Marts 2009 - Efterord

Det er nu et stykke tid siden, jeg har lagt turen til hest bag mig. Det har jeg dog kun gjort tidsmæssigt, for alle oplevelserne, ansigterne og stederne præger stadig min hverdag og mine tanker. Mine følelser er bestemt heller ikke upåvirkede, og for at gøre det hele endnu mere kompliceret er der kommet flere ansigter til, siden jeg ”slog mig ned” i Tres Arroyos for at fordøje turen og benytte mig af muligheden for at lære mere af Argentina at kende, uden at skulle tage hensyn til hestene og mine værter. Så nu har jeg min egen lejlighed, trådløs internet (advokatkontoret i nabolejligheden låner mig forbindelsen, når den virker), en cykel (la flecha plata, sølvpilen) og noget frivilligt arbejde i et folkekøkken for børn, hvor føden til sjælen er vigtigere end maden. Af og til kommer der nogen på besøg hos mig, ellers er jeg ofte på besøg hos andre, det være til mate, frokost eller en asado med gutterne fra svejseværkstedet, hvor kvinder har forbudt adgang. A propos gutterne fra svejseværkstedet, vi har fået trukket 3 gedekid til haven bag værkstedet, så når vi skal lave asado er kødet sikret. Der skete nemlig det, at da vi skulle grille den første gang jeg var med, kunne Fernando ikke fange et gedekid - han undskyldte sig med at han var alene og at alle dyrene slap ud af indhegningen. Derfor måtte vi den aften ”nøjes” med hjort, svinepølser og, som erstatning for gedekiddet, sublimt oksekød. Den gode Fernando blev så mopset, at han siden trak 3 gedekid helt tæt til bålstedet, og hvor det ene allerede blev slagtet, tilberedt og fortæret samme aften. Det skete mens jeg var ude at spise med Daniela på et meget fint sted med stofservietter og gafler. Det blev jeg drillet en del af, gutterne kunne ikke forstå hvordan jeg kunne vælge et grillet gedekid fra, til fordel for mad med gaffel. Det var nu ikke gaflen, stofservietterne eller maden, der var afgørende for mit valg den aften. Det var for øvrigt en ganske almindelig torsdag, som jeg vil huske længe (men ikke pga. maden).

Jeg har nyt at redegøre for her i dette efterord, det ved jeg. Gutterne fra svejseværkstedet er vist beskrevet tilstrækkeligt. Jeg mangler måske at nævne promillerne - det er hermed gjort. Jeg skal nok komme nærmere ind på emnerne frivilligt arbejde, Daniela og hestene. Samt et par andre småting. Hvordan går det fx med alle de mennesker og steder, jeg har besøgt under den to og en halv måned lange tur til hest? Er jeg mon stadig i kontakt med nogle af dem? Hvordan skal jeg dog kunne sige tak for al den fantastiske hjælp, de alle har ydet mig og hestene? Hvordan viser man, at man værdsætter den varme og gæstfrihed, jeg har nydt så godt af, uden rigtigt at have givet andet tilbage end en (oprigtig) lefl af sjælden udenlandsk oprindelse?

Det nemmeste først: hestene. Tobi og Pegasus bor på Pablo Norrilds forældres gård 30 km ud for Tres Arroyos. En uge efter hestene kom der begyndte det endeligt at regne, og sammen med det stadigt varme vejr, blev græsset på kort tid helt vidunderligt. Desuden har de fået tilskud af alfalfa og havre, så bortset fra at de, når det har regnet, er smurt helt ind i mudret (de elsker mudder) går det helt fint for Tobi og Pegasus på Norrilds gård. Jeg har besøgt dem jævnligt og redet dem næsten hver gang. Pegasus er vist nok sur over, at han ikke får lov at arbejde mere. Det viser han i hvert fald hver gang jeg ikke sadler ham, efter jeg har fanget ham for lige at tjekke hans tilstand. Den er for øvrigt helt i top, Pegasus har aldrig haft det bedre før! Forhåbentligt kommer han til at arbejde mere regelmæssigt når Pablo bliver sin knæskade kvit og igen begynder at arbejde dagligt i marken, for han mangler nemlig en hest. Jeg var i hvert fald fra starten indstillet på, at Pegasus skulle blive på Pablos landested. Det var mere uvist med Tobi, for jeg ville så gerne finde et godt sted til ham, hvor der er søde og kærlige børn, der kan overfalde ham et par gange om dagen med kram og kærtegn. Og han er så glad, når han rider rundt med børn på ryggen. Men det bedste blev altså, at han også bliver på Pablos gård, hvor han ellers sagtens kan gå og græsse lystigt, og for øvrigt fortsat danne makkerpar med sin kompagnon, og det er heller ikke det værste.

Min fritid efter turen

Allerede da jeg, et par måneder før afrejsen, bestemte mig for at rejse til Argentina igen for at gennemføre rideturen, var jeg klar over, at jeg skulle afsætte mængder af tid til, for ikke at skulle haste mig igennem. Da jeg var på dannelsesrejse første gang skete nemlig det, at jeg nærmest bogstaveligt stod af motorcyklen for at sætte mig i et fly og komme hjem til en grå, ensformig og ensom hverdag. Den fejl skulle jeg ikke begå igen, derfor valgte jeg at afsætte hvad der på forhånd føltes som oceaner af tid efter rideturens gennemførelse, mindst en måned til halvanden. Oceanerne er det nu ikke, og ej heller have. Jeg føler, at det som jeg gerne ville have haft tid til, ikke praktisk lader sig gennemføre pga. mangel på tid! Og det er sært, for da det gik op for mig, at jeg godt ville kunne fuldbringe turen på de planlagte 2-3 måneder, begyndte jeg at pønse på, hvordan jeg kunne få mest ud af de sidste 4-6 ugers ophold i Argentina. Jeg ville nemlig gerne udnytte tiden til virkeligt at gøre noget ud af at mine spanske sprogkundskaber og tage private timer hos en kvik kvindelig sproglærer. En kvinde, fordi jeg under turen hele tiden kun har snakket med gauchoer. Ideen var at få snakken i gang om andet end det, som drejer omkring en argentinsk mandeverden, som jeg efterhånden vil mene, kender en hel del til. En anden ting, jeg gerne ville have udnyttet tiden til, var at forbedre mine evner indenfor guitarspil. Jeg har faktisk en god guitar med nye strenge lige ved hånden. Men igen, min hverdag er så fyldt med oplevelser, at jeg ikke føler, jeg kan rumme mere.

Jeg har realiseret, at få uger ikke er nok til det hele. Mere tid til ”fordøjelsen” ville være endnu en dannelsesrejse, selv uden at tilbagelægge kilometer på landevejen. Men med forholdsvis kun lidt tid føles det meningsløst at indlede et undervisningsforløb. Desuden bruger jeg mine hverdage til at hjælpe i folkekøkkenet El Parquecito, drikke mate eller spise asado på værkstedet, være sammen med Gonzalo eller Daniela, og ikke mindst tager jeg så ofte jeg kan ud til campoen for at tilse/ride på mine helte. Så tiden går, og jeg nyder det, men udnytter det ikke til ét bestemt formål. Mon ikke jeg alligevel lærer mere den vej end sammen med en lærer?

Om menneskerne jeg mødte på turen

Allerede efter den første (og måske også den psykologisk sværeste) uge til hest, havde jeg mødt så mange fantastiske og hjælpsomme mennesker, at det ofte gik mig på, at jeg hverken havde gaver eller fysiske minder, jeg kunne give dem som tak for hjælpen. For de meste fortsatte jeg min rejse efter der blev sagt farvel til mig og hestene blev velsignede, og altid med en dybfølt bøn om at give besked når jeg var kommet endeligt frem. Jeg ved ikke hvorfor mennesker har sådan et behov for at vide, at en ellers vild fremmed, der tilfældigvis kom forbi og slå teltet op for natten, er kommet godt frem. Men det er en ærlig følelse. Problemet var, at langs de første mange hundrede kilometer af min rute er der ingen anden måde at kommunikere på end at sende en besked via kortbølgeradioen. Man kan selvfølgeligt sende en besked til hvert sted, for at gør det personligt. I stedet fik jeg ideen om at køre selv samme rute tilbage i en 4-hjulstrrækker for igen at besøge de mange steder, som har været af stor betydning for rideturens gennemførelse. Og denne gang vil jeg tage en lille gave med som et beskedent tak og et minde for mit besøg. Derfor har jeg fået produceret en tilstrækkelig mængde mate (og et tilsvarende antal billedbøger med billeder fra turen) med turen som tema.

Daniela

Der blev gisnet og kommenteret meget på Facebook og andre nymodens medier, straks efter jeg nærmest pr. automatik uploadede en billedserie til webalbummet. For her optræder den kønne argentiner Daniela. Hvem er hun, hvornår skal I giftes osv.? I virkeligheden er Daniela en smuk 28-årig argentinsk pige med italiensk-danske forældre (det kunne ikke arrangeres bedre), som jeg mødte i en butik hvor jeg spurgte ejeren, hvor i byen jeg kunne optrævle en grafiker, der kunne hjælpe mig med at lave en billedbog. Her, sagde butikkens ejer, og pegede på Daniela bag disken, i fuld gang med at sælge bombachas (gauchoernes bukser). Og det var rigtigt nok, pigebarnet er uddannet grafiker og har arbejdet som sådan i et stykke tid efter endt uddannelse. Nu er hun tilbage på sit gamle arbejde som ekspedient på deltid i en butik, der sælger udstyr til gauchoer. Hun laver kun grafisk arbejde lejlighedsvis, for desværre er der ikke så meget af lave indenfor denne branche i Tres Arroyos. Danielas drøm er at spare penge nok op til at rejse herfra og få noget mere professionel erfaring inden for det grafiske, som hun kan bruge til at videreudvikle sit talent. Mht. mit personlige forhold til Daniela er det hele en smule kompliceret, det lader sig ikke beskrive på få ord. Lad det dog være understreget, at Daniela er indbegrebet af Argentina - altså hvis man kan gøre det indviklet er der ingen grund til at gøre det simpelt. Jeg selv ved ikke om jeg mest er irriteret over eller fascineret af hende, nok begge dele og på samme tid. Men hvis jeg skal være helt ærligt, nu hvor børnene for længst er gået i seng, så er jeg ikke lavet af træ, og når jeg er sammen med Daniela er der dele af mig, som er fuldstændigt ligeglade med hendes noget kompliceret personlighed.

Tvillingepigerne

Til allersidst, men bestemt ikke mindst, under mit ophold i Tres Arroyos er jeg blevet forelsket i hele to piger! De ved det ikke selv, men jeg ved, de føler min kærlighed. For de lyser helt op når de ser mig, især den ene. Og når jeg smiler til dem kommer de løbende hen til mig og krammer mig. De tørster sådan efter omsorg fra en voksen, der vil dem godt og får dem til at føle, at de er elsket. Det er to tvillingepiger på omkring ti år, jeg vil helst ikke nævne deres navne, lad mig kalde dem K og N, jeg vil hellere fortælle deres historie i korte træk.

Deres mor forlod pigerne og deres alkoholiseret far da de var helt små. Faderen har siden dannet par med en retarderet kvinde, og har fået flere børn med hende siden - et af dem døde som spæd mens begge forældre sov tungt og de små tvillinger ikke kunne formå at hjælpe. K og N har en storsøster på nu 14 år, som bor hos bedstemor. Dvs. hun passer bedstemoren, derfor kan hun ikke tage sig af sine små søskende. Hvis jeg kunne, ville jeg ”kidnappe” pigerne og tage dem med mig, kramme dem hele vejen og aldrig slippe dem igen. Det er særligt ved disse piger, at de ser søde og uskyldige ud. Det er de også. Men når noget går dem på tværs bliver de fuldstændigt rasende og deres overlevelsesinstinkt tager helt over. Hvis et andet barn fx overfuser den ene pige, går den anden amok og helt bogstaveligt i kødet på ”angriberen”, så kun gud, eller damerne fra folkekøkkenet (som er langt bedre end enhver gud) kan hjælpe. Pigerne trives her, og da jeg nærmest i spøg sagde, at jeg ville elske at hjælpe pigerne væk herfra, løftede damerne de store køkkenknive og sagde ”det kan du bare prøve på”. Der er ingen, der skal tage nogen af børnene fra dem, og jeg forstår hvordan de har det. Jeg kan hjælpe tvillingepigerne og alle andre børn på en bedre måde, end at tage dem op med roden. Men hold kæft hvor jeg har meget af mit hjerte her.

Jeg ville ønske, folk omkring mig kunne forstå hvad det er, jeg rejser fra når jeg forlader Argentina.

Nu skal jeg bare formå at tage min sjæl med tilbage når jeg rejser hjem til Danmark, en ting som ikke lykkedes sidst jeg rejste hjem fra Argentina, mest fordi jeg ikke vidste bedre. Nu ved jeg hvor vigtigt det er, men jeg formoder ikke, at det bliver nemmere af den grund.