17. november 2008 - farvel igen Buenos Aires!

I aften siger jeg foreløbigt farvel til en storby, som jeg efterhånden føler, at jeg kender som mine egne lommer. Eller som jeg sagde til Federico i aftes, nu hvor jeg har solgt mit hus så er hans hjem for mig mere end mit andet hjem. Jeg går faktisk og overveje, om det ikke var smartest at investere nogle af spareskillingerne i en lejlighed eller to i Buenos Aires, og leje dem ud. Jeg tror nok jeg skal spørge Skat om vilkårene inden jeg beslutter mig endeligt. Men det kunne nu en gang være sjovt.

De seneste par dage er simpelthen fløjet af sted, det føles som et mindre mirakel at jeg har kunnet følge med. Jeg har gået og gået, og bestilt en hules masse, så jeg er faktisk mere end klar til at tage af sted igen, til rejsens begyndelse må man vel nok sige. Jeg er spændt på at opleve hvordan det er at rejse i en af Argentinas berømte langtursbusser, disse såkaldte ”micro”. Det siges at det er som i et fly, blot mere komfortabelt og mindre støjende. Flyvsæderne skulle være som i flyets første klasse (som om jeg vidste hvordan det var at sidde i sådan en), og forplejning blandt det bedste. Jep, jeg får både aftensmad, morgenmad og drikke om bord i bussen. Jeg skal nok huske at give rejsen karakter, det kan ikke blive huer, og stjerner er måske at skyde for højt. Hjul, det må blive hjul. Mere om det i næste indslag.

En anden ting, jeg er spændt på at få afsløret, er min bolig for de kommende 3-4 uger. Marcelo (som skal sælge mig sine heste og har skaffet mig boligen i Malargüe) siger, at jeg skal se det, og ikke bekymre mig. Det er lidt svært når han siger, at det er på byens nyåbnet hostel, og jeg har udtrykkeligt bedt om en bolig med eget bad og køkkenet, resten var underordnet. Lad os se, hvis ikke det huer mig må jeg brug tid på at finde noget andet, måske en cabaña i byens udkant. Det mest spændende må dog være mødet med hestene. Den ene kender jeg, og er en superhest. De to andre aner jeg ikke en dyt om. Jeg leger med tanken om at tage en 4. compañero med på rejsen, et muldyr eller et æsel. Rent pakdyr, ikke en jeg skal ride på. Ikke fordi så kan jeg have mere med, men for at spare hestene endnu mere. Hmm, ingen dårlig idé.

Et lille kuriosum, som jeg gerne vil give spalteplads her: i går morges vågnede jeg meget tidligt samtidigt med at jeg drømte at jeg lavede mad. Ikke noget almindelig mad, i hvert fald ikke noget jeg har prøvet at lave før, eller hørt om: kartoffelrisotto. Det skal jeg nok få lavet, nøjagtigt efter den opskrift, der åbenbart vækkede mig. For en god ordens skyld skal jeg pointere, at selv om jeg stod op, gik i bad osv. Så lagde jeg mig i sengen igen, jeg skulle lige have 5 minutter mere. 3 timer senere stod jeg så endeligt op, glad og veludhvilet.

Ikke mere snak, hjem og pak, i morgen begynder turen for alvor!

15. november 2008 - Buenos Aires by night

Señoras y señores: Tango!

Der er sjældent noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Har man hørt det før? Men det er ikke desto mindre rigtigt, i hvert fald nogle gange. Som fx det voldsomme uvejr, der aflyste Federicos fisketur i Atlanterhavet. Det ramte Buenos Aires med al sin kraft natten til i dag, og gjorde bogstaveligt rent, især i luften. Så væk er (for en stund i hvert fald) den klamme varme vejr og den kvælende bilos, og hjemme er Federico. Temperaturen er faldet til de mere sæsonrigtige 20 grader om dagen og 15 om natten, så jeg sidder stadig ude på terrassen, men jeg har en let trøje på. Dagen har dog været præget af slem vind, og især kastevinde langs de smalle gader mellem hovedstadens høje bygninger kan være irriterende og en smule kolde, når man går og ikke er klædt på til vindens chill-faktor. Luksusproblemer, det er det eneste, jeg har oplevet hidtil.

Min ridetur i dag røg til fordel for nogle timer samvær med Gonzalo. Jeg havde ikke regnet med at se ham før en gang til marts, men et uventet sammenfald af tilfældigheder gjorde, at Gonzalo rent faktisk opholder sig i byen for tiden, ganske få gader fra hvor jeg bor. Jeg bliver altid glad når jeg er sammen med ham, han smitter sådan af livsglæde og positivitet. Vi brugte en del tid på at planlægge mit ophold i Tres Arroyos om nogle måneder (Tres Arroyos er min målby for rideturen), men også som altid på at kigge på og kommentere smukke piger. Dem er der altså mange af, så til sidst måtte vi vende ryggen til, vi kunne simpelthen ikke nå at gøre en samtale færdig før den anden begyndte. Gonzalo og jeg har samme smag indenfor emnet, men vi kommer næppe til at konkurrere om samme pige, det er aldersforskel dog for stor til.

Med Federico hjemme skulle vi opleve byen. Vi tog hen til ”katedralen”, hvor der bliver undervist og opvist i tango og milonga, en hurtigere, om muligt endnu mere passioneret form for tango. Det var ikke alene spændende, men også dragende. Og det var ikke et sted for turister, selv om også disse steder kan være meget interessante at opleve. Hvad ved jeg, jeg har ikke været der. Jo, jeg har været i turistkvarteret. Der sker nu ikke så meget for tiden, det var noget andet sidst, da jeg besøgte det lige op til jul sidste år. Alligevel mødte jeg en gadesælger med udtalt ”bøssede” kropsprog, som solgte souvenirs af egen produktion. Jeg kiggede på nogle hesteting, han havde lavet, og vi faldt i snak. Han var utrolig charmerende og inspirerende. Han fortalte hvorfor han lavede de ting, han havde til salg og spurgte om mig. Det er naturligvis en salgsteknik, men jeg bilder mig ind, at han (nok pga. dårlige salgstal i dag) hellere ville snakke med mig end at sælge til andre. Egentligt fald jeg for en lille ting i læder, et smykkeskrin. Da jeg så det kom jeg pludseligt i tanke om en bestemt person i Danmark. Jeg følte straks, at det var jeg simpelthen nødt til at sende til Danmark. Måske ved jeg hvorfor, men den tanke holder jeg for mig selv. Nu skal jeg finde et postkontor inden jeg tager videre herfra, for fra Malargüe er det ikke muligt at sende pakke til udlandet, har jeg erfaret sidste år…

I dag nåede jeg også at finde ud af, hvordan jeg bedst og billigst kommer til rideturens startby Malargüe herfra. Til alt held er der faktisk en linjebus direkte fra hovedstaden. Det plejer der ellers kun at være i skisæsonen, juli og august. Selv om jeg hader at rejse siddende i mange timer uden mulighed for selv at bestemme farten og pauser, så er bus i dette tilfælde en del bedre end fly. Og noget billigere. Der er kun fly til Mendoza, og derfra tager turen til Malargüe alligevel så mange timer, at der ikke er noget at spare tidsmæssigt. Så nu er det besluttet, på mandag aften tager jeg af sted og er i startbyen tirsdag tidligt på eftermiddag. Det er nu en gang en hurtigbus med flyvsæder, som man kan slå næsten helt ned. Måske kan jeg sove, når larmen ikke er så øredøvende som i et fly? Det vil vise sig, og jeg glæder mig endnu mere til at komme frem, efter jeg har valgt at droppe rideturen i dag.

Jeg har gået en hel del, som jeg faktisk plejer når jeg er i Buenos Aires. Denne gang i dem til formål indkøbte alpargatas, gauchoernes fodtøj. Det er næsten som at gå på bare fødder, og det skal specielt ryggen vænne sig til. Det går nu ikke så slemt, som det kunne lyde, faktisk kunne jeg også udelade den slags oplysninger. Men det er nu en gang hverdagsting, jeg forholder mig til lige nu og her. Der er ikke de store udfordringer ved at være for tredje gang i en storby, som er alt for stor til mig. Misforstå mig ikke, jeg elsker byens arkitektur, dens menneskers mangfoldighed og den ”kontrolleret kaos”, der præger trafikken og dagens gang. Men larmen og sanseindtrykkene er alligevel mere, end jeg synes er spændende. Jeg vil tro at en Andrea i teenagealder, eller måske helt op i tyverne, ikke ville lade sig genere af det. Men lige nu, altså LIGE NU, savner jeg de endeløse stepper og lydløsheden, som jeg ved, venter på mig et sted ude vestpå. Jeg er tålmodig, eller jeg er nødt til at vente og finder mig i det. Der er et stykke vej inden da, og at være i startbyen er sådan set også kun en start. Derfra er der et stykke vej før jeg kan komme af sted på hestene, men det skal nok komme. Jeg har med andre ord noget at se frem til, og som jeg glæder mig helt vild meget til.

14. november 2008 - så er jeg i Argentina

Hvor skal jeg begynde? Det hele er begyndt for flere måneder siden, nu begynder kulminationen. Alle mine tvivl er blevet til handling, og her står jeg nu, eller rettere sidder, klokken nærmer sig 4 eftermiddag (den er 7 aften i Danmark) og termometer har passeret de 30 grader. Tidsforskellen skyldes bl.a. at der er blevet genindført sommertid her, og at Argentina rent faktisk kun ligger en smule længere mod vest end den vestlige Afrika. Afstanden til Danmark er til gengæld stor nok: Buens Aires ligger sydligere end Afrikas sydspids. Nok om geografien i denne omgang.

Efter et par mere eller mindre søvnløse nætter i Danmark (jeg kan se nu hvor højt op jeg har været at køre), kom jeg tidligt i går morges til lufthavnen i Kastrup. Den alt for lange flyrejse via Frankfurt gik både fint og planmæssigt, og bagagen kom også hurtigt frem. Jeg blev hentet af Mechi, en smuk argentinsk pige som har boet i Danmark hos min (forhenværende) nabos forældre, og som jeg mødte flygtigt en dag hun var på besøg. Det var længe før jeg overhovedet havde fået den mindste ide om at tage til Argentina, men hun gjorde så godt et indtryk på mig, at jeg intet besvær havde med at kende hende. Jeg havde nogle ting til hende, som hun havde efterladt hos min nabos forældre, og jeg tilbød at tage noget af det med. Så blev jeg hentet i lufthavnen af hende og hendes italienske far (!) og kørt til døren hos Federico, hvor jeg skal bo de næste dage. Der var også den smukkeste og største fuldmåne, som tog mig imod i går aftes, det var det første, jeg fik øje på da jeg endeligt var ude af lufthavnsbygningen. Hvem ved om der er nogen symbolik i det?

Jeg skal love for, at jeg var hamrende træt i aftes. Jeg kunne ikke sove i flyet, så jeg følte som om jeg havde en promille langt over hvad politiet tillader. Mit hoved var tungt som om det var lavet af sten. Men jeg ville ude at gå, inden jeg skulle i seng. Kald det jetlag, kald det temperaturudsving, kald det ikke inspirerende mad i flyet, men fristelsen af en kølig øl og et stykke ostetærte blev alligevel for stor (se billedet her til venstre), så jeg sluttede aftenen ved at sidde ved et bord på et fortov, og med et smil så stort, at alle må have troet at jeg var en tosse.

Her til "morgen" vågnede jeg at kl. havde passeret 10 lokal tid, men fra nu af har jeg masser af tid, så… Jeg spiste morgenmad på baren om hjørnet og så gik turen ellers til immigrationskontoret, hvor jeg var indstillet på, at en bureaukratisk odysse skulle begynde. Men nej, efter kun få minutter var det hele slut (og jeg mener få, det hele tog højst 3-4 minutter, og der var ingen ventetid ved skranken). Så nu er jeg faktisk klar til at sige farvel til Buenos Aires allerede efter første dag! Det gør jeg dog ikke. Der er et par steder, jeg gerne vil besøge først. Men inden dag regner jeg med at skulle en tur på landet og ride. Jeg har ikke redet i snart 14 dage, så abstinenserne er allerede mærkbare.

Jeg ved endnu ikke hvornår jeg så tager af sted herfra, men det er nok en gang i starten af næste uge, vil jeg tro. Jeg skriver mere om det, når jeg har besluttet mig. Lige nu glæder jeg mig til aftensmaden i aften. Det bliver hos nogle af Federicos venner - de skulle have været ude at fiske i høj sø i Atlanterhavet et godt stykke syd for Buenos Aires (ca. 500 km), men der er uvejr derude, så det bliver en komsammen med begge ben på jorden, i hvert fald indtil øllet har gjort sit. Inden da skal jeg nå at købe noget tøj, for det jeg har, er alt for varmt til dette vejr. Og hvis nogen tror, at det er en klage, så kender de mig næppe!