|
På vej hjem - status
Så er det i dag, jeg skal rejse hjem. Her på billedet står jeg med Santiagos trøje signeret af Maradona selv. Hvis det havde været Jesus, der havde signeret den, så havde det ikke betydet så meget… Det er en stor ære at få lov at røre den. Santiago insisterede at jeg skulle tage den på, og han vil også gerne have mig hjem og præsenteret for sine to ugifte døtre (hhv. 30 og 34 år, begge arbejder i turistbranchen). Jeg takkede nej til alle 3 tilbuddene, selv om det var meget gavmildt af ham. Lidt for gavmildt synes jeg. Jeg vil bruge de sidste timer i Buenos Aires på at indånde en stemningsløs by i sommervarmen, hvor alle har fri men ingen er ude for at nyde det - kun jeg, og dem som har travlt med at komme fra et sted til et andet. De nyder næppe noget som helst, de skal bare videre i en fart. Hvortil og hvorfra, det er underordnet. Jeg ved kun for mig selv. Jeg har faktisk allerede tjekket ind til flyet, det kan man gøre via internet. Det føles mærkeligt at sidde ved et bord i skyggen og via cafeens trådløse netværk klare indtjekning til flyet mange timer før jeg overhovedet er kommet til lufthavnen. Nu skal jeg ringe til Juan og fortælle ham, at han ikke behøver at hente mig så tidligt, jeg kan lige så godt blive her i byen lidt endnu.
Til og med i dag har jeg tilbragt 90 fantastiske dage i Argentina, således geografisk fordelt:
Det var ikke på forhånd tilsigtet, at jeg skulle opholde mig stort set lige lang tid alle områderne, men sådan blev det. Næsten. De ekstra dage i Centro og Norte skyldtes hhv. det spændende ophold i Villa de Las Rosas (Mora og Paula) samt Tres Arroyos (Colegio argentino-danes), og for Nortes vedkommende den svære tid jeg havde efter d. 26. oktober, hvor jeg var ved at afbryde min rejse. Ellers tror jeg bestemt ikke, at 11 tusind kilometer på motorcykel rundt i Argentina kan klares på mindre end 2 måneder, hvis man da gerne vil opleve noget. Og jeg har oplevet en masse, synes jeg selv.
Rejsen er nu slut, jeg rejser tilbage til Danmark i dag. Tak for denne gang, og på gensyn Argentina.
 23. december 2007 - en anden Buenos Aires (eller er det bare mig?)
Så fik jeg solgt motorcyklen og er endeligt tilbage i Buenos Aires, hvor jeg bare flakker rundt til det bliver tid til at flyve af sted. Og tiden går så langsomt nu, der sker ikke så meget, selv om jeg får snakket en masse med alle mulige forskellige mennesker. Som Federico, ham havde jeg glædet mig meget til at møde igen. Men også nye mennesker, min nabo Fernanda (jeg bor ikke sammen med Nuria denne gang), taxachaufføren Juan, tjeneren Pablo og den flinke ejer af vaskeriet, der ved enormt meget om fodbold. Han vil vise mig en trøje signeret af selveste Maradona i morgen.
Jeg bor nu ikke hvor jeg boede da jeg var i Buenos Aires for små 3 måneder siden, det er ikke så langt derfra. Byen virker for mig mere vedkommende og på samme tid meget anderledes. Det er nu ikke byen, der har forandret sig. Trafikken er det samme, intens, kaotisk men velsmurt. Der er ingen regler, og alle retter sig efter det. Det skal man også som fodgænger, for her har bløde trafikanter vigepligt for alt, selv overfor grønt. Det går…
Jeg var lige forbi Avenida Corrientes, hvor jeg boede i slutningen af september. Mest for nysgerrigheds skyld, for at se om alt var ved det gamle. Og både og. Bygningerne, menneskerne, larmen, cartoneros, alle var som jeg kunne huske dem, men alligevel. Nu giver det hele mere mening, skiltene, måden folk færdes på, selv trafikken er til at overskue. Jeg er forandret. Men Buenos Aires er nu alligevel ikke det Argentina jeg kender. Landet har flere facetter, og jeg vil vælge at sige, at det ægte Argentina findes udenfor Buenos Aires. Som at sige at Danmark ligger et sted væk fra området mellem Rådhuspladsen og Kongens Nytorv. Tag tango, fx, som jeg kun har oplevet i turistkvarteret Boca, i metroen og i storbyen Mendoza. Og her er heller ingen heste, ingen gauchoer, ingen græssende køer eller lavtflyvende jotes. Ingen mænd der spiller guitar og synger højtlydt kærlighedssange der fylder hele univers omkring. Ingen horisont med snedækkede bjergtinder eller dybe dale, og slet ikke uendelige lige veje og sletter, der fortoner sig i det fjerne. Jo, jeg savner allerede mit gamle Argentina.
Pakken, som jeg forsøgte at sende til Danmark, men som jeg blev nødt til at adressere til Buenos Aires, nåede til min store fortrydelse aldrig frem. I pakken lå en del genstande uden egentligt kommercielt værdi, men som havde stor følelsesmæssig betydning for mig. En brasiliansk armring, nogle ”hestesmykker” af alpaca (eller peruansk sølv, som det kaldes her), de 2 første bind af ”El Eternauta” og ikke mindst en saltfigur samt en indgraveret sten, begge udformet af to 8-årige knægte i Salinas Grandes, som jeg købte af dem for 5 pesos, knap 9 kroner. Foruden nogle t-shirt, et billigt digitalkamera og et usb-nøgle med tilhørende kabler. Det er nu mest saltfiguren og stenen jeg ærgrer mig over at have mistet, de var tiltænkt en god ven. Lige som armbåndet. Dette er den eneste ”selvforskyldte nedtur” jeg har oplevet. Når jeg er færdig med at ærgre mig kan jeg konstatere, at det trods alt er billigt sluppet. Altså uden varige konsekvenser.
Om et par dage skal jeg se taxachaufføren Juan igen, han kører mig ud til lufthavnen. Det bliver ikke det sidste jeg får set af Argentina. Belén rejser med mig, Apollo, Mora og mange andre både mennesker og heste ligeså - altså ingen af dem fysisk, men i mit hjerte, ja. Maden kan jeg ikke tage med, men jeg vil aldrig glemme smagen af en ko, som kun har kendt til pasto som foder. Hvorfor kan køer egentligt ikke græsse i Europa? Det er ikke for at lyde negativt overfor mit eget hjemkontinet (jeg har ben i både Nord- og Sydeuropa), men ligesom Argentina godt kunne tage ved lære af nogle af Europas landvindinger, så kunne man i Europa vægte anderledes, når det gælder landbrug. Det er nemt sagt når man sammenligner et land på størrelse med et kontinent, men med kun en tiendedel af befolkningen.
De steder jeg har besøgt er ikke alene til mit varige minde, de vil altid være der. I modsætning til menneskerne og hestene vil de altid være det samme, og være samme sted. I hvert fald i min levetid. Selv i fortællingen ”El Eternauta” fra 1959, beskrives steder i både Buenos Aires og ude i landet som er uforandret i dag. Og en slags eternauta er hvad jeg har følt mig under min rejse her. Under opholdene på hotellerne, men også andre steder, skal man opgive navn, adresse, alder, profession, civilt status, nummerplade på køretøjet, hvor man rejser fra og hvor man vil rejse til. Kun de første par gange har jeg opgivet sandfærdige data. Efterfølgende, som rent protest overfor overflødigt dataindsamling, har jeg opgivet forskellige professioner. I starten, mest for sjovt, var jeg ”astronaut”, ”konge”, ”opvasker”, ”togfører” og ”F1-pilot”. Til sidst gav jeg mig selv titlen ”eternauta”, altså evigt rejsende i tiden. Er det ikke det, vi alle er? Kan man bevise, at man dør, uden at man bliver slået ihjel? Et både filosofisk og matematisk spørgsmål, som kun lader sig endeligt besvare ved at lade forsøgspersonen dø.
Jeg dør ikke ved at rejse fra Argentina, jeg tager en del af det med mig hjem. Nogle kan med rette spørge, hvordan kan man føle så meget efter kun 3 måneder i ét land. Jeg kan kun svare for mig selv, andre må selv søge både spørgsmålet og svaret, hvis der findes et. Jeg har ikke selv et svar, men masser af følelser, eller lys og varme, som jeg beskrev over for en ven. Det er hvad jeg tag med hjem.
Argentinerne er meget forskellige fra hinanden. Jeg mindes en murales i Sarmiento (se billedet her til højre), malet af børn fra en folkeskole, hvor de skriver, at mennesker ikke er fotokopier, at man skal acceptere forskelligheden. Fælles har de dog en forholdsvis negativ selvopfattelse, både om dem selv og deres politiske system. Jeg mindes en dame omkring 60 år, der som 4-årig kom til Argentina fra Spanien med sin familie, fordi hendes far ”ville give børnene noget at spise hver dag”, som hun selv udtrykte det. Altså på flugt fra et Europa præget af sult og elendighed til et forjættet land hvor mulighederne var så vidstrakte som landskaberne. ”Men nu har hele Europa overhalet Argentina, hvordan kunne det ske?”. Et godt spørgsmål til en historiker, en økonom eller en etnolog, eller også et panel bestående af alle 3.
Jeg har talt om mangt og meget med mange forskellige argentinere, flest mænd på min egen alder eller ældre, men også unge, både piger og drenge, og sågar børn. Jeg har haft stor fornøjelse både at snakke med bjergbondens kone og den belæste universitetsstuderende som har været ude i verden. Så en egentlig fællesbeskrivelse af det argentinske folk lader sig ikke resumere her. Jeg har beskrevet en håndfuld af de personer, der har præget mig under min rejse. De fleste af dem vil jeg aldrig møde igen, nogle vil jeg holde kontakt med. Én specielt vil jeg altid mindes og holde tæt inde i mig, en person som om nogen har ændret mit syn på mig selv, nu jeg er blevet så meget rigere på oplevelser, erfaringer og minder.
... og om heste i Argentina
Hestene i Argentina er så forskellige som menneskerne. Jeg tror, jeg har fundet det røde tråd, jeg kan prøve at beskrive det. En hest i Argentina er ikke noget, man kun bruger på søndage og i helligdagene. Hestene er arbejdsværktøjer, og holdes som sådan velsmurte og altid lige ved hånden. De skal være praktiske og må gerne se ud af noget. Derfor er både manen og halen kortklippet, det er mere praktisk. Strigler er ikke nødvendige, når man nu bruger et tæppe som underlag til en sadel, der kun er tiltænkt rytterens komfort. Og det er vigtigt, 10-12 timer til hest er ikke ualmindelige. Og når man som turist kommer på tur, uanset om det er første gang i ens liv man rider, så varer turen gerne 4-5 timer. Jeg har heller ikke set en hovrenser, og der har ikke været problemer af den grund. Og har man en hest så skor man den selv.
Der er ikke ubetydelige regionale forskelle når det gælder både hestetyper, ridemåder, udstyr og sågar hestenes gangarter. Fx i den nordlige og vestlige del af Argentina, hvor vegetationen er præget af tornerige buske, er hesten udstyret med beskyttelse for rytterens sko og tøj. I bjergene holder man tøjler på sådan en måde, at man kun skal bremse. Det er fordi der ofte kun er en smal sti man skal ride ad, og hesten kan selv uden at blive kommanderet til nogen af siderne. Fælles er dog at man altid kun rider med en hånd om tøjlerne, og i det centrale og sydlige del af landet altid venstre hånd, for højre hånd bruges til arbejde, med lasso fx. Så hestene her er vant til at modtage kommandoerne fra venstre side. Jeg har prøvet at bruge højre hånd, det forvirrer bare hesten.
Et andet fællestræk er hestenes robusthed og evne til at klare lange og mange arbejdsdage i træk med kun lidt føde og vand. Argentinske heste er som regel ufatteligt rolige og ”kolde i røven”. De stå gerne parkeret fx i skyggen under et træ i mange timer, også alene, uden adgang til hverken tørt eller vådt, pænt ventende på deres gaucho. Og ikke altid bundet. De står der bare. De er vant til lidt af hvert, man kan måske mistænke gauchoerne for at have fjernet en del af hestenes naturlige adfærd til fordel for det praktiske når man skal bruge en hest som både traktor, bil, lastvogn og 4-hjulstrækker i ellers ufremkommeligt terræn. Jeg skal ikke starte en diskussion her, men fjerner man ikke altid en smule af et dyrs naturlige adfærd når man tæmmer det? Og hvor går grænsen så? Som sagt, jeg nærer intet ønske og at starte en diskussion her og nu, jeg vil bare konstatere at man kan nyde, virkeligt nyde hestenes egenskaber i Argentina. Meget mere end andre steder, hvor hestene bliver ”passet bedre” på.
Sådan! Nu er motorcykelrejsen slut. 11.543 kørte kilometer blev slutfacit, og ikke et eneste problem, ikke det mindste overhovedet. Undervejs har jeg undgået at falde, selv om det har været tæt på et par gange. Jeg har også overlevet et kapløb mellem chilenske lastbilchauffører, hvor begrebet at føle sig som en lus mellem to negle åbenbares på den mest barske måde. Men det var ”sjovt” at opleve ikke at blive bange men rasende, og alligevel tænke rationelt. Kun en enkelt gang blev jeg nødt til at køre i rabatten, det var for at undgå mødet med en modkørende overhalende kassevogn kørt af en ældre mand som forhåbentligt snart lægger bilnøglerne for en sidste gang, eller får sig et par nye briller (det er nu bedst at han lader vognen stå og tager bussen i stedet). Selv har jeg utroligt nok undgået at køre adskillige varmblodede dyr ned, den største der var tæt på at lade livet var en ged. Ellers kan en del mandrilloer, harer, fugle og marsvin-lignende haleløse dyr, men også slanger og fugleedderkopper, huske tilbage til et syn af undersiden af min motorcykel.
I løbet af min rejse har jeg fået skiftet motorolien, vasket motorcyklen, givet den eftersyn, og fået den smurt igennem 2 gange (det har kostet hhv. 70 og 60 pesos, 220 kr. i alt). Ellers har jeg selv smurt kæden efter behov, en flaske smøremiddel er der gået til (den fik jeg med da jeg købte motorcyklen). Rundt regnet har jeg tanket 420 liter brændstof, hvor prisen har svunget mellem 1,90 og 2,90 pesos literen (3,25-5,00 kr.), anslået vel 1.000 pesos i alt (1.700 kr.). Så selve kørslen har kostet knap 2.000 kr. i alt, eller 17 øre pr. kørt kilometer. Det kan ikke gøres billigere på landjorden (jf. artiklen Rejsens Pris under ”Artikler”). Hertil har jeg ikke beregnet værditabet af motorcyklen, men indtil videre er den blev sat til salg til samme pris som jeg gav for den. Markedet er faktisk gunstigere nu op til sommeren, end det var for et par måneder siden.
At køre rundt ad de argentinske landeveje er alt i alt en uforglemmelig oplevelse, men som jeg kun vil anbefale til folk som har god tid. Man skal ikke have travlt i Argentina, og slet ikke når man kører på motorcykel. En anden ting jeg nu kan se, at det med motorstørrelse kan faktisk være en slags omvendt problematik. På den ene side regnede jeg med, at det med at skulle køre adskillige tusinder kilometer på få uger ville kræve en motor af en vis størrelse (mindst 400 kubik, gerne 650 eller større). Det endte som bekendt med en 250 kubik, det var hvad jeg lige nu og her kunne få fat i i starten af oktober. Mine bekymringer blev gjort endeligt til skamme da jeg med lethed overhalede 4 argentinske muchachos, som havde mere end besværlig ved at holde deres store 1200 kubik store enduro-maskiner oprejst ad en krævende stenvej (ikke grus, nej, sten). Jeg kan forestille mig deres overarme efter sådan en omgang på flere timer i besværlig terræn. Og når jeg nu ikke er så vild med at køre over 90 km/t på motorcyklen selv på lige og glatte landeveje (pga. vinden, larmen og at jeg ellers ikke får nydt landskabet), så betyder motorstørrelsen i virkeligheden ingenting.
Lille jeg, hvad nu? Tja, nu har jeg gjort status for motorcyklen, og der er nogle dage endnu inden jeg tager til lufthavnen og flyver hjem, så resten kommer de kommende dage. Der er lige et par ting mere, jeg skal opleve her i Argentina. Ikke fordi så bliver jeg færdig med Argentina. Dette land kan man ikke blive færdig med.
|
På vej hjem
Nyhedsbrev
25. december 2007 - farvel Argentina!
19. december 2007 - status, om argentinerne generelt
17. december 2007 - tilbage til La Plata, status motorcykel