|
23.-25. februar 2009 - Cascallares-Colegio Argentino Danes (Pablo Norrilds campo)
I Cascallares fik hestene kun en enkelt dags hvile inden vi tog fat på de sidste 25 km ud til Colegio Argentino Danes, den gamle danske kostskole midt ud på landet, grundlagt i 1917 af de mange danske indvandrere. Så mange var de, at følte at en skole for deres afkom var påkrævet. Jeg har skrevet om skolen før, under min tidligere rejse, men den fascinerer mig stadigvæk. Derfor valgte jeg den som målet for min tur. Et smukt punktum, synes jeg selv. Denne sidste tur valgte jeg at ride på Tobi, for ikke at risikere at Pegasus’ sår skulle åbne sig på ny. Det tog Tobi i stiv arm, og han red friskt og let som om han vidste, at det snart var slut med at ride videre og videre og videre, uden aldrig at vende tilbage til udgangspunktet. Endnu en cadeau til hestene for øvrigt, de har aldrig vendt mulen ”hjemad”, det er altid gået i en retning, og det har været væk hjemmefra. Desuden har de hver dag måtte finde sig i nyt vand (når der har været vand) og nye omgivelser, og til tider andre fremmede heste. Det er ikke nemt for dem, men de har klaret det helt fantastisk. Til at vente på os på skolen var Birthe og nogle af lærerne, foruden Andres og hans kone, direktricen. Ingen dikkedarer eller ståhej, fint for mig, og for hestene også, så de straks kunne komme til at drikke vand og spise græs. Det blev en fin, stille og rolig afslutning på en lang, fin, stille og rolig ridetur.
Det bedste ved det allersidste korte stykke til hest var, at jeg endeligt fik opfyldt to ønsker, noget jeg ikke har oplevet før: En ridekammerat og at kunne krydse en mark, he he. Begge dele sørgede den gode Pablo Norrild for. Han red mig imod, så de sidste 5 kilometer havde jeg en at følges med. Så blev de 5 kilometer til 4, da han foreslå, at vi red igennem hans mark og dermed kunne undgå det stenede vej. Jeg kan ikke forklare glæden ved at se Pablo dukke op i horisonten, eller rettere se støvet fra hestens ridt på vejen. Den samme hest, som jeg havde lånt for et år siden, og som jeg havde klaget over, ikke havde et navn. ”Sin nombre” blev den blot kaldt, den sødeste hoppe man kan opdrive på disse kanter. Jeg genkendte hende straks, og da Pablo fortalte mig, at hoppen stadig ikke var blevet navngivet blev jeg fortørnet. Så nu hedder hoppen Klara, som min dejlige niece, det har jeg fået overbevidst Pablos bror om (det er ham, som ejer hesten). Og det synes ikke at genere ham, tværtimod. Og nu har jeg den fikse ide, at min smukke Klara (niecen, ikke hesten) skal møde mine helte, og så skal der nok komme en lille ridetur ud af det, jeg på Pegasus og Klara på Tobi. Men det bliver en anden historie… På billedet her rider Pablos kønne datter Ivanna på Tobi |
Cascallares-Colegio
Nyhedsbrev
Følelsen af at være så tæt på målet, uden at der i virkeligheden har været problemer undervejs, forstærkede ideen om at tilbagelægge de sidste kilometer med en attitude som triumfator. Men nej, de virkelige helte her er mine to gode kompagnoner Pegasus og Tobi, som ”i regn og slud” (her i virkeligheden i ufattelig varme og i lange periode uden vand) bogstaveligt har båret mig igennem et til tider utaknemligt landskab af sand og sten. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg vil kunne skilles fra dem. Det bliver måske den allerstørste af udfordringerne. Ja, fordi de to aldrig har svigtet, og selv når jeg har været gnaven fordi jeg ikke havde drukket kaffe om morgenen, eller pga. andre af mine fejl, så har jeg altid kunne regne med dem. Og når den ene har været skadet, så var den anden der til at tage over og yde endnu mere. Tobi og Pegasus er sande helte for mig, uden deres indsats havde jeg aldrig kunnet gennemføre turen, hverken fysisk eller mentalt. Det kan synes mærkeligt, men er ikke desto mindre sandt, når jeg siger, at de har været en støtte og en slags mental coach. Som eksempel da jeg et sted i La Pampa kunne se 40 kilometer frem og intet andet end den stenede vej med sandørken på begge sider, uden vand, træer eller tegn på liv. Hvordan får man sig selv til ikke at råbe ”MOAR!” og vende skrigende tilbage til trygheden? Man overlader det til hestenes blide og sikker gang, de skal nok ride igennem det, og hvad der er værre.
Ok, helt slut var det ikke da vi red langs den flotte, lange alle, skolens indkørsel. For hestene kan ikke blive her på skolen, som desuden endnu ikke i drift, sommerferien er endnu ikke slut for børnene. Så dagen efter skulle hestene tage den allersidste tørn, de skulle ”køres ind i garagen”. I virkeligheden skulle de ride selv, men 10 kilometer for dem er det rene vand. Jeg kunne ikke dy mig og tilbød alle tilstedeværende en tur på søde Tobi, og alle tog imod. Så efter det var Tobi en smule træt og jeg valgte at ride på Pegasus når hans sår alligevel så helt fint ud.