Andreas blog ¤ i Argentina til hest

Nogle få dages ridepause kan gøre underværker. For første gang i lang tid har jeg forladt det rurale Argentina til fordel for en storby, ligefrem en hovedstad (for provinsen La Pampa). Så det er en hel anden type mennesker, man møder her. Og det er nu ikke så dumt endda. Mit tøj er blevet vasket, og så er jeg kommet af med den del af bagagen, som jeg ikke længere får brug for. Den er blevet sendt i forvejen med posten. Ikke fordi min last var tung, men fra nu af vil jeg rejse endnu mere let. Og her har jeg endeligt fundet et værksted hvor jeg kan få skræddersyet en sadeltaske efter mit hoved. Det tager tid og det bliver ikke billigt, men jeg tænker nu blot på al den tid jeg fremover vil spare, når jeg 2 gange dagligt skal laste hesten (om morgenen og efter middagspausen). Jeg fandt værkstedet fordi jeg ledte efter en pisk (til Tobi, han kan være svært at drive frem når han ikke gider mere - det skyldes at han hovedsageligt er blevet redet af børn og altid har fået sin vilje). Som altid, når man kommer ind i en butik, bliver man spurgt en masse, og her igen blev jeg fundet meget interessant, så jeg skulle fortælle det hele omkring min rejse. Det viste sig, at kvinden i butikken er af italiensk afstamning, så hende talte jeg italiensk med. I butikken befandt sig også en dreng, Claudio på 11 år, som ellers bor i Sverige men er på besøg hos sin argentinske far. Han er her en stund endnu, han skal snart tilbage til sin svenske mor i Göteborg og begynde i skolen igen - det er han bestemt ikke begejstret for. Jeg sludrede lidt på mit fordansket svensk med ham, han smilede og gjorde store øjne. Da hans far sagde, at han snart skal flyve hjem til Sverige, sagde han højlydt "jag gillar inte skolan". Mon ikke de fleste drenge i 5. klasse verden over tænker sådan? Han spurgte mig, om jeg vidste, hvordan vejret var i Danmark nu, for Göteborg er en stenkast derfra, det ved han. Tja, koldere end her i La Pampa hvert fald. Måske gider han ikke tilbage til vinteren mere end til skolen.

Santa Rosa er en forholdsvis rolig by, og den er heller ikke skræmmende stor. Her er det meste, der synes i hvert fald ikke at mangle noget. Nogle af de mennesker der bor på landet, som jeg har mødt, havde fortalt mig forskrækkende historier, om en by fyldt med kriminelle og hårde stoffer, hvor det er farligt at færdes selv i dagslys. Nu virker byen på mig som enhver anden storby, alle går velklædte rundt og gaderne er pæne og rene. Butikkerne sælger det samme som i andre byer, der er gode barer og restauranter, en del med trådløs internet, og man kan betale med Visa-kort mange steder. Så hvorfor er folk på landet bange for livet i netop denne halvstor by er for mig en gåde. Det er de måske bare generelt. Men det skal ikke ødelægge mit indtryk af en venlig stemt by, hvor man uden problemer kan gå midt om natten (når temperaturen er mere behagelig) uden at man føler sig generet eller antastet. Så lad mig understrege, at hvis der er stoffer i byen skal man nok opsøge dem, der sælger lortet, for gaderne flyder ikke ligefrem med mistænkelige typer og bander. Tværtimod. Igen er jeg i en by hvor pigerne smiler bredt og ”holder sig i forbløffende god fysisk form”. Fristelserne er der mange af, alle vegne…

Mht. vejret så har de første par dage i Santa Rosa budt på det bedste ridevejr, man kan ønske sig! Overskyet, omkring 20 grader og let brise. Jeg spørger mig selv hvorfor holder jeg nu her, når jeg kan ride langt og fint på sådan en dag. Men ok, jeg bestemmer ikke over vejret, lige så lidt som jeg vil lade vejret bestemme over, hvornår jeg rider. Det er heller ikke så skidt at gå rundt i en by når der ikke er alt for varmt. Men efter de første par dage er varmen tilbage, og om eftermiddag holder jeg mig ubetinget indendørs. I en by er varmen om muligt endnu mere ulideligt end på marken. Om ikke andet er her skygge, hvis man skulle vove sig udenfor. Men det bedste er nu en gang muligheden for at komme i bad lige så ofte man får lyst til det…

4.-10. januar 2009 - Victorica-Santa Rosa

Victorica-Campo Alegre

Ok, jeg har sagt det før, nu siger jeg det igen, men denne gang mener jeg det altså: Jeg vil ALDRIG nogensinde igen begive mig ud på en heldags ridetur på en dag med kvælende varme og ingen skygge undervejs. Det er hårdt, både for mig og for hestene. Selv med hat, solcreme og lange ærmer lykkedes solen at brænde mig. Det hjalp en smule at der var letskyet om formiddagen, men de første 10 km var ren ørkenvandring, for jeg valgte at ride langs indhegningen i stedet for langs vejen i et meget vanskeligt terræn. Der gik 3 timer, men så indså jeg, at det slet ikke duede. Hen mod asfaltvejen, hvor det ellers ikke er så smart at ride, men der var ingen alternativer. Det er ikke fordi det er farligt, men de sparsomme køretøjer, der kommer forbi har det med at stoppe og undersøge nærmere, hvad det er for en underlig fisk, der rider dér. Inkl. politiet. Intet problem naturligvis, tværtimod. Efter at have registreret mig med navn, adresse, okkupation og civilstatus (hvad dog de bruger de oplysninger til?), blev jeg inviteret til at besøge det lokale politistation senere på aftenen.

De sidste 2 timer inden Campo Alegre blev noget af det fysisk hårdeste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg følte mig nødsaget til at stå af Pegasus fordi Overo ikke ville lade sig trække og føltes meget, meget træt. Så måtte jeg trække ham, og vi gik på asfaltvejen, det var jeg nødt til. Jorden i dette område er begroet med små vækster, kaldet rosetta, med meget fine nåle der borer sig langt ind under huden og gør afsindigt ondt at trække ud. Det generer ikke hestene, men jeg bløder hver gang, og der er ekstremt mange. Værre endnu sætter de sig fast til al tekstil, så de er umuligt at slippe af med. Heldigvis var der intet problem med at benytte asfaltvejen, andet end varmen nu kom unådigt, både fra oven og fra neden. Alt i alt 7 timer i ulidelig varme, uden skygge af nogen art, heldigvis med nok vand til mig, selv om vandet de sidste 3 timer var alt for varmt til at drikke. Jeg siger det for sidste gang, aldrig mere ride så langt uden mulighed for at søge skygge sådan en dag med stærk sol.

Campo Alegre-Estancia Ongamira

Endnu en varm dag, heldigvis igen startende letskyet, derefter var ruten med gode muligheder for at søge skygge. Selve ruten, nu med sand som underlag, er ikke spor skyggefuld, men langs indhegningerne er der af og til flotte store træer, caldén, der minder meget om algarrobo. Efter 3 timers ridt var det tid til at holde middagspause, for ved middagstid bliver varmen ikke til at holde ud, kun lige knap når man sidder i skyggen. Efter en middagspause på godt 3 timer red jeg så det sidste stykke hen til turens allerførste Estancia (en slags herregård). Jeg var så heldig at blive introduceret til Estanciaens ejer, Antonio, en rig herre med hollandske aner og barnebarn af en berømt spansk maler fra 1900-tallet. Han inviterede mig til at benytte estanciaen, eller rettere, jeg spurgte ham om jeg kunne komme med mine heste, give dem vand og lade græsse på hans jord, samt om jeg kunne slå mit telt op og overnatte på hans grund. Han var meget imødekommende og hilste mig på gensyn et par dage senere. Dette var som sagt da vi blev introduceret et par dage inden jeg skulle komme forbi. Da jeg så kom, var han ikke til stede. Den familie, som passer på gården, vidste ikke så meget mht. mit ærinde. De fortalte mig, at Antonio var taget til provinsens hovedstad Santa Rosa for at hente sin søn og først ville være tilbage dagen efter. Dog var jeg velkommen til at slå teltet op og give hestene vand, osv. En times tid senere kom husets oldemor løbende imod mig med sæbe og en toiletrulle. Nu havde Antonio ringet og fortalt familien, at jeg nok ville dukke op, og at de skulle beklage på hans vegne, at han ikke var til stede. Om jeg ikke kunne overtales til at blive til han kom dagen efter til frokost, og at jeg skulle opvartes som jeg var ejeren selv. Så selv om jeg forinden havde forhandlet mig frem til at jeg kunne købe lidt aftensmad af dem (de ville ikke tage imod pengene, men jeg ville gerne ”invitere dem til en øl”), så var planerne ændret, jeg skulle selvfølgeligt spise aftensmad med dem. Det lykkedes mig dog at afstå tilbuddet om at rykke indendørs, nu var teltet alligevel slået op og jeg havde gjort indtog i ”det lille hus” bag haven.

Da Antonio kom dagen efter blev jeg så sandelig opvartet, og nu skulle jeg spise i stuen med herrens familie, og ikke længere i køkkenet med tjenestefolkene. Jeg følte mig henkastet i en film om en anden tidsalder, som i Argentina vist nok er lige nu. Der var en vis indforståelse mellem Antonio og mig, godt hjulpet af hans store fascination for min rejse, og at jeg som italiener bor i et andet europæisk land. En rigtig verdensmand altså. Han har vist nok meget høje tanker om mig (fordi han ikke kender mig, vil onde tunger sikkert sige). Antonio har fra sin side givet mig inspiration til ikke så lidt, startende med et navn til Overo: Tobi.

Det blev et meget interessant ophold i Estancia Ongamira, et ophold der alene fortjener en længere fortælling. Indtil videre nøjes jeg med at uploade nogle billeder til webalbummet…

Estancia Ongamira-Chimpay

Denne dag skulle ”på papiret” være den nemmeste og foreløbigt korteste i lang tid, men igen bød ruten næsten ikke på skygge undervejs, så jeg valgte at ride videre i middagsvarmen og trave hen til hvad jeg havde udset mig som næste stop for natten. Jeg nåede frem allerede ved 3-tiden om eftermiddag, og vækkede husets beboer fra sin siesta. Igen var jeg havnet et sted, en herregård, hvor ejeren ikke var til stede, men blev opvartet af tjenestefamilien. Og hvor er de dog dejlige disse mennesker! Det er svært at beskrive med ord. Imødekommenhed er måske det ord, der dækker bedst, men i sådan en grad, der er for mig hidtil ukendt.

Jeg indser nu at det er slut med de små familieejede huse med jord til, hvor man har nogle få dyr til eget forbrug og lidt ekstra man kan sælge. I dette område, og herfra til Atlanterhavet, bliver jordbesiddelserne større og større, og husene længere og længere væk fra vejen. Hver gård har op til flere familier ansat, dyrene (nu kvæg, ikke længere geder) tælles i hundrede, hvis ikke tusinder, og hvert dyr har mindst 5 hektar at boltre sig på. Landskabet er væsentligt grønnere, stadigt tørt, men her er træer, selv om en kæmpebrand for 7-8 år siden brændte næsten alt ned, så nu kun er småtræer at se.

Chimpay-El Casalito

Dagen skulle igen byde på en lang tur, som startede strålende med uafbrudt trav i næsten 3 timer. Så kommer man langt. Og da varmen (igen igen) ikke var til at holde ud mere, skulle jeg finde lidt skygge til mig og hestene. Glem hestene, de klarer sig nok alligevel. Der var kun et lillebitte træ, men insekterne var ustyrlige. Pest eller kolera? Det blev skygge, og jeg blev stukket af en meget aggressiv hveps, i foden, lige da jeg skulle til at lukke øjnene en smule. Det gør ondt som ind i h…, skulle jeg hilse og sige. Jeg blev også lidt svimmel og fik hovedpine en halv time senere, men måske skyldes det varmen. Nu håber jeg ikke at blive stukket igen, for jeg ved ikke hvordan jeg vil reagere på giften næste gang.

Dagens varmegrader blev supporteret af en lind vind, men hvis man skulle tro, det var en lettelse, så tro om igen. Sammen med vinden blev sandet støvet op, og det går helt ned i lungerne. Og jeg som håbede på, at lidt vind ville gøre varmen mere tålelig… nu kan det vist ikke blive meget værre!

Det skulle ikke være svært at finde et sted, når jordbesiddelserne er så store. Og med et fint billede af et matrikelkort lige ved hånden i min mobil skulle det være så let som at klø sig i nakken, men når man ikke kan se nogen form for bolig i kilometers afstand kommer man alligevel i tvivl. Desuden hvor der er beboelse er der vandbrønd med tilhørende vindmølle. Og når der ikke er høje træer, så er mølletårnene nemt at spotte. Men der var ingen mølle at se. Kort fortalt red jeg videre inden jeg indså, at jeg havde redet for langt. Tilbage igen, hjulpet af dagens anden bilist på ruten (på 10 timer, sikke et held), som gavmildt gav mig hele sin beholdning af drikkevarer. Til sidst valgte jeg at ride ind ad en lukket port og følge kvæget, de søger altid mod vandet. Og rigtigt nok, meget langt væk fra ruten, dybt ned i en dal, der var vindmøllen. Dagen i dag var igen ekstremt hårdt at komme igennem, men den familie, der tog mig imod, var absolut værd at ride efter. Der er ikke noget at sige, at de aldrig får gæster. Så nu giver de hele armen med mig og lidt til. Et lam måtte lade livet for at fejre min ankomst (der er billeder af ”dyreofringen” i webalbummet, men se nu videoen her: MOV00712.MP4). Sådan et friskslagtet lam smager nu altså virkeligt skønt!

Santa Rosa

Jeg havde på forhånd fravalgt at komme ind til La Pampas hovedstad, af forskellige årsager. Ikke mindst fordi Santa Rosa er at beregne som en storby, ikke ligefrem et sted for to heste fra Andesbjergene. Men efter en uge med temperaturer af dommedags karakter, hvor jeg de sidste par dage var ved at ”drukne” i sandstorm, så er det at ride mange timer hver dag ikke så sjovt længere. Pegasus og Tobi fortjener nu også en pause, så jeg tog imod Joses hjælpende hånd og valgte at lade hestene være heste i et par dage og søge hen til et hotel, hvor jeg kan få vasket støvet grundigt af og hvor jeg kan få vasket tøj (jeg har stort set intet rent tøj tilbage). Det bliver også dejligt at sove i en rigtig seng efter en uge på sadlerne (både dag og nat, da jeg bruger sadlerne som liggeunderlag). Jeg døjer også på 3. uge af en forstrækning i venstre overarm og har ondt i ryggen, så det er tiltrængt med et par dages forkælelse. Og så er jeg omkring halvvejs nu, det skal fejres med en pause.

3. januar 2009 - Victorica, sidste akt

Efter en fuld uge i byen ”hvor La Pampa begyndte” (det er byens motto), er det vidst på tide at drage videre. Ikke fordi byen er blevet for lille til mig, eller fordi jeg ikke trives her. Men der er andre horisonter, der venter forude, som man siger på Star Treks Enterprise. Hestene er måske ikke helt på toppen endnu, men jeg vover pelsen, altså i overført betydning. Jeg kunne ikke drømme om at sætte mine hestes helbred på spil, men slev om dyrlægen har anbefalet at de holder endnu flere dage fri, har jeg bedt hende om at holde inde med sprøjter og alskens medikamenter nu. Det virker for mig som om jeg efterhånden er den berømte fede kalv, hun kan sælge hvad som helst til. Men jeg er nødt til at sætte en streg i sandet og en stopper for det hele. Egentligt fik jeg nok da jeg fik skældud, fordi Overo var blevet redet en lille time af to piger (Pablos smukke datter Soledad og en af hendes veninder). Dyrlægen havde ellers ”forbudt” brugen af sadlen, men jeg mener ikke, en lille ridetur kan skade en hest som er vant til at ride med børn hver dag. Og slet ikke når gjorden sidder langt væk fra såret. Faktisk virkede Overo på det sidste ligesom trist, selv om han både drak og spiste som normalt, og en lille tur kunne ikke gøre andet end at leve ham op. Desuden kan jeg ikke tage det, når man opfører sig overformynderisk over for mig. Så slut med medicin, specielt når det står på emballagen at det er meget giftigt og kun må anvendes 1 gang, mens dyrlægen vil sælge hele bøtten så der er nok til 1 daglig behandling i en hel uge. Næh, tak. Sårene er (mere eller mindre) helet, og jeg skal nok holde inde med majs fremover. Skulle der opstå yderligere problemer må jeg tage dem, når de kommer. Ellers må jeg prøve at ride på den ene hest og lade være med at bruge den anden som pakdyr. Dermed behøver de ikke have sadlen på mere end et par timer dagligt hver, og jeg skal nok finde et godt sted at holde flere dages pause senest om en uges tid. Lasten må jeg betale mig fra at få bragt. Sådan er det.

I aften har jeg inviteret Pablo og hele familien (moren inklusiv) ude at spise. En ringe tak for den store uselviske hjælp, han har ydet mig den seneste uge. Faktisk startede jeg med at leje en cykel, som jeg med slet skjult sarkasme kaldte ”La Pampas pil”. I virkeligheden var det et vrag af en cykel, og efter kun 4 dage kunne den heller ikke mere. Så nu bruger jeg Pablos 13-årige datters 100 cm3 store motorcykel, som hun har fået inddraget efter den tragiske ulykke nytårsaftensdag, hvor en dreng døde. Nu er det mig, der kører (uforsvarligt) rundt uden hjelm… Men ok, sådan som jeg kører er jeg ikke mere til fare for mig selv eller andre end på cykel. Eller mindre, når jeg tænker på ”La Pampas pil”. Men nu er det snart slut med at lege turist, og jeg skal videre til hest. Endeligt! Når det kommer til alt er Victorica absolut en by, jeg snart vil besøge igen. Eller rettere Pablo og hans skønne familie.

Lør d. 21 Dec 2024