Nytårsaften i Victorica

Godt Nytår 2009 alle sammen! Så blev det igen årsskifte, denne gang uden hverken nytårstale eller torsk for mit vedkommende, men tiden er der ingen der kan stoppe.

Desværre blev byen Victorica, hvor jeg opholder mig for tiden, ramt af en tragedie, der gjorde aftenen til en halv trist affære. Sent på eftermiddag omkom en knægt på 16 år i en motorcykelulykke midt i byen. Alle har siden snakket om hændelsen, og da halvdelen af byen er mere eller mindre i familien med den afdøde (der er meget indavl ude på landet, også i Argentina), blev den planlagte bal på byens torv aflyst. Også min nytårsaften hjemme hos Pablo blev i første omgang aflyst (Pablos kone Laura er søster til den afdødes tante), men så insisterede Laura på, at vi holdte en ”fællesspisning” alligevel, da alt var købt ind og tilberedt. Dødsfald pga. trafikulykke er ikke så sjældne i Argentina, desværre, men i en lille by som Victorica sker det dog ikke så tit.

Hvis jeg skal holde mig til det ”muntre” del af nytårsaften hos Pablos mor Nora, så var vi en snes voksne og 6 børn i alderen 6-13 år samt en baby. Jeg var som den eneste ikke medlem af familien, men som altid alligevel en del af festen. Vi satte os til bords da kl. næsten var midnat, så begyndte vi med et bredt udvalg af veltilberedte forretter. På slaget 12 skålede vi med hvad vi havde i glassene og ønskede alle hinanden et lykkeligt 2009. Da børnene ville begynde festlighederne blev der lagt en dæmper for det, som respekt for den afdøde og dens efterladte. Da vi kom til hovedretterne var de naturligvis fra grillen, gedekid og utrolig velsmagende pølser. Jeg har aldrig før spist mig mæt i gedekid, og jeg håber ikke det er sidste gang. Da kl. var to var vi kommet igennem alle retterne, så var det tid til at skåle nytår rigtigt ind. Der blev åbnet et par flasker cider og skålet i champagneglas. Børnene havde i mellemtiden været ude på gaden og lege i et stykke tid, mens de voksne forblev inde og snakkede videre om dagens tragiske trafikuheld. Der blev snakket om alt: en ulovlig parkeret lastbil, om drengen muligvis var påvirket, at Pablo tidligere på dagen havde kommenteret drengens adfærd på motorcykel med ”han kommer til skade en dag sådan som han kører”, om at påbyde motorcykelhjelm (selv Pablos 13-årige datter kører dagligt rundt på en 100-kubik motorcykel uden hjelm), om at alle inkl. børn uforhindret fik adgang til at se liget på sygehuset, og meget mere. Sikkert er at drengen ingen hjelm havde (der er absolut ingen, der kører motorcykel, der bruger hjelm her), og at det havde reddet hans liv (uden at gå i detaljer med uheldet, det havde altså). Og som i størstedelen af uheld med motorcykler implicerede, er kådhed/manglende erfaring ofte den altafgørende faktor. Trist for drengens familie, og for den mand, der aldrig bliver til.

Da den planlagte fest på byens centrale torv blev aflyst, fusede aftenen noget ud, og kl. 3 var jeg ”allerede” i seng. Hvilket passede mig fint da jeg skulle tidligt op og passe heste. Det var ellers meningen, lod jeg mig fortælle, at en sand fest at raketter og fyrværkeri skulle oplyse Victoricas himlen, lige som juleaften for en uge siden. Det blev ikke tilfælde Nytårsaften 2009, og næsten symbolsk begyndte regnen at sile trist ned midt på natten.

Alt i alt blev det for mig en spændende og lærerig aften i hjertet af en almindelig argentinsk familie fra La Pampa. Med masser af interessante snak og dejligt samvær. Maden var helt super, og trods den triste atmosfære i starten blev det til en ret hyggelig aften.

22.-27. december - La Humada-Victorica, 250 km (i lastbil)

Den første ”hviledag” i La Humada efter den lange tur fra Malargüe med kun 2 indlagte ridefrie dage blev faktisk en stressende affære. Jeg havde ellers lovet mig selv og hestene en lille uges ferie, inden den værste del af turen skal indledes. Men jeg er nødt til at give lyd fra mig fra tid til andet, så uden adgang til internet eller telefon her, valgte jeg at leje en form for transport til nærmeste by med en smule højere teknologisk standard (2 timers kørsel herfra). Det blev også en kærkommen gennemgang af rideruten de kommende dage, men samtidigt en halvfarlig affære. Chaufføren på turen var en 17-årig knægt, uden kørekørt forstås, hans far fulgte også med. Køretøjet en ramponeret pickup fra 60’erne, vejens tilstand helt ubeskriveligt dårligt, underlaget bestående af masser af løst sand hvor bilen helt bogstaveligt skøjtede af sted. Eklatant mangel på erfaring gør ikke meget bedre i disse situationer. Men det var da højre fordæk eksploderede undervejs, at vi var millimeter fra at vælte med 80 km/t. Så kom ikke og sig at det er farligt at ride.

Riderutens kommende 100 km synes ikke specielt ridevenlig, der er alt for langt mellem bosættelser, hvor jeg kan finde vand til hestene. Ved første gennemgang havde jeg nærmest udelukket, at kunne ride her på dette tidspunkt af året. Men efter en nærmere risikovurdering, tror jeg nok, det kan lade sig gøre hvis vejret bliver mildere. Jeg må nok hellere vente og se.

I mellemtiden er dagene i La Humada som forventet lange men behagelige. Jeg har på kort tid fået mig nogle snakkekammerater, og specielt er børnene vilde efter at tale med mig. Sjovest var en episode med en lille pige på omkring 5 år, der spurgte mig hvorfor jeg kun havde en ørering. Jeg svarede at det var en gave, og at jeg kun havde fået den ene. Så spurgte hun mig igen, til stor morskab for de tilstødende ufrivillige tilskuere, om jeg var en mand eller en dame. Jeg bad en dame om at hjælpe mig med at forklare den lille pige, at hvor jeg kommer fra er det ikke kun piger, der går med øreringe, mænd kan også. Jeg skal love for at hændelsen fik mig til at tænke over, hvor underlig jeg må være i de lokales øjne. Endnu har jeg ikke oplevet hverken fjendskab eller uhjælpsomhed fra nogen, bortset fra at mange fyre i starten af 20’erne kigger ofte undersøgende på mig med en slet mine i øjnene, som om jeg var en potentiel trussel. Grunden hertil kan være, at mange mænd i 30’erne og 40’erne bliver ofte gift (eller i hvert fald får børn) med langt yngre piger, gerne under 15-17 år. Men jeg har nu ikke i min vildeste fantasi tænkt mig at forsøge mig med at forføre så unge argentinske piger, selv om nogle af de forhen nævnte venner har foreslået et par ”emner”, der eftersom de er ledige er et let bytte for en velbjerget udlænding som mig. Mine jævnaldrende argentinske machoer forstår ikke helt, når jeg forklarer, at jeg hellere vil have en jævnbyrdig partner, for dem er en pige bare en pige, og jo yngre desto bedre. De mener ikke, en pige kan være en ”partner”. En pige dyrker man sex med, hun passer huset og ungerne. Måske har de ret, i deres verden fungerer det også fint, ser det ud til. Meeen, undskyld mig, jeg er blot på gennemrejse, og jeg skal ikke efterlade mig alt for dybe spor her…

Juleaften i La Humada

D. 24. december 2007 om aften, for nøjagtigt et år siden, opholdte jeg mig intetanende i en Buenos Aires, der pludseligt eksploderede i et inferno af fyrværkeri som jeg aldrig havde set før. Jeg var uforberedt på traditionen, og var gået tidligt i seng fordi jeg skulle tidligt op og flyve hjem morgenen efter. Denne gang har jeg spurgt på forhånd, oplevet opløbet og nydt aftenen fra første parket. Juleaften fejres på behørig vis ved at man spiser ude (eller hjemme, men altid udendørs) en god omgang asado (grillet kød i uanede mængder). På slaget 12 midnat skydes kanonerne af, med nedtælling i fjernsyn hvis man skulle være i tvivl. Helt som nytårsaften i Europa. Julegaverne får ungerne først når helligtrekonger kommer forbi d. 6. januar. Her kaldes juleaftens nat ”den gode nat”, og efter maden og fyrværkeri fortsættes med dans og fest. Selv i en lille by med omkring 400 indbyggere er festlighederne overdådige og ikke til at tage fejl af: juleaften er årets højdepunkt. Jeg glæder mig til at opleve hvordan nytårsaften så fejres, om præcis en uge.

…og Overo er skadet

Som uventet julegave har jeg fået noget alvorligt at gruble over. Og hvor selv min stålfaste beslutsomhed må komme til kort. Jeg havde tænkt mig at ride videre fra La Humada juledagen, så var højtiden veloverstået, vel at mærke hvis ikke det var for varmt til at ride (der var 38 grader juleaftensdag). Men Overo har pådraget sig en skade, som jeg ikke er i stand til at vurdere, hvor alvorlig kan være. Det er svært at svare på hvordan skaden er opstået, mest sandsynligt er, at Overo på en eller anden måde har kradset sig selv og der er blevet dannet små skorper, der nu er gået betændelse i. Gode råd er dyre, når den nærmeste dyrlæge befinder sig over 100 km herfra og ikke kan kontaktes (der er stadig ingen telefon her). Jeg har renset såret så godt jeg kunne, men det hjælper næppe i længden når der kommer væske ud af såret og det vrimler med fluer. Jeg holder fast ved, at min allerførste prioritet er hestenes velbefindende, så jeg skal finde en løsning, om det så betyder en meget kostbar hestetransport til nærmeste sted hvor Overo kan behandles. Sikkert er, at det her kommer til at betyde mange ridefrie dage. Pokkers også…

Juledag - Overos skade

I mangel på bedre spurgte jeg råd hos en knægt på 19 der lever og ånder for væddeløbsheste. Min hest har et problem, han foreslå løst ved at smøre en særlig flydende væske omkring såret, for at holde fluerne væk. Jeg aner ikke hvad det er, men han har brugt det utallige gange og siger at det virker. Instruktionerne på dåsen var ikke til at tage fejl af, væsken skal altid blandes med vand, og man skal tilsætte vand til væsken, og ikke væsken til vand. Men knægten påførte væsken direkte i området omkring såret. 12 timer senere er den hud, som har været i kontakt med væsken, svulmet helt op, og Overo er tydeligvis øm der. Så helt godt var væsken ikke. Jeg vælger at se det med positive øjne, fordi fluerne holder sig faktisk helt væk, og såret er i klart bedring. Jeg tror, at fordi Overo er så øm i det område af maven, hvor vi har smurt stadsen, lader han være med at kradse sig nu. Jeg tilser ham hver 4. time nu, og giver ham masser af vand at drikke og rigeligt at spise. Og så længe han spiser kan det ikke være så galt. Men ride, det skal han ikke foreløbigt.

2. Juledag - Overos skade forværret

Der er sket en uforudset forværring, som jeg dog i bagklogskabens klare lys kunne have anticiperet. Men når Overo nu er så øm omkring såret (og hvor der for øvrigt er opstået endnu et lignende sår), så får han ikke viftet insekterne væk som han plejer. Så hans mave ligner nu et landskab fyldt med kratere, som det landskab jeg red igennem for et par uger siden. Og Pegasus er i mellemtiden begyndt at få samme symptomer som Overo, interessant nok, derfor tror jeg det er insekter der har stukket dem. Desuden har Overo altid boet i bjergene hvor der er meget tørt og stor set intet vand (og dermed meget få insekter), mens Pegasus har tilbragt hele sit liv på en bondegård med masser af vand og insekter. Det er dog ikke sommereksem, Overo lider af, det kan jeg garantere for. Jeg har besluttet mig at fremskynde min afrejse herfra så meget som muligt. Desværre viser det sig endnu en gang at begrebet ”om lidt” eller ”i morgen” er så fleksible størrelser, at man ikke kan bruge dem til noget som helst. Fx kl. 12.30 gik jeg hen for at mødes med en potentiel chauffør med hestetransport, han skulle være tilbage ”om lidt” – 6 timer senere er svaret det samme, når jeg spørger hvornår han er tilbage. Det er ikke bare irriterende, når jeg så gerne vil til en dyrlæge med Overo straks, det er meget frustrerende. Hvorfor ikke sige lige ud fra starten, at man ikke ved om manden overhovedet nogensinde kommer tilbage? Bare så jeg kan komme videre. Men ok, jeg har efterhånden lært af tidligere erfaringer, så nu laver jeg den samme aftale med 2-3 forskellige ”leverandører”, og skal altid have leveret varen 2 dage før jeg skal bruge den, ellers kan man bare vente og nyde af de lokales gæstfrihed. De gør alt for at holde på en, men min hest skal ikke lide ekstra af den grund, vel?

Når det endeligt lykkes at køre herfra skifter min rutes retning helt. Det var ellers meningen, at jeg skulle begive mig mod syd og følge en salt flod omkring 300 km. Det kan ikke lade sig gøre uden at tilbringe ufattelige mængder vand med sig. På dette tidspunkt af året er det desuden alt for varmt, og der er slet ingen bosættelser. Underlaget af sand gør det ekstremt vanskelig for hestene at ride frem, jeg holder ikke 2 dage derude, om så hestene var i tip-top form. Hvad så? Der er kun en vej herfra og dermed kun denne mulighed, som dog forlænger min rejse noget. Hvor meget ved jeg ikke endnu, men ikke betragteligt. Nu skal jeg skal først køre mod nord og så øst. Det betyder, at jeg senere skal ride en hel anden rute og komme ind i Buenos Aires provins fra en anden vinkel end planlagt. Det gør ikke så meget, bare der er vand. Så nu venter jeg på 2. dag at der dukker en op, der kan transportere mig og hestene til den anden side af ørkenen. Jeg skulle være taget af sted for længst, men en stålsikker aftale løb ud i sandet kun 2 timer før vi skulle køre. Det fandt jeg ud af, fordi jeg gik hen for at tilse hestevognen. Så sagde manden, at han alligevel ikke kunne køre den dag. Måske i morgen, meget tidligt om morgenen. Spørgsmålet er, om hvor meget jeg nu vil satse på denne nye ”aftale”.

Dyrlægetjek

Så kom jeg omsider af sted. Det blev natkørsel med en meget træt chauffør bag rettet i en lastbil til kvægtransport, som jeg vedvarende blev opfordret til at køre i stedet. No way jeg sætter mig bag rettet på en 15 tons tunge lastbil uden forudgående træning. Kl. halv-4 da nåede destinationen (på mirakuløs vis uden en skræmme, endnu en påmindelse til dem, som skulle være bekymret over RIDEturen). Så skulle hestene lastes af, et projekt i sig selv når det foregår fra en lastbil uden rampe og i mørket. Men det gik. Glem alt om at finde en indhegning, jeg bandt hestene med hvert sit reb til nogle pæle i den brede side af vejkanten, hvor jeg også lagde mig under åben himmel med min poncho som underlag. Da kl. blev 7 blev jeg vækket af en let regn. I mellemtiden havde Pegasus gjort sit for at forstyrre min korte skønhedssøvn ved at kravle hen over mig, men jeg var for træt til at flytte mig eller slå teltet op, for den sags skyld… Der gik ikke særlig lang tid efter jeg var kommet op, så blev jeg oppasset af en venlig fyr, der spurgte om mit ærinde. Efter jeg kort havde forklaret ham, at jeg godt kunne bruge en dyrlæge til mine heste, træk han mig med til sin bil og vi kørte af sted mod byen. Få minutter senere havde jeg en aftale med byens kompetente dyrlæge Anna Lia, og på vej tilbage til hestene kunne jeg oven i købet trække en kop friskmalet kaffe – fantastisk! Inden kl. blev 8 dukkede dyrlægen op og diagnosen var stillet. Enten slangegift eller (mere sandsynligt) en reaktion på noget, som hestene har spist, det kunne være det majs eller havre, de har fået i La Humada. Lige meget, kuren er det samme, antibiotikum og medicin mod betændelse. Måske allerede om et par dage kan vi se bedringer, i mellemtiden har dyrlægen stærkt frarådet mig at ride på hestene. Jeg har lovet hende ikke at sætte mig på hestene før jeg har fået hendes godkendelse. Det blev hun glad for at høre. Så nu har jeg i hvert fald (igen) nogle ridefriedage foran mig, det har jeg tænkt mig at bruge til at se omgivelserne af og lære nogle spændende mennesker at kende. Mon ikke det bliver til en nytårsaften i Victorica? Der er ikke så langt til det…