ville det hjælpe hvis hun blev trænet noget i den gangart. Ellers er hun en stille hoppe, med dejlig og blidt sind, hun vil ikke så gerne forrest, men hun vil heller ikke (bestemt ikke) efterlades alene. Og ej heller gå fra de andre alene. En lydig, behagelig og stor hest, en del større end Espirit. Kan rides af alle. Hendes farve er mørkerød næsten brun i hovedet, mens kroppen er mere rødplettet, og noget lysere. Manen og halen er flerefarvede, meget sjovt at se tæt på. Hun er min chica.

Poeta (her til højre) er en 10-årig vallak, som er ganske behagelig at ride på og har et godt sind. Han er både blid og samarbejdsvillig, men skal helst drives frem en smule. Poeta kan rides af alle, og er rigtig god til at klatre. Han er fantastisk sej og klarer nemt 12 timers rid i træk uden at få hverken tørt eller vådt.
 

Espirit (her i billedet til venstre mellem sin ejer Horacio og hinghsten "sin nombre") er en 5-årig vallak, ganske samarbejdsvillig men som absolut gerne vil frem! Ikke nogen begynderhest, man skal vide at sætte grænser for ham, ellers går han bare, og han går meget hurtigt. Magen til frisk hest har jeg ikke prøvet før. Espirit lystrer godt og svarer ikke på benarbejde. Det gør hestene her ikke, kun tøjler dur. De er faktisk meget forskellige, og rides på forskellige måder. Disse criolloer kaldes også ”blandingsheste”. Der findes hvad de lokale selv kalder ”ægte argentinske criollo”, men de er ikke nær så gode til at klatre. Og hvis der skulle være tvivl så skal jeg mane den til jorden med det samme: Espirit er absolut en fantastisk hest, som jeg er helt vild med!

Mora (her til højre) er en criollo hoppe på 7 år. Mora er uden sammenligning den bedste criollo jeg nogensinde har redet. Og her vil jeg stoppe sammenligningerne, for det er meget forskelligt at ride criollo og islænder. Det kan ikke sammenlignes, basta! Nogle kan bedst lide æbler, andre appelsiner, jeg elsker begge dele. Mora er den bedste ”appelsin” jeg har smagt.

Manolo (her til venstre) er en gammel criollo, en vallak på næsten 30 år på det tidspunkt jeg red ham. Og den første hest jeg har redet i Argentina. Manolo er formodentligt den ældste hest jeg nogensinde kommer til at ride, men han føles bestemt ikke svækket på nogen måde. Han rides flere timer hver dag i den estancia han bor i, i 800 meters højde i et bjergrigt landskab.