Helt lige som sidst, her beskriver jeg personer, som jeg møder under min rejse, og som gør stort indtryk på mig.

Lacho (med italienske Volpe som efternavn) er en helt igennem dannet midaldrende mand med et hjerte af guld. Jeg har virkeligt nydt meget at snakke med ham, og glæder mig til at holde kontakten ved lige. Af profession er han dyrlæge, men vi talte aldrig heste på den måde sammen. Han ville hellere overlade det professionelle forhold til andre. Mig vil han gerne behandle som ven. Og det gjorde han, med stort V.

Lacho er en ukompliceret mand, men med mange facetter. Han er den type, som er svært at sætte mærker på, andet end han er god helt igennem. Han opsøgte mig den første aften jeg befandt mig i Carhué, fordi nogen havde fortalt ham, at en mand var kommet til byen langvejs fra og til hest. Sådan en ville han gerne møde og tilbyde hans helhjertet gæstfrihed og hjælp. Og mere end det. Han åbnede mig sit hus, noget man ikke gør for hvem som helst i Argentina.

Lacho er en person, jeg bestemt ikke har mødt for sidste gang.

Jorge fra Villa Maza er bestemt en mand med mange talenter og en skarp hjerne. At snakke med ham føltes som en befrielse, som at komme til en ø efter en lang sejlads uden land i sigte i lang tid. Han tog imod mig og hestene uden at spørge hvorfor eller hvordan, jeg havde blot ringet til ham en times tid før jeg kom frem og fortalt, at jeg havde fået at vide på estancia La Victoria, at han sikkert ville vise mig hen et sted, hvor hestene kunne få vand og græs for natten. Det viste sig at være hans sted, eller rettere, hans arbejdssted. Jorge sælger store landbrugsmaskiner, og har derfor et stort stykke jord med det fineste græs. Hestene kunne passende agere som kombineret græsslåmaskiner/gødningsfabrikker. Jorges venlighed og imødekommenhed er svært at gengive med ord. Jeg kan til gengæld beskrive hvordan han tog mig til sig, som en gammel ven.

Efter jeg forlod Jorges sted mødte jeg ham igen, da han (meget betænksomt) indfandt sig langs min rute med medbragt morgenmad, mate og tilmed koldt vand og madpakke, så jeg kunne spise undervejs. Han har foræret mig en kniv af den slags, som alle gauchoer går med, både når de arbejder i campo og når de har fri. Ingen gaucho uden kniv, det vidste jeg, og at få foræret sådan en kniv er for mig en slags blåstempling.

Hugo (billede mangler desværre) er først og fremmest en forretningsmand, men en af den slags, som har hjertet på rette sted. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at som chef er Hugo af sådan en karakter, at det er en fornøjelse at arbejde for ham. Jeg har oplevet ham passe en ansats (retarderet) søn, med både kærlighed og overskud, i en situation hvor den ansatte pludseligt var taget væk. Desuden går Hugo ikke rundt og hundser med folk, som jeg har set mange andre argentinske ”herrer” har for vane at gøre.

Kort fortalt står Hugo i spidsen af en herregård, som hovedsageligt arbejder med malkekøer. Selve estanciaen dækker et imponerende areal på næsten 9000 hektar. Udover at gøre Hugos familie velhavende er estanciaens økonomi basis for en fond, der driver en kostskole for børn med særlige behov. Det er helt gratis for børnenes familier, fonden betaler for alt, tilmed tøj og andre udgifter. Det er estanciaens barnløse grundlæggere der testamenterede besiddelsen til fonden, og det er ånden der driver stedet. Naturligvis følger der særlige fordele for fondens bestyrer, der går i arv generation efter generation siden den første for omkring 50 år siden.

Hugo er 47 år gammel og gift med Cristina. Sammen har de en søn på 10, Francisco, og bor en uge ad gangen i Buenos Aires og på estanciaen. Hugo er et levende bevis på, at man godt kan være velhavende, ligefrem rig, og besidde et hjerte af guld. Eller masser af overskud - hvad er forskellen egentligt?

Mødet med Pablo, denne unge familiefar og forretningsmand, skete helt tilfældigt. Det var hans ansat Jorge, der ”antastede” mig en tidligt morgen, da jeg havde overnattet på firmaets grund. Hvilket bestemt ikke gjorde noget, tværtimod. Pablo viser sig at være bidt af en gal hest, lige som mig, og da jeg fortalte ham om min rejse blev han helt opstemt og skreg, at det var hans drøm at gøre det samme. Så fra da af var hans dør åben for vidt gab og hans hjælpsomhed ubegrænset.

Pablos firma handler (og bearbejder) al mulig slags læder og skind, men især fra kvæg og får. Det vidste jeg ikke, men det er sæsonbetonet hvilket dyr bliver pelset. Pablos firma er meget afhængigt af priserne for pelsvarer, som i Argentina styres af et regeringsorgan og ikke af markedskræfterne. Desværre er priserne for tiden de laveste i mands minde, så Pablos lager er nærmest værdiløs. Men han har en ukuelig optimisme, han smiler i hvert fald ofte og er meget jovial. Så jeg bruger meget tid med Pablo og hans smukke kone Laura, vi drikker ufattelige mængder mate sammen mens snakken går om alt muligt, fra politik til sprog, rejser og traditioner. I mellemtiden spiser mine heste sig mætte i Pablos indhegnede mark ved siden af firmaets bygninger, hvor jeg kom til at slå lejr midt om natten da jeg hastigt kom til Victorica for at få behandlet mine heste for forgiftning. Og da dyrlægen har beordret en ridepause på en uge så er det rart, at man er stødt på sådan en behagelig person som Pablo. Det er den slags bekendtskaber, der giver en lyst til at komme tilbage igen.

Monica er en evigsmilende og utrolig sød pige, med de dybeste sorte øjne og indios-aner. Hun er 35 år og ugift, alenemor til Lucas på 5, en krudtugle som netop har overstået et ben i gips, der har holdt ham væk fra børnehaven i flere uger. Heldigvis har man her en familiestruktur som tager over, når der er brug for det. Jeg har mødt Monica (og snakker meget med hende hver dag) fordi hun gør rent her i huset hvor jeg bor under mit lange ophold i Malargüe. Men hun har mere i sig end det. Når hun har fri fra arbejdet går hun på det kommunale uddannelsescenter (det eneste af sin art i Argentina, mere om det i en artikel senere), eller er i praktik på hospitalet. Monica læser til sygeplejerske, og er snart færdiguddannet. Hun vil gerne arbejde som lægesygeplejerske, nærmere betegnet udstationeret på et lægehus ude på landet i 10 dage ad gangen, hvor lægen altså kun kommer en gang om ugen. Her er sygeplejersken der står for døgnbemandingen. Hun kan lide tanken om at være en slags lægesubstitut, og så appellerer det hende, at man er udstationeret i 10 dage, og så har man 20 dage fri.

Jeg nærer stor respekt for Monica, ikke kun fordi hun har en stålsat vilje maskeret bag en yndig og på sin vis uskyldig ydre. Fx valgte hun selv som 30-årige at blive gravid uden at blive gift. Det er ikke småting i Argentina ellers. Efter 10 år og en lovende karriere i hotelbranchen i skisportsstedet Las Leñas valgte hun altså at komme tilbage til fødebyen og starte forfra som alenemor, tage et job som rengøringskone og hellige sig 100% sit barns fremtid. Og så valgte hun at fritstille faderen til barnet, som siden er vokset op med morfar som faderfigur.

Monica er et positivt menneske, der gerne bidrager til at alle har det bedre. Og hun gør et stort stykke arbejde i det daglige. Og her tænker jeg ikke på at hun reder min seng og laver kaffe til mig hver morgen, selv om det med kaffen er stort nok for mig. Jeg har bemærket, at når Monica kommer ind i stuen så bliver vi alle gladere, mere rolige, trygge. Jeg ved ikke hvad hun gør, eller hvordan, men sådan virker det.