10.-21. december 2008 - Malargüe-La Humada, ca. 250 km

Her kommer et resume af de første dage til hest, nogle af de mest begivenhedsrige dage i mit liv.

Fra Malargüe til midt i ødemarken, ca. 30 km

De første par dage var noget nærmest et langt mareridt. Næsten alt, der kan gå galt i løbet af sådan en tur er gået fuldstændigt bananas lige i starten. Helt konkret startede rideturen med en maraton på en anden hest. Cristian og jeg red ud for at fange Pegasus og finde Orion, der begge var blevet sluppet løs på en indhegnet mark på over 1000 hektar, for at spise sig fede inden den lange rejse. Pegasus vidste sig helt umuligt at fange, og Orion kunne vi slet ikke få øje på. Dagen efter hyrede vi 3 meget erfarne gauchoer, der i mange år har arbejdet i netop den fold, og kender den ind og ud. Pegasus blev fanget på ”kun” 3 timer (sikke en styrke og en elegance, Pegasus viser når han løber, og jeg har lært en masse nye bandeord på spansk også). Orion var slet ikke at finde. Afrejsen var dermed udsat, i hvert fald en dag. Surt, men jeg fik redet en masse i stedet. Det viste sig, at Orion var blevet trukket væk fra folden af en kendt slambert, der kun med politiets indsats indvilligede i at returnere kræet, hvis man trak ”forsvindingsanmeldelsen” tilbage. Slet imod min retfærdighedssans gik jeg med til det. En meget udtalt trussel om, at jeg risikerede at få en kniv i ryggen hvis ikke jeg trak anmeldelsen tilbage, fik mig endnu mere opsat på at stå imod. Men jeg fulgte politiets råd om at lade tingene være og ikke blande mig med den familie, bare tag af sted. Fint nok, alt i alt fik jeg stjålet 1 dag, eller retter byttet den med en dejlig oplevelse at være gaucho og drive hesteflokke. Aldrig har jeg galopperet så meget og mærket vinden suse, hesten pruste og jorden bogstaveligt ryste under mig.

Da jeg så skulle af sted kom jeg igen til at vente. Først stod den lokale presse, inviteret af Marcelo (naturligvis som reklamegimmick for sig selv), til stede og forlangte interview. Værre endnu stod regnen i stænger og det blæste en halv pelikan. Temperaturen var omkring 12 grader, altså 20 mindre end et par dage forinden, så jeg valgte at vente til eftermiddag med at tag af sted. Da jeg endeligt (endeligt!) gjorde det, red jeg kun knap 2 kilometer inden det første alvorlige problem satte min beslutsomhed på en afgørende prøve. Jeg valgte at ride ud på Orion, med Pegasus som pakhest. Kort efter broen over floden kørte en stor motorcykel med tysk nummerplade forbi. Men så stoppede tyskeren, drejede rundt og vendte tilbage, meget, meget langsomt tværs over vejen. Begge motorcyklens lys var tændt, vinden susede fra ryggen og gjorde at kun de laveste toner fra motoren kunne høres. Jeg stoppede straks Orion, som var tydeligvis nervøs over situationen, skønt vi red i ”servicevejen” godt og vel 10 meter fra asfalten ca. en halv meter under vejniveauet. Da motorcyklisten var omkring 15 meter væk, og stadig langsomt kørende mod os, træk han sin flip-op hjelm op, hvad Orion måtte have oplevet som en hestespisende mund, der åbner sig. Total panik er det eneste, der kan beskrive hestens sindstilstand i øjeblikket. Jeg strittede naturligvis imod, og Pegasus var bundet fast til gjoren, så Orion kunne ikke komme væk. Jeg forsøgte at holde Orion stille, men i stedet vendte han sig om på bagbenene, så hans forben nu befandt sig over en stakkel Pegasus hals, klemt mellem dens hoved og lasten. For mig var der intet andet at gøre, og det var nok det forkerte, set i bakspejlet: Jeg lod mig falde, nu var jeg alligevel så tæt på den stenet jord… Og så løb de to heste bundet sammen, tilbage mod byen. Orion virkede som besat og træk Pegasus efter sig, alt gik tabt under løbet, alt undtaget Orions sadel, så de to stadig var bundet sammen, mens lasten lå og flod langs hovedvejen. Tyskeren kiggede på mig og sagde på sin gebrokken spansk ”undskyld, er denne vejen til Chos Malal?”. Hvortil jeg svarede at man aldrig nærmer sig heste på den måde som han gjorde, bare stop og vift med armen, så kommer hesten til dig, for pokker! Og ja, det er kun en vej her, så den er vist rigtig nok. Så klappede han flip-op hjelmen og kørte af sted. Situationen var nu nærmest komisk, jeg så min liggeunderlag flyve væk fra vejen mod intetheden, vandflasker og alt muligt flyde på asfalten. Den store bagage, som regnen taget i betragtning var blevet indhyllet i plast lå også midt på vejen. En pickup standsede for at rydde lidt fra vejen, og jeg kiggede igen uden at tro det, men motorcyklisten var kørt videre, som om intet var hændt. Uden heste, i styrtende regn og blæst, med al min bagage spredt på vejen, der manglede ikke så meget så var jeg slået ud. Men ok, jeg begyndte at gå tilbage mod byen og at samle hvad jeg kunne op fra vejen. Heldigvis kom pickuppen tilbage kort senere og tog mig og min bagage med. Det var en ældre, meget venlig mand, den samme som var stoppet lidt forinden, fordi han havde set det hele, inklusive de løbske heste og rebet som holdte lasten fast, liggende flydende på vejen. Han tog den raske beslutning at samle rebet op og køre efter hestene. Til mit held havde regnen pustet så meget liv i floden at hestene ikke turde gå i, så de stoppede ved flodbredden. En lastbil havde forudseende spærret vejen over broen. Den ældre venlige mand havde uden problemer nærmet sig hestene og bundet dem fast til et vejskilt inden han var kørt tilbage efter mig. Da jeg så blev forenet med hestene var Orion helt umuligt at få ned på jorden igen. Det tog over en time. I mellemtiden var det blevet opholdsvejr, og jeg fik rigeligt med tid til at genoverveje projektet. Pokker tag en ubetænksom tysk motorcyklist og det omskiftelige vejr ved Andesbjergene. Jeg tog af sted igen, samme recept, mange blå mærker på kroppen (så jeg et par dage senere) og en vis fandenivoldskhed i sjælen. Orion var meget oppe at køre, og det kan forstås, mens jeg havde mistet stort set alt mit vand og en del andet udstyr. Jeg tænkte blot, at det her, kan jeg i hvert fald overleve indtil jeg finder et sted, hvor jeg kan sunde mig igen. Så blev det nat, uden jeg fandt noget sted. Jeg blev nødt til at stoppe for at sove et sted uden at have spist eller drukket siden morgenmaden, hestene ditto. Til mit held kom en bil forbi, som jeg stoppede og spurgte, om de havde noget vand med, jeg kunne købe. De ville ikke sælge, jeg fik den halvliters flaske de havde med. Gode dråber… Men blæsten gjorde det for risikabelt at tænde et bål, og uden vand kunne jeg ikke en gang lave en suppe til mig selv. Så i seng uden at spise.

Til Parkvogternes hus, ca. 35 km

Dagen efter stod jeg op til en klar og vindstille dag, hvor temperaturen i mit telt var blevet ulidelig høj. Det tog tid at samle mig og hestene, som hverken havde fået tørt eller vådt i snart 24 timer. Vi skulle videre, men klokken blev hen ved 11 formiddag inden jeg fik samlet bagagen og bundet det fast til hesten. Jeg valgte for en sikkerheds skyld samme opskrift som dagen før, ride på Orion og Pegasus som pakhest. Og det viste sig at være afgørende rigtig, for Orion var på ny ”lunefuld”. Uden morgenkaffe (for første gang i mange år for øvrigt) tog jeg af sted, denne gang med en ny recept mht. pakning af hesten. Marcelos løsning duede slet ikke. Min 2-timers kaffefri grublen over problematikken var langt mere holdbar. Dagen forinden skulle jeg næsten pr. automatik stoppe op hver 500 meter og justere lasten, så den ikke faldt ned til den ene eller den anden side af hesten. Men så gik mine små grå i sving, og det hjalp. Jeg red hen ved 10 km, med en opsat Orion men en sikkert lastet Pegasus, indtil jeg fik en næsten religiøst oplevelse, jeg så et syn på toppen af en stenet bakke. En engel, der viftede med armen og råbte: ”Kan du huske mig?”.

Det kunne jeg ikke umiddelbart, men det var fordi han stod højt oppe med solen i ryggen. Så genkendte jeg hans mager facon og lyse stemme, jo, det var Mauricio, en ansat i den lokale naturpark som jeg havde sludret med et par uger tidligere og fortalt om mit projekt. Han havde givet mig gode råd og inviteret mig til at holde stop ved ”parkvogternes hus”, hvor jeg evt. kunne få vand og hvile til hestene og mig selv. Han var nu, to uger senere, på vagt. Han var kravlet på toppen af den lille bakke, hvor der på mirakuløs vis var fint signal til mobiltelefonen, og ventede til at konen skulle ringe. Jeg parkerede hestene ved hans pickup og kravlede selv op indtil bakketoppen. Jeg satte ham ind i min situation og spurgte, om han mon ikke havde vand med. Det havde han ikke, men tilbage til huset kunne jeg få alt det vand, jeg ville. Det var kun 25 km borte. Jeg spurgte ham så om jeg ikke kunne få ham til at tage min last med, så jeg kunne ride på Pegasus (som måtte være friskere på det tidspunkt), og trække en lidt forvirret Orion, der på denne måde kunne få lidt hvile. Intet problem, bortset fra at det var blevet over middag og hen ved 30 grader varm. Men uden reelle alternativer satte jeg Pegasus i trav og af sted red vi. Der var intet vand på noget tidspunkt undervejs, og da en bil endeligt kom forbi stoppede og mændene i bilen hilste højlydt ”Hola Andrea!”. De vidste hvem jeg var, de havde hørt mig i radioen. De tilbød også øl, men jeg ville ikke drikke noget, der ville gøre mig endnu tørstigere, så jeg takkede nej. Da jeg endeligt kom frem til parkvogternes hus var klokken over 6, og jeg havde redet i 7 timer næsten uden pauser i meget varmt vejr. Og helt uden vand og føde. Stakkels heste. Om aftenen lavede Mauricio en utrolig velsmagende ret til mig, og da jeg gik ind i mit telt for at sove gik jeg ud som et lys.

Dagen efter om morgenen tog jeg så den beslutning, aldrig at udsætte mine heste for så en strabadserende dag igen. Derfor efterlod jeg al min mad (undtagen kaffe) hos Mauricio og ændrede min rejsestrategi. For det første skulle jeg rejse endnu lettere, så den ene hest (pakhesten) virkeligt blev sparet den ene dag. For det andet skal jeg betingelsesløst ride efter steder, hvor der er vand. Og hvor der er vand, er der mennesker, og hvor der er mennesker, er der mad. Det betyder også, at min ridetur bliver væsentlig længere, nu da jeg ikke ”bare” kan krydse ørkenen men skal zigzagge fra bosættelse til bosættelse. Heldigvis er der sjældent mere end 25 km til næste brønd med vand, indtil videre. Noget andet bliver i La Pampa, som jeg måske bliver nødt til at ”hoppe over” - mere om det når jeg kommer så langt.

Fra Parkvogternes hus til Puesto Molino, ca. 35 km

Den første del af beslutningen, at rejse lettere, var meget tidsbesparende. Nu tog det kun den halve tid at laste hesten. Den anden del af beslutningen, at besøge steder med vand, er den mest givtige, og utrolig interessant. Så den første dag med den nye strategi stoppede jeg ved frokosttid (dvs. omkring kl. 2 eftermiddag) ved Puesto El Ranquil for at spørge efter vand, og her blev jeg budt velkommen af en familie, som også havde hørt mig i radioen og derfor nærmest stod og ”ventede” på mig langs ruten. Her blev jeg ikke alene opvartet og budt indenfor, hestene fik foder og vand i rigelige mængder, og jeg skulle naturligvis blive og spise med. Siddende ved bordenden, og som den eneste med eget glas. Jeg blev der et par timer mens vi snakkede om løst og fast, og da jeg skulle tage af sted igen fik jeg et stort hjemmelavet brød med. Jeg kvitterede for gæstfriheden ved at give et sæt hestesko nr. 2, som de helt sikkert vil kunne bruge. Da jeg skulle laste hesten tog husets ejer og dens ældste søn fat i rebet og viste mig en endnu smartere måde at laste den på, meget hurtigere og meget, meget sikrere. Helt fantastisk. Så red jeg i eftermiddagsheden, men denne gang havde hestene drukket rigeligt med vand, så de var friske nok. Jeg havde besluttet mig på forhånd at stoppe for natten et sted kun 10 km derfra, men jeg red videre alligevel, og ved 6-tiden hoppede jeg af hesten og gik resten af vejen til Puesto Molino. Undervejs opstod en mindre episode med Orion, som tydeligvis ikke bryder sig om at være langt hjemmefra. Da jeg kom frem til stedet omkring solnedgang var jeg endnu en gang kendt i forvejen, og igen blev jeg spurgt om det samme, radioværten Ricardo havde spurgt mig om nogle dage tidligere. Svarene var også de samme, men det morer folk åbenbart. Og også her blev jeg nærmest kongeligt behandlet, og hold op, hvor var jeg træt da jeg skulle sove.

Fra Puesto Molino til Mina Ethel, ca. 30 km.

Jeg stod som sædvanlig sent op efter landlige standarder (ved solopgangen begynder folk at arbejde), men jeg blev budt mate alligevel. Jeg snakkede med husets herre og vi aftalte, at han ville køre min last i sin bil til et aftalt sted, så jeg slap for at laste hestene og gav dermed Orion en halv fridag, så han bare skulle følge med om formiddagen. Om eftermiddag ville jeg så bytte hestene for at trætte dem mindst muligt. Da ejeren af stedet hvor jeg havde overnattet kørte forbi med min last stoppede han og gav mig en fyldig madpakke og frisk vand. Han lovede at tage mere frisk vand på vej tilbage igen, efter han havde afleveret mine ting til min næste destination. Og det gjorde han også, hvilket var meget tiltrængt. Hen over middagstid nåede temperaturen over 35 grader, så måtte jeg stoppe. Problemet er at der ingen skygge er overhovedet. Hestene er vant til det, men ikke jeg. De små buskadser yder kun ringe skygge, så det eneste kølende er vand. Heldigvis havde jeg nok denne gang. Efter 3 timers hvile skulle jeg af sted igen, så jeg sadlede Orion og bandt Pegasus fast til sadlen. Da jeg kom op på Orion gik han (igen) i baglås, og der var ingenting at gøre. Han ville ikke af sted, og strittede imod. Til sidst gjorde han som ved motorcyklen og forsøgte at stejle, men denne gang slap jeg ham ikke, det lovede jeg mig selv aldrig mere at gøre. Resultatet blev at han faldt til siden og jeg under ham. Heldigvis for mig var underlaget her mest sand og småsten. Da Orion forsøgte at komme op igen ramte dens hoved mit hoved to gange, før han forstod at min skal var hårdere end hans. Så han gav op, og jeg lo klemt under denne 400 kilo tung hjerneløs muskelbundt. Det var sin sag at komme fri, og faktisk heller ikke så let at rejse Orion op igen. Først troede jeg, at han var kommet til skade, men det gjorde han heldigvis ikke. Min ryg, arme og ben har til gengæld siden fået mange farvenuancer, mens hovedet slet ikke gjorde ond. Der var ingen grund til at forcere en hest, som både var træt og forvirret, så jeg bad Pegasus om forståelse og lovede ham flere dags hvile hvis han ville ride mig det sidste stykke også. No problem, syntes han at sige. Jeg flyttede sadlen over til Pegasus, og da jeg ville tage en slurk vand opdagede jeg, at sadletaskerne var våde. Og naturligvis var alle mine resterende 3 plastflasker med vand gået i stykker, og indholdet sivet ud. Jeg forsøgte på ny at komme i tanke om de mange bandeord på spansk, jeg havde lært den anden dag, men jeg begyndte bare at grine i stedet. Jeg kiggede på kortet om jeg kunne skyde en genvej, eller bedre, finde et andet sted at få noget vand. Klokken var 3 og varmen ikke til at holde ud. Jeg fandt ingen alternativ og håbede bare at en bil ville komme forbi. Det er mest geologer der benytter denne rute, området her er fyldt med vulkankratere (800 kegle i et område på størrelse med Fyn). Netop den eftermiddag kom der slet ingen forbi, hverken den ene eller den anden vej. Så da jeg kom frem til et sted, hvor jeg kunne se et træ i det fjerne drejede jeg brat. Og dér fik jeg mit livs mest tørstslukkende drik. Jeg bællede en liter vand i mig på få sekunder, velvidende at det slet ikke er sundt. Hestene fik også lidt at drikke. Heldigvis var jeg ikke langt fra min destination, så jeg behøvede ikke at bede om en flaske til at tage med. Da jeg så kom frem til Mina Ethel drak jeg i løbet af aftenen omkring 5 liter vand. Den dag tissede jeg kun om morgenen, næste (lille) tissetår skulle vente til næste morgen igen. Usundt, det ved jeg, men min krop havde intet væske, den kunne undvære.

Mina Ethel

Stedet her fortjener en kapitel for sig selv, mindst! Det var ikke kun fordi mine ting var blevet afleveret i forvejen, at de ventede mig. De havde også hørt mig i radioen her, og Mina Ethel er et sted, alle stopper ved. Jeg var på forhånd blevet tilskyndet til at besøge stedet, en gammel forladt manganmine, hvor der nu bor en familie bestående af mor ”La Pancha”, far Cesar og børnene Yamil, Sergio, Sebastian og Axel. Kvinden La Pancha er en sand institution her, og jeg havde forestillet mig en ældre kvinde, siden hun er så kendt en personlighed. Men nej, hun er kun 30, og hendes ældste datter Yamil 14, så hun tror nok, hun bliver bedstemor inden længe. Hun minder mig utrolig meget om min søster Maria, ikke kun pga. den ”runde” form, men især for hendes personlighed og smittende humor. Og igen igen, jeg blev modtaget som en pave, eller bedre. Jeg fortalte de samme som i radioen, samt de seneste dages oplevelser med Orion, varmen, vandet, lasten osv. Men her skulle jeg ikke få problemer, Sergio (sønnen på 12, men ligner en på 17) ville tage sig af hestene så jeg skulle bare sidde ned, spise noget ufatteligt velsmagende friturestegt brød og drikke mate. Jeg blev pludseligt og på uforklarlig vis oversvømmet af en ubeskrivelig glæde og tryghed, som jeg ikke har mærket længe. Efter at have sundet mig et par timer og taget verdens dejligste bad i den bedste wild west-stil, gik jeg ud igen og skulle se stedets heste. Jeg fik pludseligt en ide, at bytte Orion med en anden hest. Jeg talte med husets ”herre” (i dette tilfælde La Pancha) om det, og hun var ikke helt afvisende. Vilkårene måtte jeg dog snakke med sønnen Sergio og manden Cesar om. Det, de kunne tilbyde var en gammel hest på 16 år, men i fin form. En hest, som alle børnene havde lært at ride på. Meget stabil og vant til at gå langt. Perfekt. Eneste minus var, at han manglede sko, men det er hurtigt klaret i ødemarken. Vi aftalte at snakke videre om det dagen efter, vi skulle jo prøve hinandens heste først, og nu var ved at blive tid til aftensmad, klokken var over 9 aften. Jeg blev spurgt om jeg ville køre med og ”hente kød” hos naboen, omkring 10 km derfra. Meget gerne! Først da vi skulle fange en ged, gik det op for mig at vi skulle slagte den ged, vi skulle spise senere den aften. Snakken gik om geden skulle slagtes her hos naboen eller hjemme? Det blev hjemme, og naboen tog med. Jeg ved ikke hvor lang tid det tager en person at slagte en ged, men 3 voksne gør det på 20 minutter, så er pels, indvolde, hovedet og benene skilt ad, og det som man almindeligt finder i køledisken i supermarkedet parteret og klargjort til ovnen. Jeg skal understrege, at man ikke smider noget ud af et dyr, så alt bliver brugt. Denne aften nøjedes vi med at fortære ”det nemme”, altså ribben, lår og nyre, sidstnævnte havde jeg aldrig smagt før (det vil jeg gerne igen, mums!).

Så blev det tid til at sove, og der var slet ikke tale om, at jeg skulle bruge mit telt denne nat. Jeg fik det ene soveværelse, og de 6 andre det andet. Om morgenen blev jeg igen opvartet som en konge, og vi fortsatte snakken om hestebyt. Kort fortalt blev de meget glade for forslaget. De var naturligvis kede af at skille sig ad med deres familiehest, men udsigten til at få en yngre og på mange måder bedre hest var tillokkende nok. Så på med sko og den gamle 16-årige brogede hest var min. Som delkompensation for prisforskellen (Orion er en klasse eller to bedre) fik jeg det hele gratis, maden, overnatning og en pakke cigaretter, der altid er godt at have med når man møder andre mennesker på landet, har jeg erfaret. Desuden ville Cesar gerne køre min last videre til næste destination, så jeg kunne koncentrere mig om at lære min nye hest at kende, med Pegasus på slæb (jeg havde lovet ham hvile jo). Inden jeg sagde farvel så jeg mit snit til at forærer Cesar et sæt hestesko nr. 2 og masser af søm, datteren Yamil fik et par ridehandsker og sønnen Sergio et stort og forholdsvis dyrt sports t-shirt. Jeg kommer helt sikkert tilbage til Mina Ethel en dag, om ikke andet for at tage et par andre gaver til en familie, som jeg aldrig vil glemme.

Jeg vil lige lukke Orion af, det fortjener han trods alt. Jeg har trættet den hest og tilsyneladende ikke brugt den fornødne tid til at træne den i form. Jeg fulgte blot Marcelos råd om at lade ham fede op, det skulle jeg ikke. En hest, der ikke er blevet passet godt på i et halvt års tid og slet ikke redet behøver især at komme i form, dernæst at tage på i vægt. Så jeg må erkende, at selv om Orion har kostet mig meget dyrt i både tid og penge, så er det bedst, at han får sig et nyt hjem nu og her, uden at skulle krydse Argentina med mig eller min last på ryggen først. Et hjem, som han vil bruge nogle få dage for at lære at kende, for at gøre sig fortrolig med omgivelser så den føler sig tryg. Det forvirrede ham bare hele tiden at skifte landskabet, det er han ikke skabt til. Han skal have et stort bjerg i horisonten at forholde sig til, så han ved hvor han er. Men vigtigst af alt, han har nu fundet sig et hjem, hvor der vil blive passe godt på ham og hvor han vil arbejde nogle timer om dagen, og ikke hver dag. Jeg kan se på Overo, at La Pancha og hendes familie er gode ved heste, så jeg sagde farvel til Orion uden vemod og ønskede ham et godt liv.

Da familien skulle sige farvel til Overo til gengæld var der både tårer og en masse rekommandationer om at passe godt på ham, og der blev taget et hav af ”sidste billede” med ham og børnene. Jeg lovede at sende et billede af Overo i sit nye hjem i Buenos Aires, når jeg kommer så langt. Min nye hest har foreløbigt ikke noget navn, jeg orker ikke at finde på et lige nu. Så den hedder bare ”overo” (broget på spansk), men måske kommer der nogle gode forslag som følger stilen orion og pegasus, græske mytologiske figurer med symbolske værdier og som også findes som stjernebilleder. Overo er en god, gammel hest, meget lille efter argentinske forhold, ganske robust. En god traver, en hest der bare kan gå (eller endnu bedre trave) dagen lang uden brok.

Mina Ethel-Kiñe, ca. 15 km

Uden tvivl den letteste etape, selv om det styrtregnede noget af tiden og det blæste en hel del skråt forfra. Uden last og med Pegasus på slæb gik der totalt trav i Overo, og på destinationen var jeg endnu en gang ventet og hørt i radioen. Stedet her er rent luksus, en økologisk bondegård (uden el men med alt komfort) hvor maden er i særklasse og sengen som på et 5-stjerne hotel. Det koster også en bondegård at være her, men jeg har lovet Pegasus et par dages hvile, og sådan bliver det. Siden sidst har radioværten for øvrigt sendt flere ”efterlysninger” og bedt folk kommunikere ind til ham, hvor i verden jeg nu befinder mig. Det er svært når man ikke kan ringe, men mon ikke dem, som er kørende på vej til byen og har set mig fra vejen vil kigge ind til radioen og lægge en besked?

Kiñe-Puesto Bravo, ca. 30 km

Den hårdt tiltrængte dags hvile blev brugt for mit vedkommende til raske gåture i bjergene omkring. Min kondi, højde over havet taget i betragtning, er ikke så ringe endda. Det gjorde godt at løsne nogle muskler, især rygmusklerne. Dagens ridt bød på noget der kunne ligne en velsignelse ovenfra. Efter ca. 10 km ridt i flot solskin med frisk brise begyndte nogle meget mørke skyer at nærme sig faretruende vestfra. I løbet af ganske få minutter befandt jeg mig under et skydække med hængende udpøsninger, og så brød ellers helvedet løs med lyn og torden. På det tidspunkt befandt jeg mig i en slette med små og få buske, og hvor det højeste punkt i landskabet var min hat. Ikke den sjoveste situation at befinde sig i. Og jeg som skyr farlige situationer så intet andet udvej end at stå af hesten og trække dem. Hvis lynet skulle slå ned så ville det forhåbentligt ramme en af hestene, desværre for dem, men man spøger ikke med den slags. Så begyndte det at småregne, og jeg kunne se på begge mine sider, at ikke længere end 2-3 km styrtregnede det mens lynene indtil videre blev ved med at slå i himlen og ikke ned i jorden. Underligt nok befandt jeg mig ligesom i en korridor med kun let nedbør og forholdsvis tynde skyer overhovedet. Så begyndte lynene at slå ned i jorden, men alle sammen et godt stykke fra mig, stadig på begge sider. Hver gang jeg kiggede mig tilbage fik jeg bange anelser, at NU skulle det være, mit held kunne ikke bare fortsætte. Men det gjorde. Hele to timer træk jeg hestene i frisk tempo, men uden på noget tidspunkt at blive rigtig våd af den fine regn, kun rigtig meget bekymret for, at mit held snart ville være opbrugt. Da jeg til sidst så at det lysnede i horisonten træk jeg en meget dyb indånding og pustede ud som jeg var hos lægen. Jeg var træt, mentalt træt af al min bekymring, men lettet. Vi holdt stop en times tid og res så de sidste 10 km i bagende varm solskin. Det er vildt, hvor omskifteligt vejret i området er, og hvor hurtigt det sker.

Puesto Bravo-Agua Escondida, ca. 30 km

Dagen startede med en gennemgang af ruten sammen med Puesto Bravos ældste beboer Roberto. Det er en afgørende del af turen, så det gør jeg nu hver gang inden jeg rider af sted. Det kort jeg har med dur ikke til noget som helst, så jeg tegner et nyt kort hver morgen med angivelser af distancer (i timer) og pejlemærker, såsom en særlig bakke, en udtørret bæk eller en usædvanlig eller høj busk. Det gør min ridning sikrere og mere tryg. Det viste sig at langs min rute kunne jeg besøge stort set hele Robertos familie, så jeg valgte at holde stop hos en søn midtvejs, hvor jeg kunne forsyne hestene med vand og foder og mig selv med skygge. Jeg mødte dog sønnen om formiddag på vej væk, han skulle et andet sted, men han fortalte mig hvor jeg kunne finde, hvad jeg behøvede så intet problem der. Ellers skulle jeg bare spørge hans mor i huset ”ved siden af” (en halv km derfra). Og det gjorde jeg så. En dyb religiøs dame, som ikke alene insisterede på at jeg skulle spise frokost med, men hvis bordbøn kun omhandlede mig og min rejse. Jeg takkede naturligvis dybfølt for den fine gestus og fortalte om hændelsen dagen forinden, hvor himlen synedes at åbne sig over for mig mens det ellers lynede og styrtregnede på begge sider. Hun doblede op og forærede mig en bibel, hvortil jeg takkede hende endnu en gang og lod hende vinde ”venlighedsslaget”.

Pegasus højre bagsko sad lidt løst om formiddagen, så den blev slået bedre fast efter frokost for at kunne klare de sidste 15 km, indtil jeg på ny forenede mig med min last, der også denne dag var rejst i forvejen for at lette den lange rejsedag. Og hvor jeg for en gangs skyld havde lagt den ekstra set sko og værktøjer. Når jeg er nødt til at ride mere end 20 km for at finde vand er det vigtigt, for at spare hestene, at jeg rejser så let som muligt, ellers er de ikke til at have med at gøre den næste dag. Skæbnen ville i dag at venstre bagsko pludseligt rev sig helt løst, og så var der ikke andet at gøre end at stoppe op og flå den helt af. Det syntes Pegasus slet ikke at mærke noget af, så efter et par kilometers skridt satte jeg i trav for at komme frem hurtigst muligt. Nu kunne jeg ikke vente mere. Jeg red på Overo, og da vi nærmede os ”byen” (med 250 indbyggere) blev han meget utryg. Han har aldrig set en vej med huse på begge sider, og slet ikke så mange træer. Hvad han dog måtte have tænkt, stakkels Overo. Jeg valgte at stå af og trække Pegasus, som var totalt upåvirket af situationen, således at hestene nu stod ved siden af hinanden, med Overo godt beskyttet bag mig. Jeg gik hen til et sted hvor der var lidt græs og hvor Pegasus straks begyndte at æde, det var nu ok for Overo at være her, men han ville ikke spise, han blev ved med at se sig omkring. Fint nok.

Mødet med byen var på sin vis ventet men også en overraskelse. Jeg havde på forventet at alle vidste, hvem jeg var. Og både radioen samt flere køretøjer, der havde spottet mig langs vejen i dagene forinden havde fortalt, at jeg nu var på vej. Men da jeg entrerede i byen syntes den at være spøgelsesagtigt. Der var kun en lille dreng, der legede i vejmidten, men da han så mig og mine heste træk han sig hurtigt ind i et hus. Jeg skulle næsten indtil landsbyen midte før jeg fandt en dame, der sammen med to yngre piger gik mig imod. Bagfra kom så samtidigt byens sygeplejerske, gift med rådhusets delegeret og datteren af Roberto Bravo, hvor jeg havde slået lejer natten før. Og så pludseligt levede byen op (igen?), og gaden blev fyldt med mennesker på ingen tid. Jeg skulle nu hilse hver og en, jeg kom forbi og svare på de samme 2-3 spørgsmål, de mest centrale som de havde hørt i radioen ugen før. Det må være mediernes magt, der gør folk til en slags får. Måske et emne for en artikel senere. Nåh, men nu var der ingen grænser for folks hjælpsomhed og imødekommenhed, men først og fremmest ville jeg sørge for, at Pegasus fik nye sko, alt andet måtte komme senere. Og det gjorde. Jeg skal spare for flere detaljer lige nu og her, men jeg valgte at opholde mig i landsbyen en hel dag, inden den videre færd til La Humada hvor det er mening at jeg vil holde ridefri i 3-4 dage og lade op.

 I Agua Escondida bor jeg som eneste og vist nok første gæst nogensinde i den kommunale campingplads, indviet for 3 måneder siden. Når jeg nu ved, at jeg er den første gæst skyldes flere faktorer. For det første er der ingenting i receptionen, hvor jeg nu sover så jeg slipper for at slå teltet op. Der er hverken møbler eller noget som helst, et bart splinternyt klinkegulv og that’s it. Det andet stærke indicium for, at jeg er den første gæst nogensinde her, er at ingen ved, hvad det koster at bo på campingpladsen. Det skal der en forespørgsel til kommunen for at finde ud af. Jeg fik ellers adskillige tilbud om overnatninger i huse, men jeg ville hverken være uretfærdig og gør en forskel, eller bruge natten på at svare på utallige spørgsmål om det samme igen og igen. Det er dagen til.

For at runde landsbyen af varer det ikke længe, så kommer elektricitet til byen. Det er spørgsmål om uger, siger de her med julelys (undskyld!) i øjnene. Dvs. der er faktisk elektricitet 2 gange om dagen, 4 timer hver aften og en time om formiddagen (? - jo, så kan kvinderne stryge, var svaret!). To store og meget larmende dieselgeneratorer bliver startet på klokkeslæt, og så er alle inde og ser tv. Generatorerne er strategisk placeret i den centrale plads, så larmen generer mest muligt og ingen slipper.

Agua Escondida-La Humada, 35 stormfulde km

Man siger ellers at to efterfølgende dage aldrig byder på samme vejrtype her. Så da det stormede helt vildt under min ”hviledag” i Agua Escondida tænkte jeg hele tiden på, at dagen efter ville være dejlig stille og måske en smule varm, men varmen er jeg efterhånden vant til. Om igen. Og storm igen, støvstorm, skråt forfra langs rideturen. Dog ikke så slemt som dagen før, heldigvis, men aldeles køligt. De sidste 5 km var ren ørkenvandring for Overo. Jeg fik ondt af ham, han var bare så træt, det stakkels kræ. Men nu er jeg endeligt i La Humada, en lille by med 400 sjæle som jeg har glædet mig umætteligt meget til at besøge, lige siden jeg faldt over billedet med de 3 små piger fra La Humada. De to af dem er her, og jeg skal besøge dem snarest. Den tredje er datteren af en politibetjent som var udstationeret her, da det famøse billede blev taget for knap 3 år siden, og er altså ikke mere her i byen. I morgen skal jeg helt undtagelsesvis rejse i bil til en landsby for at finde en telefon og et sted med internet, 2 timers kørsel herfra. Jeg kommer tilbage til hestene igen men nu er det på tide at jeg uploader nærværende og vigtigst af alt giver lyd fra mig, så eventuelle bekymrede familiemedlemmer/venner får en vished om, at det altså – alt i alt – går faktisk skidegodt med rideturen. Ikke fordi det har været en søndagsudflugt hidtil, langt fra. Det er faktisk fysisk hårdt at ride mange timer hver dag, og jeg kunne godt have trænet mere, ikke mindst på den mentale plan. Men for h… hvor jeg nyder at møde den barske natur, selv når det kan gøre mig en smule bange. Men især at møde de unikke mennesker, der bor isoleret og lever med denne natur dag ind og dag ud hele deres liv. Jeg føler, at jeg lærer meget af deres livsindstilling, som jeg på forhånd havde dømt opgivende. Det er mere nuanceret end så, kan jeg se nu. Jeg glæder mig til at forstå det bedre og bedre. Og den mest fysisk krævende del af turen starter faktisk om 100 km, for så begynder vandproblemerne og varmen for alvor at gøre en væsentlig forskel mellem ridetur og overlevelsestur. Bare rolig, jeg har lovet mig selv, hestene og et par andre, der gerne ser mig komme hel tilbage, ikke at udsætte mig selv eller hestene for større risici end en cykeltur gennem Københavns gader normalt byder på. Gerne mindre. Så hvis der bliver et vand/varmeproblem skal jeg nok ringe til en VVS’er og få det løst. Følg med på bloggen, næste update kommer om nogle uger igen, og så kommer det nok igen i klynger. Jeg slutter denne omgang nu.