|
9.-15. februar 2009 - Suarez-Pringles
Dagens ridetur blev tilbagelagt uden pauser, fordi som sædvanligt var hestene helt friske og veludhvilede efter et par dages ro i en lille fold, og hvor de endeligt fik vasket hver sin hale. Selve turen gik forholdsvis nemt, på trods af det stenede underlag, som generer hestenes trav. En del af ruten blev tilbagelagt langs en ikke særligt befærdet asfaltvej. Altså langt væk fra asfalten, mindst 30 meter, når rabatten er ryddet, ellers langs asfaltkanten. Men det gør ikke noget, fordi midt på dagen er trafikken stort set ikke til stede i Argentina. Det har jeg vist nævnt før… Vi skulle kun ride små 25 km, så var vi fremme ved Estanciaen El Recreo, virkeligt et sted hvor tiden har stået stille de seneste 50 år - mindst! Til at tage imod var Zacharias, som efter aftalen med Claudio skulle have været advaret om min ankomst. Det var han ikke, telefonkablet viste sig at været afbrudt. Men det gjorde ikke spor, tværtimod. Denne stadig sjælefriske og meget stolte gaucho på 70 år udtrykte så stor imødekommenhed, at det (næsten) gjorde mig forlegen. Han fortalte hvor stolt han var, at have en rejsende langtfra til hest på besøg. Han tilbød mig at overnatte i ejerens hus. Og her kommer en lille historie: Zacharias er ansat til at holde ikke mindst den kæmpe store have omkring ejerens hus i perfekt stand, et ualmindeligt stort arbejde, det store antal træer taget i betragtning. Zacharias tager sig også af lidt dyrehold ved siden af, ikke mindst heste og frilandsgrise. Han bor alene i det afsides hus forbeholdt de ansatte, og han er den eneste i hele estanciaen. Et par gange om måneden kommer en dame for at gøre rent i hovedhuset, som altså er mennesketomt. Zacharias viste mig rundt i huset, som lignede et meget velholdt museum, med masser af personlige effekter og billeder af familien. Det mærkelige ved dette hus er, at ingen har boet der i mange, mange år. Husets ejer er en (efter sigende meget frisk) dame ved navn Clara og således på 70 år, og som i umindelige lange tider ikke har sat sin fod i huset. Zacharias kunne ikke fortælle mig hvorfor, mit gæt er, at noget frygteligt skete i huset, derfor vil Clara ikke gå derind igen, men hun føler stadig at husets værdighed skal holdes ved lige. Faktum er, at når Clara besøger sin estancia opholder hun sig kortvarigt i det ansattes hus, i køkkenet, hvorfra man ikke kan se huset. Underlig historie, ikke også? Ikke desto mindre derfor følte jeg mig en smule utilpas da Zacharias tilbød mig at sove i en af hovedhusets senge og bruge det tilhørende badeværelse. Nej, hellere telt og det lille hus i baghaven.
I bagklogskabens klare lys skulle jeg have taget imod tilbuddet, da jeg stort set ikke lukkede et øje hele natten. En af Zacharias’ hunde vidste sig fra sin mindre blide side, og kunne ikke forlige sig med synet af mit telt i haven, så han gøede det meste af natten - sådan føltes det i hvert fald. Jeg stod tidligt op, for en gangs skyld, men selv om Zacharias havde været så sød at genne hestene i en fold for mig kom jeg alligevel sent af sted. Hvad pokker, jeg skulle ikke så langt…
El Recreo-Los Aromos
Vent lidt, Zacharias kommer farende igen om lidt!
Efter tre timers ridt langs asfaltvejen kom jeg frem til en rundkørsel, hvor der efter Caludios henvisninger skulle findes en restaurant, en tankstation med tilhørende kiosk og ikke mindst en politistation, hvor jeg havde planlagt at bede om at lade sadlerne m.v. stå mens hestene og jeg holdte middagspausen. Intet af det var til stede, eller rettere sagt, restauranten var der, men lukket, tankstationen helt forladt og politistationen tydeligvis ikke bemandet. Så intet mad til mig og intet vand til hestene. Og dog, pludseligt dukkede en dame op, og jeg spurgte hende om vand til hestene og om restauranten nu havde helt lukket. Vand til hestene kunne hun desværre ikke fremskaffe, men jeg kunne få smurt et par sandwichs til at tage med. Så gerne! Da jeg skulle til at spise den første sandwich kom Zacharias pludseligt kørende ind på restaurantens holdeplads. Han havde snakket med estanciaens ejer, den gode Clara, og havde fået skæld ud fordi jeg ”måtte” overnatte i teltet. Han havde forklaret hende, at han havde tilbudt mig at overnatte i hovedhuset, men det var ikke nok. Han skulle straks køre efter mig og fremskaffe mit telefonnummer og hendes undskyld, for ikke at være til stede under sådan et fornemt besøg. Sådan Clara, hende skal jeg besøge når jeg nu en gang kommer tilbage til Suarez, hvor hun bor. Efter jeg endeligt havde sagt farvel til Zacharias og skulle til at sætte tænderne i den anden sandwich kom en stor mand forbi, og spurgte mig om mit ærinde. Jeg forklarede mig i korthed og indskød, at hvis han kunne fremskaffe vand til hestene ville vi blive meget taknemlige. Intet problem, han startede en vandpumpe og vupti var der vand til overflod. Mens pumpen kørte, gik han ind i restaurantens baglokale og kom ud igen med 2 flasker sodavand til mig. Så gik han ind igen og få minutter senere kom han ud med en stor tallerken med parmaskinke, ost og brød. Jeg skal love for, at jeg fik spist mig mæt (for ikke at fornærme hans gæstfrihed, forstås). Altså oven i de 2 sandwichs, jeg allerede næsten havde spist færdigt. Man sover en fin middagslur efter sådan en omgang mad i det frie…
Efter middagspausen skulle jeg (stadig efter Claudios henvisninger) indfinde mig til en estancia ved det lovende navn ”La Lola”, hvor jeg var ventet til asado hen mod aften. Stedet skulle ligge kun 6 km fra rundkørslen, en lille time til hest. Men efter næsten 3 timer uafbrudt trav var estanciaen ikke til at få øje på, i hvert fald ikke en med sådan et unikt navn. Hvad gør man så, når hverken hestene eller jeg gad ride mere for denne dag? Vi red mod det første det bedste sted langs ruten, hvor der var tegn på at her bor mennesker. Sådan mødte jeg ”Hoffmann”, den ansvarlige for en nærliggende estancia, Los Aromos, hvor jer var mere end velkommen til at søge hen og blive for natten. Jeg skulle ikke ride så langt, igennem nogle marker og over en å (med dejligt vand, skulle jeg hilse og sige fra Pegaso og Tobi) og så hen til et sted, hvor hele 4 mænd stod og ventede på mig og hestene (Hoffmann havde kaldt dem via radioen og anmeldt min ankomst). Og jeg blev så hjerteligt modtaget som sjældent før. Det kom slet ikke på tale at jeg skulle sætte mit telt op, når jeg kunne få ”udhuset” helt til mig selv. Jeg skulle naturligvis spise aftensmaden sammen med dem, og jeg fik den helt specielle viscacha til forret (en gnaver på størrelse med en stor kat hvis kød minder en del om kanin, meget velsmagende!). Hovedretten bestod af paneret fårekød, sådan har jeg aldrig fået det før. Det skal jeg bestemt have igen og igen! De gode mænd, alle sammen af tysk afstamning, bad mig om at blive en hel dag mere. Deres gæstfrihed var meget fristende, men på den anden side, jeg ville nu gerne videre med hestene, så jeg takkede nej, selv om jeg gerne ville have taget et fællesbillede til morgen. De drog dog alle på arbejdet i marken inden jeg selv var stået op. Jeg har planer om at besøge dem igen uanmeldt, om ikke andet for billedet skyld. Men sikke en flok gode mænd…
Efter to dage med ridning tæt langs asfaltvejen fik jeg nok, nu skulle der ædes øde jordvej igen. Selv om det betyder langsomt ridt pga. det stenede underlag. Jordvejene er ikke så brede som asfaltvejene, men jeg foretrækker dem nu en gang alligevel. Turen blev derfor en blandet fornøjelse, og langsom. Det gør tilsyneladende ondt på Tobis (uskoede) bagben at ride på stenet underlag. Men når vi til gengæld rider på græs standser han hele tiden for at komme ned med mulen og græsse. Så jeg følger gode Pablos (fra Victorica) råd og eftergiver ingenting. Jeg føler nu ikke ondt af Tobi mere, hvad det angår. Det er svært at forklare det, men selv om jeg accepterer at en hest ingenlunde kan besidde rationelle evner, så kan det ikke komme på tale at det er en hests velbefindende at bestemme tid og sted. Tobi kommer ikke til skade ved at ride på et underlag, som han ikke kan lide. Bestemt ikke. Beviset er, at når der blot er en smule græs i vejkanten vælger Tobi at ride der, på trods af der ofte er mange sten i græsset mens ”hjulsporet” i jordvejen er glat som en barnenumse. Arbejdsomme Pegaso er i hvert fald ikke i tvivl.
Caludio fra Suarez havde forsynet mig med et telefonnummer til en person i landsbyen Pringles, som kunne hjælpe mig med at finde et godt sted hvor hestene kunne opholde sig (græsse, hvile og med adgang til vand) i et par dage. Og selv om Claudios henvisning svigtede hele 3 gange før, så mistede jeg ikke modet og ringede i flere omgange til nummeret, inden der endeligt blev svaret. Heldigvis nyttede indsatsen, og i Pringles blev jeg taget imod af den lokale forening af gauchoer. Sådan en findes her, det synes jeg er helt fantastisk. Igen føler jeg mig som blommen i et æg, og er desuden pludseligt centrum for den lokale opsøgende presse. Inden der gik få timer efter min ankomst i byen lykkedes mig at blive interviewet i direkte radio, i den lokale avis og ikke mindst det lokale fjernsyn. Det bliver større og større…
Lad det være sagt med det samme, sådan som jeg blev modtaget og behandlet under mit ophold i Carhué kan ikke overgås, simpelthen. Folkene bag det lokale traditionscenter anser mig som en slags helt, der går forrest for at holde traditionen om hesten som andet end fritidsaktivitet, i hævd. Det har de i og for sig ret i, at jeg er en af de få, der gør det endnu. Især har jeg det svært med at beskrive, den varme og venlighed som Lacho har udvist overfor mig. Jeg havde aldrig troet, at man kunne forsegle et venskab efter man har kendt hinanden i blot få dage. Indtil jeg mødte Lacho altså. Jeg har lagt en kort beskrivelse af Lacho under Persongalleriet i menuen til venstre. Alt i alt var der ingen grænser for alles gæstfrihed, og det føltes som om der er blevet rullet en rød løber ud for de næste mange kilometer. Der blev aftalt flere forskellige steder, hvor jeg kunne gøre ophold og hvor der ville blive sørget for mig og hestene.
Espartillar
Det første sted blev ikke langt fra landsbyen Espartillar, hos Omar, en onkel til traditionscentrets unge formand, i en chacra med dyrehold - stort set alle dyr undtaget heste. Omar lever af at opdratte og slagte forskellige dyr, især svin, som han så parterer og sælger både som fersk kød og de mest udsøgte spegepølser. Endnu en gang har jeg optaget slagteseancen på video, så snart jeg er i nærheden af en god internetforbindelse uploader jeg den. Den er ikke så uinteressante endda! Omars fantastiske bil er årgang 1962 og stadig kørende (om end langsomt) med originale dele - billedet kan ses i webalbummet.
Bahia Blanca
Og så oprandt dagen hvor jeg blev nødt til at løse visumproblematikken. Der var kun et at gøre, nemlig at søge hen til nærmeste immigrationskontor og søge om at få forlænget mit turistvisum. En tur på næsten 200 km hver vej, som jeg heldigvis havde Lacho til at køre for mig i hans bil. Han skulle nu tilfældigvis til Bahia Blanca alligevel, ellers havde jeg aldrig taget imod sådan et tilbud om at køre med. I det mindste fik jeg dog lov at give frokosten. Selve turen blev tilbagelagt med en gennemsnit på 160, og det var ikke en motorvej, vi kørte på. Ikke mere om argentinernes kørestil i denne blog.
På immigrationskontoret synes alt at skulle foregå forholdsvis nemt og glat, hvilket det undrede mig. Ingen ventetid, ingen underlige spørgsmål. ”Bare sid ned og vi laver papirarbejdet”. Troede jeg. Gang på gang blev jeg kaldt op til skranken for at lige oplyse en ting, og en ting mere, og igen. Efter tredje gang sagde jeg, at jeg alligevel ikke ville sidde mere ned når de blev ved med at kalde mig op. Til sidst manglede der kun en formalitet, jeg skulle indbetale et mindre gebyr, og så skulle mit nye visum være hjemme. Men men men, gebyret kan kun indbetales ét sted, på den anden side af byen. Og der var ingen taxi at praje. Pyt med det, jeg gik og fandt stedet. Jeg stod i køen i 1 time og 15 minutter for at betale 100 pesos (170 kroner). Jeg manglede nu kun at tage fotokopi af mit pas samt af et kreditkort. Men det var ikke godt nok, fordi jeg kun havde fotokopieret halvdelen af passet, mente de på immigrationskontoret. Den manglende halvdel var de blanke sider… jeg siger ikke mere. Da jeg endeligt fik forlængelsen i hus så jeg mit snit til at spørge, hvad er straffen for at blive i Argentina efter visumet er udløbet. Det skulle jeg aldrig have gjort: det koster en bøde på 50 pesos, altså det halve af hvad det koster at få forlænget visumet. Åh, Argentina…
Efter at have fået skoet hestene igen (Tobi kun på forbenene, og jeg har lovet ikke at belaste ham) drog vi videre mod nordøst. Det er en omvej, men jeg har lovet Lacho at jeg ville besøge Guillermo. Omvejen blev ikke så lang at det kom til at betyde det store. Det var godt at få sat sko på igen, jordvejene her er igen stenede og der ligger masser af sten selv i rabatten. Der var ingen skygge langs ruten, men heldigvis var det ikke så varmt, så det betød ingenting med at springe middagspausen over. En stærk vind i ryggen gjorde det hele nemmere for hestene, og vupti, vi var fremme hele 3 timer før hvad jeg havde regnet med. Men ingen Guillermo i huset. Jeg fik vækket den ansatte arbejdsmand fra hans middagslur, og han sørgede for at hestene kunne få vand. Derefter lagde jeg mig i skyggen og blev vækket en times tid senere af Guillermo. Han skulle lige samle nogle kalve, så ville han være hos mig igen, sagde han. Men da hans hest i et uopmærksomt øjeblik var løbet væk tilbød jeg straks Pegasus’ service. Jeg ved ikke hvordan det så skete, men det endte med at Pegasus og jeg var med til at hente en flok på omkring 200 kalve, for derefter adskille dem i 3 grupper, alt efter mærke og/eller køn. Jeg er ved at blive en rigtig gaucho, hehe… aftenen bød Guillermo på den efterhånden obligatoriske (og som altid meget velsmagende) asado.
Dagen skulle byde på den længste strækning i lang tid. Jeg havde ellers lovet hestene ikke at trække dem mere end 35 km på en og samme dag, men allerede dagen forinden var jeg blevet nødt til at gøre en undtagelse. Denne gang skulle vi oven i købet tilbagelægge hele 45 km langs en befærdet asfaltvej. Da asfaltvejene er meget brede i Argentina (med mindst 30 meter rabat på hver side) havde jeg regnet med at kunne ride i rabatten langt væk fra asfalten. Desværre vidste det sig at rabatten ikke var særlig god til trav, men heldigvis var trafikken begrænset og stort set fri for lastbiler. Derfor red vi et pænt trav i den ”pæneste” del af rabatten, den tættest på vejen. Ingen problemer i det, heldigvis. Vi holdte tilmed middagspause midtvejs, da varmen var værst. Alt i alt blev det til 9 timers ridt, men det var det værd: ved ankomst i udkanten af Suarez var vi ventet af den lokale presse med fotograf og en følge af både børn og voksne. Et dusin mennesker i alt, og der blev klappet da vi red gennem porten. Det var Guillermo, som havde ”advaret” formanden for den lokale poloklub, hvor Pegasus og Tobi skulle overnatte, og som straks havde adviseret videre i byen. Som ekstra gevinst blev jeg inviteret med til at spise i klubhuset. Det er en tradition at man spiser asado om aften efter en polokamp, og jeg kom altså til at sidde med ved bordenden hos ”gæsterne”. Der flød med vin og der var kød nok til at bespise mindst dobbelt så mange mænd (der var naturligvis ingen kvinder til stede).
Lige en ting mere - nu mangler der ikke så meget til Tres Arroyos…
|
Carhué-Pringles
Nyhedsbrev
Dagens mand i skysovs, det var jeg i Suarez i hele 2 dage efter der blev trykt en helsides interview i det lokale dagblad. Og jeg blev oven i købet citeret helt korrekt. Måske skyldes det, at mit spansk efterhånden er ved at blive mere end bare forståeligt. Man hviler dog ikke på laurbærrene, og når jeg nu næsten kan lugte målstregen, kan jeg ikke vente med at afslutte ”odysseen”. Nej, det er ikke en odysse, og ej heller et eventyr, jeg er ved at afslutte. Et livsoplevelse af de store, det er hvad denne rejse betyder for mig allerede nu, inden den er slut. De sidste par dage i Suarez fik jeg mulighed for at lære Claudio at kende, en rigtig gaucho men som nu kun delvis udlever drømmen om et liv til hest, om søndagen, når han optræder som dommer i polokampe. Og han gør det godt, har jeg ladet mig fortælle. Da jeg skulle af sted var Claudio kommet for at sige farvel og give mig et par fif til den kommende del af ruten. Mere om det om lidt. Den alt for gode Carateca var også kommet ud til hestene for at sikre sig at jeg kom godt af sted. Det er altså en mærkelig fornemmelse at have status som halv-idol, specielt når det er for velvoksne mænd, der kender uendeligt meget mere til hesteverden end jeg gør.
3.-8. februar 2009 - Carhué-(Bahia Blanca)-Suarez
Til La Cristina