|
Næste update når jeg igen er i nærheden af en telefonforbindelse - kan ikke sige hvornår. Men for en sikkerheds skyld, glædelig jul alle sammen!
Nu kan det ikke vare så længe mere, jeg har endeligt mine to heste og de er næsten begge to fit for fight. Den ene mangler stadig en smule sul på kroppen, nej, Orion er decideret mager. Men så må jeg bruge ham som pakhest indtil videre. Det havde jeg ikke forestillet mig i starten, men efter Pegasus er kommet ind i billedet kan det snildt ende med, at det bliver sidstnævnte der bliver min fortrukne ridehest. Bevares, begge har deres positive og mindre positive sider. Fx er Orions skridt noget mere elegant, men netop derfor føles den en smule mindre blid end Pegasus’ ditto, som til gengæld synes at gå på vat. Når de følges ad er Pegasus suveræn til at være bagerst, den går bare ved siden af. Orion skal til tider trækkes en smule, som om han var træt. Men på Orions positive side står det, at den ikke er bange for noget som helst – og det mener jeg bogstaveligt. Jeg ser for mine øjne Orion stille sig midt på motorvejen og tænde sig en smøg, mens lastbilerne suser forbi. Imponerende. Nu ryger Orion ikke, og det skal han bestemt heller ikke begynde på, i hvert fald ikke før han bliver 18, ellers ”ryger” dens kørekort. Måske lyder jeg som en overbeskyttende far, men indtil videre er det mig, der bestemmer. Pegasus ryger heller ikke, for øvrigt. (gud hvor åndssvagt)
Tilbage på sporet: Pegasus virker en smule mere uerfaren end Orion, selv om jeg faktisk mistænker ham for at være et par år ældre end angivet af sin tidligere ejer. Men jeg skal love for, at han er blevet passet godt i alle sine (mindst) 12 år. Men selv om Pegasus er mere tøvende, og vist nok aldrig har overnattet i en boks (før i nat, jeg er spændt på at se hvordan han har det i morgen), så er han stadig en bundstabil herre, som kan tåle stort set alt. Han er bare en smule tøvende, hvor Orion bare gør det, man beder den om. Dér hvor de to herrer bor nu er der fx en bro bygget af træstammer. Første gang Orion skulle over den kiggede den en smule på den, men uden at stoppe gik han bare over. Pegasus kiggede og stoppede, hvorefter jeg bad ham om at fortsætte. Så kiggede han nærmere og snusede. Men en ting har jeg lært, aldrig at være tålmodig med argentinske heste, det bliver de usikre ved. Så fik han ordentligt besked på at gå videre, og det gjorde han, stadig usikker. Først på vej tilbage viste han (næsten) ingen tegn på tvivl.
Alt i alt er jeg faktisk heldig at have fundet disse to vallakker. Jeg er overbevist om, at de vil føre mig sikkert igennem det argentinske landskab. Jeg skal til gengæld passe godt på dem, og sørge for at de har hvad de har brug for, at deres sko sidder som de skal, at de får nok hvile og naturligvis masser af vand og fiberrig kost. Vi skal nok passe på hinanden. Vi er gode venner allerede:
1. december 2008 - Orion
Den første hest er endeligt fundet og købt. Jeg har valgt at omdøbe den, da den bar sin tidligere ejers kaldenavn. Den tidligere ejer døde af druk (ikke ligefrem en flatterende historie bag ens navn), derfor var beslutningen om navneskiftet oplagt. Så nu hedder denne gode, bundstabile men alt for mager vallak Orion. Og hvorfor nu lige præcis det navn? Der er flere grunde, jeg vil nævne de vigtigste.
Først og fremmest vil jeg gerne ”ære” ungerne fra opholdsstedet af samme navn. Jeg tænker ofte på de to søde piger og de to gode drenge, som jeg har været så heldig at komme ind på livet af de seneste måneder. De har vist mig en tillid, som få er i stand til at udvise. Disse skal nok komme langt omkring, nu de er så heldige at være omgivet af gode voksne, som holder af dem. Jeg er naturligvis også kommet til at holde af dem, og at være i selskab af en hest som hedder Orion vil fastholde mig i, at der er altså nogle dejlige unger et sted, som jeg glæder mig til at se igen når jeg kommer hjem. Også de voksne, for den sags skyld.
Orion er også en græsk mytologisk figur. Jeg skal lade være med at belære om Orion her, man kan slå det op alle mulige steder, hvis man ikke lige ved, hvem han var. Orions personlighed og egenskaber passer også med det, som min primære hest gerne skal besidde for at turen bliver en succes uden komplikationer. Og nej, den skal ikke dø af skorpiongift!
Jeg kan sige om min Orion, at den er 13 år gammel og er blevet brugt til at smugle ”noget” ud af Chile (jeg har frabedt mig om flere detaljer vedr. smuglerierne). Det betyder at den er vandt til at ride lange ture (7-9 dage) i vanskelig terræn. Men ikke kun. Orion er ikke bange for noget som helst, og er mere end almindelig trafiksikker. Jeg har nu prøvet det meste med ham, og han er ganske upåvirkelig. Han svarer rigtig fint på tøjler, og selv om han gerne vil frem er han ikke så svært at holde igen. Kun efter galop er han tung at stoppe helt. Bortset fra det, ville en hel nybegynder ikke have problemer med at ride ham alene på tur. Men Orion er også for tynd, i hvert fald alt for tynd til at klare den lange rejse lige nu og her. Derfor er Orion sat på en streng opfedningskur (man ved aldrig om man får brug for nogle ekstra kilo at stå imod med). Samtidigt er ormekuren også sat i gang. Om en uges tid vil det vise sig, om dens tilstand skyldes at han ikke er blevet ordentligt plejet efter dens forrige ejers død, eller om dens fysiske tilstand mere er aldersbetonede. Tænderne ser fine ud, så det går nok med at give den masser af foder. Ellers dur det ikke med den lange ridetur.
27. november 2008 - overskuelighed
Det er ellers over et år siden, jeg først virkeligt har måttet konfrontere mig med begrebet at kunne overskue. De seneste uger inde afrejsen har sat mig på en alvorlig prøve, men i bedste kvindelig stil er det på mærkværdig vis lykkedes mig at jonglere med flere bolde på en gang. Hvad er det nu, man siger kvinder kan, som vi mænd kun drømmer om? Multitaske, jeg vidste, det var noget med ”tasker”.
Sproglige sjofelheder til side, en ting er at multitaske, altså kunne tage sig af flere ting samtidigt, uden at miste overblikket. Noget andet er at overskue ud over det uvisse, eller horisonten i mit tilfælde. Da jeg første gang (ret sent i min alder ellers) blev bekendt med begrebet ”ikke kunne overskue” blev jeg paf, i hvert fald tavs, og følte mig magtesløs. Nu var det ikke mig, der ikke kunne overskue, jeg manglede måske overskud i øjeblikket, hvilket er noget helt tredje. Men det er en anden historie. Ideen, drømmen om at krydse Argentina til hest har aldrig været mere levende, jeg står bogstaveligt talt på tærskel til at begynde turen til hest. Men udfordringerne bliver altså også meget mere levende, og de er kommet helt tæt på mig de seneste dage. Et eller andet sted bliver jeg aldrig klar til turen, som man aldrig bliver klar til at tage springet fra 3-metervippen den allerførste gang. Ok, Marcelo mener bestemt ikke, at jeg er klar. Han mener, at de første 200 km stiller alt for store krav til, at man kan gardere 100% mod alt. Som om jeg skulle på en søndagsudflugt med børnehaven, altså.
Når det nu ser ud til, at den ene hest kun er en dyrlægetjek fra at blive min, så er alle disse praktiske ”småting” mere end bare virkelige. Jeg har faktisk alt andet på plads, inkl. telt og sovepose, begge afprøvet og godkendt. Jeg mangler så den anden hest, jeg har opgivet at anskaffe mig et muldyr i første omgang, de er alt for dyre her hvor jeg befinder mig nu. Hvad jeg ikke spekulerer over lige nu er, at efter hvad flere har fortalt mig, så er de første 250 km rent vand i forhold til de efterfølgende 300, hvor der overhovedet ikke findes vand, eller bosættelser i samme omfang (som om det var strået til med landsbyer i starten). Så er det godt, at jeg begynder ”blidt”… Nej, jeg ved det ikke nu. Når jeg først er i Agua Escondita må jeg holde nogle dages pause og lade hestene komme til kræfter igen. Først derefter, når jeg runder bosættelsen La Humada i La Pampa, begynder jeg på turens videre planlægning. Jeg synes der er rigeligt at se til nu. Men jeg glæder mig stadig til snart at give et lille ryk med tøjlerne, så hestene sætter i gang.
Jeg har sagt det før, og jeg oplever det igen: det nytter ikke noget, at lave planer som involverer andre her i Argentina. Argentinerne er så fantastisk imødekommende, at de helst ikke siger nej, selv om de inderst inde ved, at det til syvende og sidst ikke holder vand. Hesten Apollo fx, en af de vigtigste grunde til, at jeg valgte Malargüe som min startby. Ok, jeg havde nok valgt stedet alligevel, men denne skønne vallak fik jeg så stor glæde af at ride på i flere omgange sidste år, så jeg glædede mig til at bruge ham til at ride gennem Argentina. Apollo skulle være 14 år nu, ingen alder for en hest, selv om her siges det at være alt for højt for en hest til at krydse Argentina. Der er åbenbart mennesker, som ikke har hørt om ”Gato y Mancha”. Nok om det. Jeg kontaktede Marcelo (Apollos ejer) så langt tilbage som i slutningen af september, for at høre, om Apollo stadig var til salg. Det var han, prisen var dog mere end fordoblet nu, fra 700 pesos til 1500 pesos. Hvordan kunne det gå til er der ingen, der kan forklare.
PARENTES: Alt andet end benzinpriserne er steget siden sidste år. De kalder det inflationen, men det passer ikke, da euroen og dollaren også faldet. Sidst kunne jeg få 4,5 pesos for en euro, nu kun lidt over 4. Måske er hele verden udenom Argentina ved at falde tilbage til et mere realistisk niveau, der dermed hæver Argentinas økonomi til et mere passende forhold? Hestene bliver ikke billigere af at vide, hvorfor de er blevet dyrere. Men et faktum er, at det lige nu kan man få en hel levende kalv for 50 pesos (knap 90 kroner), mens gamle heste sendt til slagtning indbringer omkring 20 gange så meget, på trods at kødet ikke bliver brugt til at spise (i hvert fald ikke officielt). Kalvene lider under tørken, som har ramt store dele af landet de seneste mange måneder. Intet vand, intet græs. Kalvene går imod den visse død, fordi selv om der er masser af vand i undergrunden findes der intet vandingsanlæg. Det er også enorme områder, vi taler om. Landbrug på 50.000 hektarer hører til små- og mellembedrifter på disse kanter. PARENTES SLUT
Det er ikke fordi jeg er irriteret, eller særligt skuffet. Jeg er bare træt af at være turist nu. Jeg har været i Argentina i 10 dage og redet en del (ikke en masse, en del) på flere forskellige heste siden jeg kom til Malargüe for 6 dage siden. Jeg skulle allerede have begyndt på at træne med de heste, jeg skal have med på turen, men jeg har endnu ikke så meget som prøvet en hest til salg. Jeg har desuden revideret logistikken en smule. Jeg vil prøve så vidt muligt at få fat i en god og stabil hest samt et muldyr, som evt. kan rides, mest som backup. Jeg har vejet alt hvad jeg skal have med til mig selv, og det bliver omkring 20-25 kilo. Ikke alverden. Inklusive vand og mad til hestene (når de er 2) kommer lasten til at veje højst 50-60 kilo i starten af turen. Dette forudsætter naturligvis, at jeg kan skaffe mere vand og mad undervejs, i hvert fald hver 2.-3. dag. Vægten kan enhver muldyr, eller hest for den sags skyld, snildt bære flere timer dagligt, så det er hvad jeg nu sigter efter. En god hest, som jeg kan ride på, og endnu en hest eller bedre et muldyr som jeg kan laste, og/eller ride på, hvis der sker noget med hesten. Der bliver tale om stille og rolige ridedage, højst 40-50 km pr. dag, med lange pauser midt på dagen når det er varmest. Den største udfordring bliver at finde skygge undervejs. Og så vil jeg bestemt ikke til ride alle dage, for så er turen forbi efter kun en måned. Jeg kommer til at holde til i nogle dage flere steder undervejs, lige som da jeg kørte rundt på motorcykel sidste år. Sådan kommer man tæt på det Argentina, jeg allermest er fascineret af.
Kan I se det? Jeg kan ikke vente med at komme af sted nu! Mit rige for en hest (og et muldyr)!!!
Jeg må hellere beskrive dagen i går, som var så begivenhedsrig som få. Jeg kom tidligt af sted til rideturen, som planlagt. Jeg troede, at efter et par timers ridt var hele overstået og jeg skulle hjem igen. Jeg var tilmed forberedt på at skulle gå tilbage – hvad er 10 kilometer når man har oceaner af tid. Men det vidste sig ikke at være så ligetil endda. Jeg var slet ikke klædt på til at være ude i solen så længe. Og jeg havde fuldstændigt glemt at Malargüe ligger et godt stykke over de 1000 meter, så luften er meget tynd. Kort fortalt, i kortærmet T-shirt og med korte bukser skulle jeg havde redet et par timer om formiddagen. Det blev til næsten 5, også i middagssolen. Jeg red for øvrigt på en rigtig sød sortbroget hoppe Luna (her i billedet til venstre), med elegant trav og højt galop. Bestemt et muligt emne til et køb for turen. En af Lunas andre rigtig gode kvaliteter er, at hun ikke er bange for noget som helst. Og det mener jeg. Turen gik alligevel gennem byen og blev meget mere end de fleste andre heste ville have klaret. På et tidspunkt blev vi stormet af en løbsk hesteflok som havde forvildet sig i byens gader. Ca. 20 løbske heste efterfulgt af en patruljevogn der forsøgte at genne dem ud af byen. Jeg var sikker på, at jeg ville have det meget svært ved at holde Luna på plads, men der var intet. Alle de steder hvor der var potentiale for at der kunne ske noget var det mig og Luna, der red forrest.
Min anden ridetur i går foregik på endnu en hoppe, en af de mange heste uden navn og som jeg fik lov at navngive (og navnet blev Clara!). Hun er BESTEMT et emne. Hun er 8 år og meget stærk. Hun har måske en smule for meget vilje, hun vil meget gerne frem. Måske er jeg bedst tjent med en hest, der bestemt ikke skal slæbes eller piskes frem, men som tager det mere med ro. Til gengæld er Clara næsten lige så koldt i røven som Luna.
De to ridetur tilsammen, den første var for øvrigt uden sadel, betød at jeg lige nu nærmest ligner en skoldet krabbe. Jeg vil næppe undgå grimme vabler på de steder af kroppen (underarme og ben), som lige nu ligner røde trafiklys når de er skarpeste. Det er ikke første gang, bare det bliver den sidste. Det ville betyde, at jeg godt kan blive klogere… A propos klogere, jeg var til min første guitartime i går, og det gik rigtig godt. Marito tog imod mig iklædt en rød T-shirt med El Che på. Så er endnu et venskab foseglet!
Jeg vælger at oversætte denne standardhilsen ”que te vada todo bien” med ”måtte alt gå dig vel”. Det er i bund og grund ”Hav det rigtig godt”, en standardhilsen man også bruger flittigt i Danmark og mange andre steder rundt om i verden. Men alligevel, denne hilsen har en særlig klang sagt på det castilliano, som man taler i Argentina. Jeg ved ikke om det er det, at jeg hele tiden får sådan en hilsen med på vejen, efter jeg har været på en cafe, at købe tøj, i en locutorio for at koble mig på nettet, eller bare når jeg har spurgt om vej, jeg ved ikke om det er det, der gør, at alting simpelthen flasker sig. Skulle jeg tro på held ville jeg sige, at jeg aldrig nogensinde har drømt om at være så heldig. Godt nok måtte en planlagt ridetur i dag udskydes til i morgen, men hvad gør det, når rideturen i morgen bliver desto mere interessant. Jeg skal være med til at føre nogle heste fra den ene del af byen til den anden. Naturligvis uden om byen. Tidligt op og tidligt af sted, det bliver parolen de kommende måneder, noget jeg så sandelig skal vænne mig til. Billedet herover er for øvrigt af min bolig set fra den indvendige gård - et 1-værelseslejlighed med stort badeværelse, entré og ingen dikkedarer. Køkkenet deler jeg med hostellets andre gæster (for tiden ingen), men det kan altså ikke svare sig rent økonomisk at lave mad til en. De første 2 dage i Malargüe er jeg for øvrigt blev bespist af Marcelos søde kone Daniela, når hun alligevel laver mad til børnene i skolens frokostpause. Og det er så hyggeligt at spise frokost med dem!
Jeg har flere planlagte aktiviteter på programmet, men som jeg lærte allerede sidste år, er der ingen grund til at tage noget for givet. Det kan altid ændres i sidste øjeblik, så det giver ikke så meget mening at planlægge når det involverer andre. Jo, man kan være bestemt, vedholdende, insisterende, så vinder man til sidst, men det er nu en gang bedst at tage tingene som de kommer, hvis man kan det. Nu har jeg 3 prioriteter, og det er at finde hestene (hvor er Apollo for resten? Gåden bliver løst snarest…), komme i form med dem og have lært det nødvendige. I morgen starter træningen for alvor. I morgen aften begynder jeg også (eller rettere fortsætter) hos en guitarlærer. Gode Rasmus hjemme i Danmark har været fantastisk tålmodig og pædagogisk med mig, han har lært mig en masse, men jeg har stadig brug for en, der giver mig ordentlige spark bagi, eller kommer jeg ikke frem. Min argentinske guitarlærer for de kommende 3 uger bliver kaldt Marito (lille Mario), og han vil ikke have penge for at undervise mig - som han siger, hvis jeg kommer i skoletiden er det gratis. Han underviser i en kommunal skole, og der er kun 2 elever på voksenholdet, så jeg skal bare komme, han sørger tilmed for en guitar til mig. Nogle gange forstår jeg ikke argentinerne, men de er altså ufattelige imødekommende og varme.
18. november 2008 - hurtig update fra Malargüe
Det er en tilfældighed, men rent faktisk er det i dag (og næsten nøjagtigt på klokkeslæt) et år siden jeg kom til Malargüe første gang. Jeg kom i tanken om det da jeg steg ud af hurtigbussen og skulle justere uret (her har de ikke sommertid, så der er alligevel 4 timers forskel ift. Danmark).
Busrejsen gik fint, og jeg kunne faktisk også sove en smule. Det virker mærkeligt, når en bus med plads til 53 passagerer kun fragter de 5 hele vejen. Da vi var flest i bussen var vi vel nok 20. Men ok, billigt var det, under 400 kr. inkl. forplejning og drikkevarer.
|
Malargüe - 18. nov.-10. dec.
Nyhedsbrev
10. december 2008 - hyp, hyp, af sted!
4. december 2008 - og så lige for en kort bemærkning, Orion og Pegasus
En anden grund til at Orion er et navn, der virkeligt passer er, at netop stjernebilledet Orion er synlig i nattehimlen lige nu. Det kan godt være, at i Danmark kun er en del af Orion, der er synlig - det skyldes Danmarks breddegrad. Hernede, syd for ækvator, har jeg fuldt udsyn til hele stjernebilledet fra solen går ned til den står op, dog står Orion ”på hovedet” set herfra, det samme gør månen. Og solen står i nord midt på dagen. Det vænner man sig til. Orion vil for mig være en praktisk ledsager, hvis jeg vælger at ride om natten. Så skal jeg bare sørge for at have Orion på min venstre side, lidt foran i starten, ud til side midt på natten, og skråt bagud sidst på natten. Så rider jeg mod vest!
De mange praktiske tiltag, som nu viser sig at være nødvendige for turens gennemførelse, kræver noget mere planlægning, end jeg i forvejen havde regnet med. Og det var ikke så lidt endda. Jeg er faktisk nødt til at sende en del foder i forvejen, så jeg er sikker på at hestene kan klare den første uge. Heldigvis kan jeg regne med den lokale pendant til Skov- og Naturstyrelsen, de giver gerne en hånd med. Vand er endnu en af de store udfordringer, men måske kan jeg skyde en genvej (altså ikke fysisk på selve vejen), så det er til at have med at gøre. Solen bliver det største problem, så stor at jeg overvejer at ride om natten til jeg finder et sted med nogle træer, hvor jeg kan opholde og hvile mig i dagtimerne. Hestene er ellers ligeglade med at stå i solen, bare de ikke skal ride, i dagens varmeste timer. Der findes kun vegetation i forbindelse med bosættelser, dvs. med ca. 50 km mellemrum. Og det er for meget at ride i på én dag, når termometeren fra midt på formiddag ligger omkring 35 grader og solen står lodret op i himlen. Hvis bare der var rigeligt med vand undervejs. Jo, der er vandhuller, men vandet er for det meste salt og udrikkeligt. Derfor venter jeg måske til månens fase begunstiger min færd med lidt lys og rider om natten. Jeg har desuden måtte love Skov- og Naturstyrelsens personale at holde mig til ”vejen”, hvor der i hvert fald daglig kommer tankvogne forbi (der er flere olieboringer langs vejen, til mit held).
24. november 2008 - hestesnak
Tilbage til Apollo, som ikke er her mere. Jeg har 3 versioner: Den ene står Marcelo for (Apollos ejer), og det skulle være at Apollo er død. Den anden version har jeg hørt fra Cristian, Apollos daglige passer. Ifølge Cristian er Apollo blevet solgt for længst. Så er der en 3. person, som hævder at Apollo er hans, og ikke til salg. Jeg har ikke set Apollo siden sidste år, og nu har jeg givet min gode ven Marcelo et ultimatum. Enten finder vi nogle heste, som er til salg og som jeg kan prøve de næste par dage, eller drager jeg videre, om det så bliver til fods, til næste pueblo, hvor sandsynligheden for at finde gode emner i hvert fald ikke er mindre.
21. november 2008 - dagen i går
Da hestene var blevet afleveret til destinationen (de skulle bruges til en udflugt for nogle turister om eftermiddagen), blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at være en af guiderne på turen. Gæsterne var alle udlændinge (3 piger fra USA, hvoraf de to viste sig senere at være fra London…), og da ingen af dem talte spansk, og guiden (min gode gamle ven Cristian) bestemt ikke mestre andre sprog end spansk, så blev der brug for mig. Om jeg ville med på en ridetur med 3 piger? Gæt igen… Det blev så mig, der instruerede pigerne i den ædle kunst at ride. Ingen af dem havde erfaringer i det, men de blev alle 3 solgt på stedet. Faktisk så meget, at en af pigerne (den enlige fra USA, her i billedet til højre), spurgte mig om jeg ville tage hende med på en ridetur næste dag. Om jeg ville tage hende? Altså med på en ridetur næste dag? Vi skal mødes om lidt, så er vi dem, der er redet. Hun er for øvrigt astronom og en utrolig spændende person.
19. november 2008 - que te vada todo bien
Jeg er allerede på plads, har tjekket og svaret på mailsene, har installeret mig i min bolig for de kommende 3-4 uger (på billedet til højre) og har gennemgået selve ideen bag rideturen med Marcelo (ham som skal sælge mig hestene). Der kommer en del justeringer undervejs, men første del af ruten er givet pga. vulkaner, bjerge og saltvandssøer. Marcelo har pointeret, at de første flere hundrede kilometer af ruten vil jeg ikke kunne finde en skygge undervejs, og jeg skal ikke regne med at kunne finde vand eller mad. Han fik mig til at love, at jeg vil tænke først og fremmest på hestene når det gælder mad og drikke, for ”hvis de går ned er du prisgivet”, som han udtrykte det. Vi kommer til at snakke mere om det i aften, hvor han har arrangeret et møde med en mand, som har redet turen før mig og som kender det første stykke som sine egne lommer. Jeg er ved at overveje at spørge ham, om han vil følges med mig de første hundrede kilometer (eller 2) af rejsen. Men lad os nu lige slå koldt vand i blodet og se tiden an. Jeg er jo lige kommet her…