29. januar-2. februar 2009 - Maza-Carhué - Undskyld Tobi!

Jeg skal hermed bringe den største beklagelse, big time sorry, mange gange undskyld til min kære rejsekammerat Tobi. Hans formodede skade, som jeg først havde antaget værende dovenskab, har jeg tilsyneladende haft en stor andel i. Kort sagt, efter Tobi fik smidt skoene begyndte han at ride meget let ved siden af Pegasus, som ikke længere skal trække ham. Altså intet under at det var svært at tage hans sko af, især på forbenene. Disse sko må have været opsat så dårligt, at det gjorde ondt på ham at gå, i hvert fald trave. Men hold kæft hvor er hestene stærke, de holder bare ud. Nu går Tobi helt fint uden brok, og han snubler næsten slet ikke mere. Undskyld igen Tobi, jeg lover ikke at give ham sko på igen med mindre det bliver nødvendigt, og i så fald bliver det en professionel der skal gøre det. Der er ikke så langt tilbage, måske kan vi helt undgå sko. Vi får set.

Maza-Yutuyaco

Det korte ophold i Villa Maza, i selskab med den mest fantastiske mand Jorge, blev forseglet den sidste aften med en uforglemmelig asado og smuk sang ved svigersønnen Federico. Lyt med her: http://www.youtube.com/watch?v=RGU7l1T7MTA (det er en video, men det var mørkt, så man kan ikke se så meget – skru op for lyden i stedet!). Morgenen efter var det atter tid til at sadle hestene, og se om Tobi var blevet bedre. Udstyret med smertestillende medicin og en aftale om at blive hentet langs ruten med en hestetransport, og dermed afbryde (afslutte) rejsen hvis skaden skulle vise sig igen, drog vi roligt videre fra Maza sidst på formiddag. Allerede ved afrejsen var varmen ved at blive for meget, men siden Tobi arbejdede så godt fortsatte vi hele 2 timer, inden vi holdt ophold et sted i skyggen. Først meget sent på eftermiddag kunne vi ride videre, da temperaturen omsider blev tålelig igen. Dagens mål var Yutuyaco, en gammel jernbanestation, nu beboet af 4 familier. Jeg gjorde ophold ved en puesto beboet af en meget fattig familie. Farmanden var ved at tæmme en hest da jeg kom, en spændene oplevelse, bestemt ikke for sarte sjæle (jeg har optaget seancen på video, men jeg ved ikke om jeg skal offentliggøre den). Jeg spurgte om jeg ikke kunne spise aftensmaden med, hvis jeg måtte give en flaske vin altså, og det måtte jeg meget gerne. Naboen kom forbi med masser af kød og der blev tændt bål, så vi kunne lave asado. Vi begyndte først at spise kl. 1 om natten, i mellemtiden blev sulten dulmet med billig men dejlig kold rødvin. Da jeg endeligt lagde mig til at sove var jeg både mæt og træt. Den nat sov jeg som en baby i mit telt, måske den bedste søvn i mange uger…

Yutuyaco-San Enrique

Det var ikke så svært at komme op om morgenen, og som næsten altid lykkedes mig at tigge kogende vand, så jeg kunne brygge mig en kop kaffe. I Argentina kan man købe rigtig kaffe i teposer, genialt. Meget bedre end frysetørret kaffe, og utrolig nem at tilberede. Hvordan? Nøjagtigt som te, der er bare rigtig kaffe inden i. Eneste minus er, at det er svært at opdrive kaffe i pose uden sukker i. Et problem jeg dog kan leve med, det er trods alt små mængder sukker der er tale om. Jeg kom for en gang skyld forholdsvis tidligt af sted. Men varmen var allerede ved at blive et problem midt på formiddag. Jeg lovede ellers hestene ikke at ride når temperaturen kom over 32 grader, et løfte jeg har måttet bryde mange gange. Da det var ved at blive for meget også for mig kunne jeg endeligt skimte et træ i det fjerne, ca. 5 km længere frem. Da vi kom nærmere kunne jeg se, at en bil holdt parkeret under træet, sikkert en punktering, tænkte jeg. Det vidste sig, at Jorge fra Maza havde forudset at jeg ville komme forbi omkring frokosttid, og han var derfor kørt 70 km for at bringe mig mate (den bedste i lang tid), kager, dejligt koldt vand og empanadas. Fantastisk, simpelthen! Den mand er noget helt specielt. Vi spiste kagerne og drak mate sammen til der ikke var mere varmt vand, så måtte han tilbage. Jeg blev i skyggen for at vente til det blev i hvert fald under 35 grader. Og jeg ventede, og ventede, og ventede… omkring kl. 5 eftermiddag var det stadigt for varmt til at ride videre, men så kom en bil forbi. Og endnu en meget speciel mand, Mauricio. Han stoppede (det gør alle bilister langs jordvejene) og indledte en samtale. Jeg spurgte ham hurtigt om han ikke vidste hvor jeg kunne give hestene vand, hvortil han spurgte hvorfra jeg kom med hestene (mine heste er fra bjergene og noget forskellige i forhold til almindelige arbejdsheste i denne del af Argentina). Da jeg fortalte ham, at jeg var i gang med at krydse Argentina til hest fik han tårer i øjnene. Han fortalte, at da han havde været arbejdsløs i et stykke tid tog hans far på pilgrimsfærd til hest for at besøge et kendt sted hvor jomfru Maria har vist sig, 2 dages ridt herfra. Kort tid efter fik han sit drømmejob som vicechef for en stor estancia. Derfor havde han den største beundring og respekt, nærmest en religiøs agtelse for hvad jeg er i gang med. Derfor skulle jeg bare hen til hans arbejdssted, og jeg kunne blive så længe jeg ville. For ham var jeg et tegn ovenfra om, at han endeligt kunne ”betale tilbage” for sin fars ofring. Der kommer mere om tegn ovenfra…

Jeg skulle blot ride en halv time for at komme hen til estancia San Enrique, hvor hestene fik en kongelig modtagelse. Da Mauricio skulle hen til byen 35 km derfra for at køre en medarbejder til undersøgelse på sygehuset, spurgte jeg ham om jeg kunne køre med, så jeg slap for at slå teltet op og kunne få vasket mit tøj. Intet problem, vi skulle først lige vende ved hans hjem. Inden vi skulle til at køre videre mod byen så jeg i det fjerne toppen af nogle kumulusskyer. Jeg gjorde Mauricio opmærksom på dem, og tog i spøgen æren for, at nu kom der endeligt regn til dette område. Om ikke det endnu en gang var et tegn ovenfra…

Om aften fik jeg installeret mig i en af byens hoteller, der kommer mere om byen om lidt. Midt under aftensmaden (kl. 11 om aftenen forstås) blev jeg intetanende opsøgt af to midaldrende mænd, der havde spurgt efter mig i hotellets reception. Det var en velkomstkomite, jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig at opleve. For at gøre historien kort havde Mauricio ringet rundt om min ankomst, og et par garvede fyre fra det lokale traditionscentret ville gerne se giraffen med egne øjne. Centret hylder traditionen om hesten som en del af gauchoernes hverdag, men det er nu mest en søndag om året, at dagens gauchoer (i byen i hvert fald) har med heste at gøre. Så en fremmed mand i byen, der er ved at krydse Argentina til hest er nærmest et ikon for dem. Mødet med disse prægtige mænd, Lacho og Oscar, har gjort mit ophold i Carhué utrolig behageligt.

San Enrique-Carhué

Men først skulle jeg hente Pegasus og Tobi, der havde overnattet i estancia San Enrique. Lacho insisterede på at køre mig, jeg skulle absolut ikke spendere hvad der svarer til 50 kr. i taxi for at køre ud til hestene. Ok, jeg er efterhånden blevet god til at tage imod. Så efter morgenmaden indfandt Lacho sig foran hotellet og kørte mig de 35 km, jeg dagen forinden havde kørt med Mauricio. Selv samme Mauricio var ikke til stede for at tage imod, men kom senere. I mellemtiden lykkedes mig for første gang at fange hestene helt uden hjælp fra andre til hest. Mine heste er begge forbandet umulige at fange når de går løse på en fold, men hold kæft hvor er jeg blevet god til det med dem. De kender mig også efterhånden… Afskeden med Mauricio var meget følelsesladet, han gav mig sin sombrero (glem Mexico for en stund, sombrero betyder blot hat her). Ingen gaucho går barhovedet, det gjorde Mauricio efter jeg fik hans sombrero. På trods af den korte tid, Mauricio og jeg tilbragte sammen, bliver han næppe glemt nogensinde. En god fyr, med et hjerte af guld.

Rideturen mod byen med hestene blev overraskende nem, selv om vejret var slået om og der blæste en strid modvind. Jeg red på Pegasus igen (ingen grund til at lave om på et vindende hold, siger man i fodbold), og Tobi fulgte problemfrit med. Jeg havde regnet med 6-7 timer, det klarede vi på 4 og helt uden pauser. Vi skulle ride over halvdelen af ruten langs en befærdet asfaltvej. Det er så heldigt at mellem kl. 1 og 5 eftermiddag kører ingen på vejene i Argentina, da alle, ALLE, holder middagspausen. Det behøvede vi andre ikke denne gang, temperaturen var behagelige 25 grader. Så snart jeg var kommet frem til Carhué skulle Pegasus og Tobi installeres hos Centro Traditionalista som æresgæster. Her har de en kæmpefold for sig selv, med masser af dejlig græs (en smule tør, men ok), adgang til frisk vand og skygge, hvis det skulle være. Desuden er der sørget for en sæk havre, som jeg så rationerer med ca. 2 kg hver 2 gange dagligt. De har det sgu meget godt her i Carhué, hestene. Om aftenen blev jeg inviteret til en meget speciel asado, hvor der blev grillet en hel gris og et helt får. Hold kæft hvor det bare smagte! Som drikkevare gik der hele tiden en kande med kold vin rundt, og der blev ikke sparet på noget. Der blev skruet ekstra op for bålet, for selv om vinden ikke var nær så stærk var det blevet køligt. Alt i alt var vi omkring 30 personer til asadoen, og der blev ikke levnet hverken kød eller vin.

Når der nu er gået 3 forholdsvis hårde arbejdsdage for Tobi og Pegasus, er der dømt 2 hele ridefrie dage. Og jeg kan lege turist. A propos turist, om mindre end to uger uløber mit turistvisum, og jeg skal forlade landet. Med mindre jeg kan få det forlænget.

26.-28. januar 2009 – Riglos-Maza

En forholdsvis kort omgang, men sådan må det være, når jeg har en mistanke om, at Tobi er skadet. Efter den lange pause i Riglos blev vejret atter ridevenligt (så godt som det nu kan være her om sommeren), så hestene blev hentet i La Victoria, hvor de havde fået lov at flakke omkring og spise hvad de måtte finde. Lasten forblev i Riglos, så der var dømt nærmest spadseretur for Tobi, idet jeg igen red på Pegasus. Endnu en gang viste han sin styrke, han red det sidste stykke nærmest slæbende på en tilsyneladende træt Tobi. Og nu siger jeg tilsyneladende…

Efter Riglos skulle vi først til landsbyen Anchorena, der bærer navn efter en af de utallige officerer, der fik jord som betaling for deres engagement i ørkenkampagnen. Jeg kommer sikkert til at skrive mere om emnet, det er så betændt som noget, og det interesserer mig ekstremt meget. Jeg taler ofte med argentinerne om deres lands tilblivelse, og dette kapitel er brandvarmt, næsten som militærdiktaturet. Som sagt mere om det senere. Militærmanden Anchorena fik et stykke jord på 100 ”leguas” (1 legua = 5 km), så det var ikke så lidt for at myrde løs på den forsvarsløse indfødte befolkning. Hvis jeg var borgmesteren i byen ville jeg som det allerførste ændre dens navn… Landsbyen Anchorena er La Pampas sidste forpost (eller første, alt efter om man kommer fra vest eller øst), beboet af omkring 200 sjæle, alle som en utrolig gæstfrie og imødekommende. Jeg fik tilbudt om at blive og sove hele 3 steder. Velkomstkomiteen bestod af 5 børn mellem 8 og 12 år, 4 drenge og en pige. Der er småt med tilbud for børn og unge i denne landsby, så når nogen kommer udefra, tilmed til hest, er der dømt fest. Og børnene fik som de ville. Alle fik en tur på Tobi, og det var dem, der passede hestene mens jeg snakkede ”alvorlige” emner med de voksne. Hvis ikke jeg finder et passende hjem til Tobi efter turen, må han tilbage til Anchorena. Her vil han blive elsket og nusset hele tiden. Mens børnene legede med hestene blev jeg opvartet af en politibetjent, som jeg delte mate med og som gav mig en hel speciel minde til at tage med: et politiskilt, et af dem som man syr på uniformen. Igen blev jeg inviteret til at bruge politistationen som opholdssted for natten (dog ikke som indsat), men takkede pænt nej, det er uretfærdigt at gøre forskel på folk.

I Anchorena blev jeg opmærksom på, at Tobi haltede meget synligt på højre bagben. Det har han gjort før, og jeg har betragtet det som et tegn på træthed og manglende træning. Men denne gang var det mere end nogensinde før, og dette uden at han havde arbejdet forud. Så træthed kunne det næppe være. Desværre for ham var der ingen vej udenom, vi skulle videre og forlade La Pampa og gøre vores entre i provinsen Buenos Aires. Bare rolig, der er 600 km til hovedstaden af samme navn, og ca. 450 km til min destination endnu. Men det er altid specielt at krydse en provinsgrænse, selv om denne gang skete uden den sædvanlige politikontrol (jeg havde jo drukket mate med betjentene), og faktisk uden så meget som et skilt, der vidste at her ligger grænsen. Så pludseligt var jeg blevet 1 time fattigere (i La Pampa har de ikke sommertid, det har de i Buenos Aires). Måske derfor var jeg så sulten, da jeg endeligt nåede Maza…

Til mit held havde jeg fået et telefonnummer fra gutterne i La Victoria, så jeg kunne blive henvist et sted hvor hestene kunne stå og græsse alt hvad de ville. Stedets ejer, Jorge, er passioneret hesteven, og blev mildt sagt begejstret over min rejse, som han kalder ”et eventyr”. Så nu er han også Andreaven. Men desværre skal jeg afgøre hvad der videre skal ske, for det sker oftere og oftere at Tobi stopper uden grund mens vi traver langs ruten. Først antog jeg, at det skyldtes hans fortid som børnehest. Men i bagklogskabens klare lys kan jeg ikke udelukke, at det skyldes en skade. Altså, det gør simpelthen for ondt for ham til at fortsætte. Efter at have fundet frem til en dyrlæge blev Tobi nøje undersøgt. Konklusionen er, at det ikke kan udelukkes, at han har en betændelse i en sene i bagbenet, men det er svært at sige. Jeg har frabedt mig enhver form for unødvendig medicin, så nu må tiden arbejde for Tobi. Prisen for undersøgelsen (som varede omkring 1 time, inkl. kørslen og smertestillende til at tage med hvis det skulle blive nødvendigt) blev i øvrigt lige nul. Dyrlægen Juan ville ikke høre tale om at jeg betalte ham for hans arbejde, benzinen eller medicinen. Han skaffede mig også 20 kilo gratis majs og havre, så hestene har noget kraftfoder at spise de næste par dage. Hvad jeg ellers kunne gøre for Tobi var simpelt nok: tage hans sko af. Det vidste sig at være mere end almindeligt svært, og man kunne tydeligt se på ham, at det gjorde meget ondt. Jeg har en mistanke om, at hans forsko blev sat forkert, så måske er dette årsagen til hans smerte i bagbenet. Altså fordi han går skævt pga. smerten i forbenene. Det vil snart vise sig, for vi holder ingen længere pause, med mindre han fortsat halter efter en dags ridt.

Nogle dage forinden havde jeg faktisk helt problemfrit taget Pegasus bagsko af, da den ene sad en smule løs. Vejene herfra, faktisk de seneste omkring 100 km består mere af løst sand end jord. Men dette skyldes den langvarige tørke, som har dannet sanddriver langs vejene. Under det løse sand er bunden fast, kompakt sand. Ingen hest her går med sko, og det er også svært at opdrive sko overhovedet. Længere mod syd får jeg måske atter brug for, at hestene har sko på. Indtil da går de uden, måske hele vejen. Det vil vise sig, det må komme an på hvor meget hovene bliver slidt. Hverken Pegasus eller Tobi har gået på den type sand før, de er begge vokset op i et stenrigt terræn. Bare Tobi ikke bliver halt, så skal vi nok klare det sidste stykke mod målet. Hvis der ikke kommer nyt i bloggen de kommende dage må det (forhåbentligt) betyde, at alt er ok og at vi rider ufortrødent videre mod målet.