Patagonia

4. december 2007 - Belén Andrea, hvaler og tiden der bare flyver af sted

Det er efterhånden ved at blive en vane, at dagbogen opdateres med flere dages mellemrum. Som om der ikke skete så meget alle dage. Men det forholder sig faktisk omvendt, så der er ikke så meget tid til at skrive og update. Det er ikke fordi jeg vil være telegrafisk om visse emner, men jeg springer let og elegant henover Belén, hende kan man læse om og se billeder af under ”Personer”. Glæd dig, hun er rigtig smuk.

Som man kan se på billedet her har jeg været ude at sejle. Allerede i august fik jeg et nys om, at ved havet ud for Peninsula Valdes er der hvaler i perioden september-december, så dem skulle jeg se. Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt jeg ville nå så langt på min rute, men det gjorde jeg heldigvis, ikke mindst fordi min tur kommer til at vare noget mere end de 2 måneder, jeg på forhånd havde sat som tilfredsstillende mål. Foruden hvaler, som er et spektakulært syn når man kommer så tæt på som 2 meter fra dem, så har jeg her mødt Belén, endnu mere spektakulært syn fra 2 meters afstand (mere spektakulært fra endnu tættere hold). Hvalerne skal man ude at sejle for at se tæt på. Man kan se dem også fra kysten, men det er altså noget specielt at stå så tæt på et levende væsen på størrelse med en HT-bus. Så heldig var jeg, at denne ”bus” havde sin baby ved sin side, en 4-måneder gammel skabning på størrelse med et folkevognsrugbrød. Fantastisk, visse oplevelser kan ikke købes for pengene, de er en af naturens gaver, hvis man er heldig nok som jeg har været. Selve sejlturen kostede lidt, men man kan ikke komme herude uden at sejle ud og se på hvalerne tæt på. Hvalerne er for øvrigt helt trygge ved motorbådene, selv babyen kom flere gange under båden og op ligesom for at hilse (eller for at se hvad laver alle de idioter med hænderne fremme?). Hvis man havde haft dårlige intentioner var de prisgivet, men for guds skyld, forbyd hvalfangst nu, vi mennesker kan sagtens leve uden at slå hvaler ihjel.

Jeg har atter en gang mødt danskere på rundfart, denne gang 3 herboende unge udvekslingsstuderende, 2 piger og Ulrik. Arme Ulrik, at rejse alene med to så stærke personligheder. Jeg føler med ham, men han er på en måde selv ude om det. Nu jeg tænker nærmere over det, det kan godt være, at han faktisk nyder det. Jeg vil nu ikke bytte min motorcykel med hans plads på bagsædet i deres lejede bil – gad vide om han ville bytte med mig? Jeg tænker på noget andet, indtil videre har jeg mødt masser af udenlandske turister på rejse i Argentina/Sydamerika, de fleste unge fra lande som Danmark og Sverige, men også England og Frankrig. Jeg er også stødt på et mere ”voksent” rejsende publikum, typisk i eller omkring pensionsalder, i hvert fald +55, disse fra Schweiz og Tyskland, mens en enkelt gang har jeg hørt tale italiensk, og det var det mest turistiske sted af alle, Cafayate (som jeg skyndte mig at køre fra pga. ”japaner-turister”, altså ude-af-bussen-tag-billeder-inde-i- bussen-igen). Det er svært ikke at drage konklusioner mht. hhv. syd- og nordeuropæeres rejsevaner. Jeg gjorde det ellers gerne lovpligtigt i alle lande at unge mennesker skulle rejse mindst et halvt år ude i verden, gerne et år. Kald det værnepligt, jeg er ret sikkert på at det er den bedste måde at bevare freden på. Og hvis man kan bruge så mange penge på militæret, ammunitioner og værnepligt, kan man vel lige så godt bruge pengene på at give unge let påvirkelige drenge og piger en oplevelse af, at verden er smuk fordi den er mangfoldig. Vi går alle sammen i Bin Ladens, Pavens og Bush’s ærinde når vi går og tror, at kun hjemme hos sig selv er bedst og resten af verden er mindre værd. Undskyld, jeg glemte lige at nævne Pia K. og præste-fætrene. De skal også med de andre idioter. Ikke mere storpolitik (og småt, Pia og drengene).

Tiden flyver virkeligt for mig. Jeg oplever forskellige årstider i løbet af hvad der føles få dage. Først er det uudholdeligt varmt, så er det bidende koldt, så er det varmt igen. Men det er faktisk mig der rejser gennem klimabælter: tempereret, subtropisk, tropisk, kontinentalt, subarktisk. Jeg har prøvet de fleste, mens jeg har rejst på langs ad dette kæmpestore og ikke mindst ufatteligt lange land. Men når man oplever hvad der føles som årstider der skifter på få dage, så føles tiden på en helt anden måde. De seneste 2 måneder er fløjet af sted, og jeg har svært nu at planlægge den tid, jeg har tilbage at rejse i. Hvad fa’en, det tager jeg i morgen, nu skal jeg ude at se på stjernerne, selv om det er hundekoldt i nat.

Så kom vendepunktet. Jeg kom længere mod syd end jeg havde forestillet mig på forhånd. Det, der skete er, at da jeg stod og skulle dreje til venstre og forlade Ruta 40 kunne jeg pludseligt ikke få mig selv til det alligevel. Jeg skulle lige nappe et stykke mere, hvilket også betød mulighed for at besøge endnu en af Argentinas provinser, Santa Cruz. Selve turen fra Esquel var på sin vis heldig, for jeg kørte med en vind af stormstyrke i ryggen. Jeg skulle have tanket op ca. halvvejs mellem Esquel og Sarmiento, et til formålet indkøbt kort med angivelse af tankstationer i Patagonien anviste et tankested. For en sikkerheds skyld spurgte jeg også undervejs, da jeg havde besluttet mig at fortsætte ad Ruta 40 lidt endnu, og det skulle være ok. Men nej, tankstationen var lukket, og det så ud til at den havde været det længe. Der var kun en hund, blid som et lam, indtil jeg startede motorcyklen igen. Så blev den gal og forsøgte at løbe mig op mens den gødede som den var blevet besat. Den ville sikkert ikke efterlades alene, gætter jeg. Det lykkedes mig at køre hele 430 km på en tankfuld, uden endda at benytte reservetanken, fordi vinden i ryggen var så stærk. Det var sjovt at opleve at køre med 70 km/t med jakkeærmerne der blafrede foran mig… Heldigt, som sagt, for ad den rute kørte den dag stort set ingen, og der var hverken pueblos eller mobildækning undervejs.

Så kom jeg til Sarmiento, en ”by” man lige så godt kunne slette fra turistkortene, hvis det ikke var fordi Gato og Mancha kommer herfra. Det er to criollo-heste, som i 1925-28 gik turen fra Buenos Aires til New York, og satte dermed verdensrekord (endnu ikke slået) for den længste ridetur, på over 20.000 km. De formåede også at ride over et bjergpas i 5.900 meters højde, også en stående rekord. De var hhv. 15 og 16 år gamle, da de begyndte turen, og døde længe efter deres tilbagekomst, som dog gik ad søvejen. Det er nogle fantastiske skabninger, disse criollo. Sarmiento ligger omringet af masser af vand, og her er så mange myg, at det ligefrem er ubehageligt at være ude, også om dagen. Jeg forsøgte også at leje en hest, men ejeren betingede sig af at der var godt med blæsevejr, ellers ville hestene (og ridderen) kun opleve turen som et helvede. Og naturligvis var der vindstille dagen efter. Mere om vinden om lidt.

Uden ridemuligheder har jeg kun min motorcykel tilbage, og den kan jeg altid stole på. Hold da helt op hvor den er god. Så endnu et stykke mod syd, nu skulle det gælde Santa Cruz, kendt for sine olieboringer. Og dem er der ufatteligt mange af. Hele landskabet er som strøet til med oliepumper. Så kom jeg til Atlanterhavet, og derfra et stykke mere mod syd, til den by hvor hele Argentinas olieeventyr startede, Caleta Olivia. Her oplevede jeg at blive fuldstændigt overrasket af en pludselig skift i vindretning. I løbet af få sekunder blev hele byen omhyllet af støv og sand fra Patagoniens stepper, og en sandsky skyllede hen over oceanet. Jeg søgte tilflugt et spisested, som på få minutter blev fyldt op af mænd i 30-50 års alder. Det var som at komme til et landevejskafeteria hvor pensionistbussen kører til og lander sin last af ensformede passagerer. Disse var borebisser alle sammen, mange af dem udlændinge, fra Rusland gætter jeg. Det må være de stigende oliepriser, der har fået olieindustrien til at blomstre op igen. Her har der ellers ligget stille siden Menem solgte billigt ud af Argentinas aktiver, men det har jeg snakket om. Jeg blev også behandlet og bespist som en borebisse, godt og billigt. De har ellers rigeligt med pengene her i Patagonien, hvor alt er 2-3 gange dyrere end i det nordlige Argentina. Med undtagelse af benzinen altså…

Mere vind. Jeg havde sat næsen op efter en ridetur her også, men måtte opgive pga. vinden. Stormende kuling igen, og så fik jeg nok. Problemet nu var, at vinden kom fra siden, den forkerte side. Venstre side er den næstværste, vinden kan komme fra når man er på motorcykel, for så føles det som at få en flad i ansigtet hver gang en modkørende lastbil kommer forbi. Den værste side er skråt forfra fra venstre, for så føles ”slagene” som knytnæve, og desuden har man modvind under alm. kørsel. Og vinden skiftede da også retning efter ca. 100 km. Sådan en fredag skal samtlige argentinske lastbilchauffører naturligvis køre mod syd, mens jeg kører mod nord og vinden har en nordvestlig retning. De arme chauffører føler dog med en, de hilser pænt og gør hvad de kan for at genere mindst muligt, men man er bare nødt til at stivne i hele kroppen og hælde motorcyklen en smule i forvejen, så man ikke bliver blæst ud af kørebanen. Og det hver gang. Det var en hård omgang på motorcyklen i dag.

En sjov oplevelse kom dog i dag, først da jeg var ved at løbe tør for benzin efter kun 200 km fra seneste fuldtankning, sådan er at køre i stærk modvind. Så kom tankstationen, som vist på kortet. Og dog. Ikke mere super, kun normal (85 oktaner, det ville ødelægge motoren). Men intet problem, siger tankpasseren, der er en tankstation kun 60 km længere frem, hvad der IKKE fremgik af kortet. Men det passede, og jeg nåede frem på dampene i tanken. Her skulle jeg også hvile lidt, jeg havde trods alt næsten 3 timer tilbage inden næste stop. Så kom en stor og storsmilende dame hen til mig og spurgte bramfrit hvor jeg kom fra. Jeg svarede prompte fra Italien, hvorfor spurgte hun? Så kaldte hun på sin svigerdatter, en engel af en pige, og viste hende hvordan man kan pakke når man er på rejse. Det viste sig, at englen havde en bagage der var større end svigemoderen selv, og her stod jeg med tøj og computer der fyldte mindre end passagerersædet på motorcyklen. Jeg havde mest lyst til at sætte min bagage af og trække englen op og køre af sted, men vi fik en snak om min tur i stedet. Om de spildte chancer, hva’…

Nu går det altså mod Buenos Aires, for første gang. Jeg har været 2.000 km fra Capital Federal før, da jeg var ved Bolivias grænse, og igen 2.000 km fra da jeg var i Caleta Olivia i den modsatte ende af landet. Kalenderen siger nu, at det uigenkaldelig skal gå den anden vej, og det kan ikke være anderledes. Jeg savner også min Klara derhjemme, selv om der er langt endnu. Jeg har et par tvungne stop undervejs som jeg også glæder mig til. Mere herom når jeg kommer dertil.

Verdens ende, intet mindre. Det er hvad man kalder Patagonien, og der er noget om snakken. Sikkert er, at dette er verdens sydligste landområde, når man ser bort fra den isdækkede Sydpol. Og dermed verdens mest afsondret. Fra sydspidsen af Patagonien, Ildlandet, er der 10.000 kilometer til både øst og vest, hvis man vil (sejle) til en eller anden form for fastland, Australien eller det sydlige Afrika. Intet andet sted i verden er der så langt til et naboland. Jeg er nu ikke kommet så langt som til Ildlandet, og det gør jeg heller ikke i denne omgang. Faktisk har jeg ”kun” kørt lidt over 3/5 af Ruta 40, og kun den nordligste del af den, den allernemmeste. Beviset herfor er, at jeg slap fuldstændigt uden en eneste punktering, som ellers er synonym med Ruta 40. Godt nok har jeg en rigtig god motorcykel, men det er de sydligste 1.500 km der er de mest udfordrende. Men ikke på motorcykel, tak, det kræver mere udstyr end mod. Patagonien har allerede vist sig fra en ikke nær så blid side, den blæsende, og det er nok for mig. Var jeg med en 4x4 var det en anden sag. Den tid jeg har tilbage til jeg skal hjem igen skal nydes, i ro og mag, gerne krydret med oplevelser af den karakter, som beriger en. Jeg skal møde folk og snakke med dem. Og i den sydlige Patagonien bor der stort set ikke nogen. Naturen er smuk, ja, men det må blive næste omgang.

De seneste dage ellers været udfordrende nok for mig at køre ad landevejen, som jeg ynder at kalde Ruta 40. Udover den allerede omtalte og ikke mindst farlige blæsevejr, snesevis af kilometer med underlag som naturstier mere end vej, har jeg oplevet chilenske lastbilchauffører som ikke er bange for døden, eller for andres død skulle jeg måske specificere. Argentinske lastbilchauffører har stor respekt for motorcykler, men ikke de chilenske. Måske skyldes det Che Guevaras berømte motorcykeldagbog, som er en del af argentinernes nationale klenodier, men ikke chilenernes. Aldrig nogensinde har jeg indset, hvor vigtigt det er at man passer virkelig godt på sig selv når man kører på motorcykel og tonstunge lastbiler overhaler med 120 km i timen ad en snoet vej ned ad bakken i strid sidevind. Det gælder om at se dem komme bagfra i god tid og fylde så meget som muligt på venstre side af kørebanen, så man tvinger dem i modsat kørebane og man kan trække helt ud til højre for at slippe så meget som muligt for deres turbulens. Man skal ikke være bange, for så skider man grønne grise, populært sagt. Undskyld udtrykket.

Om få dage forlader jeg Andesbjergene for alvor, jeg skal ikke mere mod vest, men mod øst. 71 længdegrad blev det længste, jeg kom i vestlig retning. Jeg skal en smule længere sydpå, næsten til 44 breddegrad syd, men så ikke mere. Resten af turen bliver med retning mod øst og nord, symbolsk set mod Europa, men det er nu Buenos Aires jeg stiler imod, i hvert fald i første omgang. Mere om det de kommende dage, der er masser af naturskøn Patagonien at opleve endnu… 

25. november 2007 - San Carlos de Bariloche

Så blev det en turistbys tur til at gæste mig. Bariloche er indbegrebet af masseturisme, ski vel at mærke, så lige nu er det så lavsæsonen som det overhovedet er muligt. Der er ingen sne og sommerferien begynder først om en måned. Og dog. Byen er fyldt op til randen med udenlandske turister, hvad i alverden vil de her. Priserne er mindst 50% højere end bare få hundrede kilometer nordpå, og servicen helt i top. Det er næsten som om man ikke er i Argentina. Tilmed arrangeres der rideture med hjelme! Jeg kom næsten modvilligt af sted på turen, men fortrød det dog ikke. Det var i hvert fald ikke planlagt, og da jeg kom frem var vi 3 der skulle følges med en guide, som stort set ikke talte spansk. Guiden er skiinstruktør fra England, som forsøger sig som rideguide når der ikke er sne på løjperne. Han rider fint, bevares, men jeg tror, jeg kunne gøre det lige så godt som ham. Alle vi 3 som var af sted er noget mere ridevante end ham, så da han begyndte med at forklare på gebrokken spansk, at det er vigtigt for ens balancen at fødderne placeres lavere end resten af kroppen stoppede jeg ham og fortalte ham, at vi bare kunne ride af sted og tage det hen ad vejen hvis det blev nødvendigt. Det blev ikke nødvendigt… Han bar i øvrigt ikke hjelm selv, og jeg spurgte ham hvorfor. Så begyndte han at mumle ”tja, øh…” og jeg sagde, at det behøvede han ikke at svare på hvis han ikke gad. Og så tog jeg min hjelm af, min hest var alligevel tilnærmelsesvis søvndyssende.

Nåh men det var byen, jeg kom fra. Den er smuk og meget turistpræget, så lad mig komme væk herfra i en fart.

21. november 2007 - Patagonia

I dag er det 8 uger siden jeg drog af sted hjemmefra, en regnvåd morgen, hvor jeg traskede af sted de 3 km til landevejen for at vente på bussen, så jeg kunne komme til stationen, derfra med toget til lufthavnen, for at tjekke ind i flyet, og så videre, og så videre…

Dagen i dag har været anderledes varm og solrig, og meget mere fri. Det er noget ganske andet at køre hundredvis af kilometer på motorcykel uden at se en sjæl, og denne gang heller ikke dyr langs vejen, udover et par slanger og en enkelt mandrillo (en slags bæltedyr). Ruta 40 holder sin rygte og mere til. Det er uforklarligt fantastisk og flot, billederne kan ikke en gang beskrive, hvad jeg for længst har opgivet at beskrive med ord.

Vejen langs Andesbjergene mellem Cuyo og Patagonien er mildest talt ufarbart. Fra Malargüe ”by” til nærmest ditto mod syd, Chos Malal, er nøjagtigt 330 km, og man skal ikke have maskinskader midtvejs, man MÅ ikke. Der er ikke på nogen tidspunkt dækning på mobiltelefon, og der kommer ikke nogen forbi. Ca. en tredjedel inde i ruten er der en bro over en brusende flod med smeltevand fra Andesbjergene. Ved broen er en comedor, hvor man kan få noget at spise og drikke inden man begiver sig på en 60 km lang og farefuld rejse mod syd ad en rute, som jeg aldrig vil glemme. Farefuld skriver jeg, det var hvad jeg forventede. Det blev noget værre…

I nævnte comedor blev jeg bespist af 2 tjenere/kokke, som var elendige til deres arbejde, men som de udførte med det største engagement. Det viste sig at de var naturguider med speciale i geologi, palæontologi og spelæologi, og som havde overtaget stedet efter at den forrige ejer havde givet op. Nogen skulle jo passe spisestedet ved broen. I løbet af den tid, jeg var på stedet, kom der kun 2 biler forbi, 2 firehjulstrækkere som bar vejvæsnets logo. Vejen er da også ved at blive bygget, må man godt sige. Samtidigt med mig var der 4 andre motorcyklister, alle argentinere og alle med store enduro-maskiner (1200 kubik), de skulle forcere det berømte stykke af Ruta 40. Det varslede ikke så godt, jeg stod dér alene med en mellemting mellem en touring og en city, 250 kubik og med bagage. De kørte af sted et kvarters tid før mig, jeg ville ellers godt have haft nogen bag mig, hvis og hvis. Men hvor intet vover intet vinder. Jeg fik en kop kaffe og så af sted. Jeg havde fået fortalt af guiderne hvad der ventede mig, men de var ikke selv bekymrede, så jeg tog glad af sted.

Der gik de første 30 km, uden de store problemer. Hullerne på vejen var store, men det gik fint med at undgå dem og de farligere sand-fælder. Til gengæld var varmen ved at blive ulidelig. Samtidigt med at det gik opad blev det mere og mere blæsende fra vest, og når vinden passerer 5 km høje bjerge stiger temperaturen med 1 grad for hver 100 meters nedfald. Jeg befandt mig omkring 1500 meters højde i starten, men så begyndte vinden at tage til, og underlaget blev mere og mere sandet. Hvis jeg på forhånd havde forestillet mig det underlag havde jeg kørt en 800 km lang omvej. Hvis jeg havde drømt om vindstødene var jeg aldrig kommet på motorcyklen i dag.

Men så skete det, at jeg fik øje på nogle motorcykler længer fremme, og efter omkring 40 km fra broen, og med 20 km tilbage af grusvejen overhalede jeg dem. Den bagerste af dem brød i jubel og løftede tommelfingeren op og op igen. Sjovest af alt er, at nu bor vi på samme hotel i Chos Malal, og han har rost mig til skyerne for mit sikkert kørsel og for at jeg kunne vise vejen de sidste 40 km grusvej. Vi fik da også snakket om vinden, som blev endnu værre efter at grusvejen blev til behagelig asfalt og der kun var 1½-2 times kørsel til Chos Malal. På et tidspunkt var vindstødene så kraftige, at jeg selv vil kalde det livsfarligt at færdes på motorcykel hvis vinden var kommet fra siden. Heldigvis kom det forfra, og med speederen i bund kunne mine 35 hestekræfter ikke køre mere end 40 km/t, og larmen var fuldkomment ulidelig. Og for første gang siden jeg kom til Argentina så jeg ingen fugl i himlen.

Sådan en dag føler man, at man har overskredet nogle grænser, selv om det ikke var planlagt. Jeg kommer til at sove rigtigt godt i nat.