Før rejsen, om ideen, planlægning m.v.

12. november 2008 - om at sige farvel igen og igen

Sådan ser en tom stue ud, aftenen før man forlader det hus, man er så at sige ”genfødt i” i en alder af (små) 40 år. Jeg er på en måde på vej væk fra hvad der har været mit liv de seneste 3½ år, men jeg er også på vej til nye eventyr.

Det har umiddelbart ikke været så følelsesmæssigt svært at sige endeligt farvel til både bil, motorcyklen og huset. Og faktisk heller ikke til nogle af mine nu forhenværende naboer, i hvert fald dem, som jeg betragter som venner, og som jeg helt sikkert vil møde igen efter de næste måneders rejse. Jeg tror at hemmeligheden ved at sige farvel er at gøre det i bundter, altså mange på en og samme dag. Sådan var det i går, og det var godt, det tog ikke så langt tid og det gjorde ikke ondt i sjælen. Det var måske lidt svært ved banegården i morges, men også kun måske, lidt. Nok om det pjat, jeg ser frem og glæder mig helt vildt til at komme af sted. Så har jeg kun min bagage og min egen sjæl at forholde mig til.

I dag har jeg været i selskab med min dejlige niece Klara. Hende skulle jeg ikke sige farvel til, hun rejser ellers med, for hun er altid med mig, uanset hvor jeg tager hen. Som jeg plejer at sige, mit hjerte vejer nøjagtig det samme som hende. Spøg til side, jeg vil savne hende, så jeg håber, hun kommer og besøger mig i Argentina.

Om få timer skal jeg indfinde mig i lufthavnen og tjekke ind, så begynder turen for alvor, endeligt! Næste indlæg i bloggen bliver fra Buenos Aires, jeg vil nok tro at der højst går et par dage inden jeg lader høre fra mig igen.

9. november 2008 - alt for mange bolde i luften

Det siger sig selv, at det man ikke kan nå, det når man bare ikke. Og sådan er det, det kan ikke laves om. Eller kunne man måske være gået i gang lidt tidligere? Nej, man kan ikke lave om på fortiden. Jeg kunne måske ringe til luftfartsselskabet og ændre afrejsetidspunktet? Nej, jeg vil hellere give pokkers i det og lade det stå, som jeg ikke kan nå. Det er der ingen der dør af, selv om jeg måske kommer til at bide nogle hoveder af hist og pist. Undskyld på forhånd, det skyldes ikke stress, men forventningsglæde.

Meget konkret, i dag skulle jeg have byttet computer med en god ven, så jeg kan tage en mere rejsevenlig (lettere) bærebar med i stedet for min fine, men noget tungere maskine. For ikke at tale om batterilevetid. Hvorfor min maskine så vælger at crashe for første gang nogensinde (jeg har haft den i 3 år), netop lige inden jeg skal klargøre den til bytning og bl.a. tage backup, må tilskrives den berømte (og frygtede) Murphys lov. Ak, ja, det koster mange timer, som ellers kunne gå med en sidste ridetur på min egen hest, eller en god kop kaffe med mine snart forhenværende naboer (fra og med i morgen er jeg officielt flyttet tilbage til byen). Men hesten må vige, og naboerne må holde kaffen varm til jeg kommer tilbage og hilser dem pænt farvel efter jeg er kommet tilbage. Heldigvis kom min uundværlige ven Lars (på billedet her) mig til undsætning. Sammen kunne vi atter få liv i min trofaste bærebar. Altså efter en formatering af harddisken, med alt det, som det indebærer. Det kostede kun en omgang rigtig god pizza, som jeg ikke en gang fik lov at betale (endnu en rigtig god ven, en af de få italienske pizzabagere i København, faktisk naboen fra min forrige lejlighed på Amager).

Men nu er jeg (næsten) sikker på, at jeg kan nå lavet backup på filerne, så er klargøring en smal sag og jeg får byttet i hus. Med i puslespillet er, at jeg skal aflevere motorcyklen, bilen og husnøglerne, hver sit sted. Men vigtigst af alt jeg VIL kigge forbi et hus (Orion) og sige ordentligt farvel til nogle skønne unger, som betyder en hel del for mig - og de voksne på stedet også, naturligvis ;-) …

2. november 2008 - et billede og nogle ord

Er der noget, som ingen kan stå for, er det et billede af et smukt og uskyldigt barn med et mere eller mindre udtalt smil.

Endnu en gang har jeg måttet ty Google til hjælp, og har fundet billedet ved at søge på navnet af en af de mindre byer, eller bosættelser, jeg kommer til at besøge under min ridetur. Stedet er noteret for godt 400 indbyggere, så måske kan jeg møde pigen på billedet her. Billedet er for øvrigt taget for knap 3 år siden.

Hvad (d)rager billedet mig? Tja, en hel masse. Også for et år siden, under forberedelse af min motorcykelrejse, stødte jeg på et billede af et barn, som for mig repræsenterede en del af den rurale argentinske kultur, jeg skulle til at møde. Det viste sig dog ikke helt at være tilfælde, da det rurale Argentina ikke er nært så ”sæberent” som det hedengangne billede var udtryk for. Jeg mener selv, jeg siden hen rådede bod på det under selve rejsen ved at tage et meget sigende billede af et barn fra Las Taguas (se det her). Ude på landet i Argentina har børnene beskidte hænder men uskyldsrene øjne og en livskraft, der siger spar to. Der er nok det, der mest drager mig, og det helt ind i sjælen.

Der er nu kun 10 dage til jeg skal af sted, og spørgsmålet er, om jeg kan nå at få afsluttet alle de løse ender, der stadig rumsterer i mit hoved og på en papirliste, der er længere end Midgårdsormen. Men da rejsetidspunktet er fastlagt giver det sig selv. Det jeg ikke kan nå, når jeg bare ikke. Og sådan bliver det, om jeg kan lide eller ej. Jeg kan nu godt lide det, og kan ikke vente med at komme af sted…

22. oktober 2008 - billetten er i hus, og rejsen bliver lettere

(A propos hus, så ser det ud til, at de rigtige købere af huset her ude på landet er fundet. Så meget desto bedre, det har altid været mit ønske at afslutte hussalget inden rejsen, det er nemmere på den måde.) 

Flybilletten: Det blev Lufthansa, der løb med min gunst. Af forskellige grunde, men ikke prisen. Havde jeg valgt British Airways (som sidst) havde jeg sparet op mod 1500 kr. og kunnet vælge mellem en del flere datoer. Jeg skal rejse meget tidligt om morgenen d. 13. november, og så er jeg fremme om aftenen argentinsk lokaltid. Det er en meget rar fornemmelse at have det på plads. Nu skal jeg ”kun” koncentrere mig om at flytte, lukke de sidste åbne arbejdssager og opsige forskellige aftaler. Jo, bilen skal også sælges, diverse forsikringer og aftaler opsiges, og andre papirarbejde skal på plads. Ellers er jeg så flyveklar, som man nu kan være.

En rigtig god nyhed fra den endelige rejse, altså rideturen, er, at det første ”farlige” stykke (altså det der kræver en hel del forberedelser), pludseligt er blevet delt op i 2. I stedet for at skulle ride omkring 400 km før jeg møder civilisation, viser det sig, at allerede efter lidt over 200 km fra starten i Malargüe rammer jeg en bosættelse med ca. 50 husstande, nærmest en landsby. Det er La Humada, hvor jeg regner med at kunne nå frem til efter en uges ridning. Og få et velfortjent hvil og kunne fylde op med vand og mad. Hvorfor der bor nogle mennesker her midt i ørkenen glæder jeg mig meget til at finde ud af. Her til højre er i hvert fald et billedet af landsbyens torv - der skulle også også være en tankstation et sted i "byen"…

29. september 2008 - ok fra ambassaden

Det ser ud som om det slet ikke bliver nødvendigt at anskaffe mig et visum til det lange ophold. Den argentinske ambassade siger, at man under selve opholdet i Argentina kan man få forlænget sit turistvisum hos indvandremyndighederne. Jeg forudser en værre bureaukratisk rederlighed, men ellers intet større problem mht. at få papirerne på plads. Her til venstre et billedet af mit pas med turistvisum fra sidst - jeg kunne ikke dy mig, eh eh...

Sikkert er at jeg nok skal opholde mig i Buenos Aires nogle dage inden jeg drager videre mod vest for at hente hestene og starter min træning. Jeg havde på forhånd regnet med at blive et par dage i hovedstaden, besøge Federico og Mathias, men det ser ud som om jeg skal bede Federico skaffe mig et sted at bo i en uges tid eller mere. Vi får set, jeg kan altid begynde med at skrive til ham og melde min ankomst.

Herhjemme inden afrejsen mangler jeg "kun" at flytte mit indbo til lejligheden i København (jeg får nøglerne i overmorgen), se om hussalget kan speedes yderligere op, finde et godt og blivende hjem til Tritla, bestille flybilletten og pakke. Så er jeg fløjet igen. Hele oktober skal jeg nok regne med at bruge, desuden har jeg lovet at passe mine vagter til og med udgangen af oktober, men mon ikke jeg så er fløjet når november lige er begyndt? Det kommer en på flere ting, ikke mindst hvad Argentina-Experten (Pablo) kan skaffe af billige og gode flybilletter. Jeg gider ikke mellemlande mere end 1 gang, om det så koster ekstra (hvilket jeg et eller andet sted synes er ulogisk), men det bliver næppe så billigt som sidst. Bare vi kan holde os til 4 cifre, så er jeg tilfreds. Mon ikke jeg ved mere om flybilletten inden ugen er omme?

22. september 2008 - mens jeg venter på nogle svar

Herunder er et satellitfoto fra Google Earth af den del af Argentina, som jeg skal krydse til hest. Fra Malargüe i vest, for foden af Andesbjergene, til Claromecó ved Atlanterhavet, lige syd for Tres Arroyos. For at undgå bjergkæder, søer og andre morfologiske forhindringer skal man ride fx langs den hvide linje, en strækning på ca. 1200 km. I fugleflugtslinjen er der ellers knap 900 km.

18. september 2008 - på vej til Argentina igen!

Så sker det endeligt, det uundgåelige: jeg er på vej tilbage, ”Argentina, segunda parte” er snart en realitet.

Da jeg i sin tid mødte den skøre tyske Geri på hans ramponeret motorcykel da vi begge var på vej til San Antonio Oeste, vidse jeg kun, at jeg snart skulle rejse tilbage til Danmark, og at en fantastisk rejse var ved at nå sit endemål. Men så sagde Geri noget, der lagde kimen til hvad der nu er under opsejling. Da jeg fortalte ham at jeg kørte rundt i Argentina på motorcykel, så jeg bedre kunne komme ud til de mange små pueblos og finde en hest til at ride rundt med, så spurgte han hvorfor jeg ikke havde købt en hest til at starte med, så jeg kunne ride rundt i Argentina. Tosse som jeg var…

Jeg har ikke kunne slippe den tanke siden, og da jeg kom hjem til mørke og kolde Danmark i slutningen af december sidste år lovede jeg mig selv 1 år til at finde ud af, hvad det var, jeg egentligt ville. 1 år er endnu ikke gået, men jeg ved nu, at jeg vil af sted. Godt nok er jeg begyndt at arbejde et sted med skønne unger og pragtfulde kollegaer, men så længe har jeg ikke været der endnu til at føle, at jeg ikke kan slippe det. Hvis ikke jeg tager tilbage til Argentina nu, vil jeg føle det, at være i Danmark, som et fængsel. Et forgyldt et af slagsen, her har jeg mine dejlige venner, min smukke niece, et meningsfuldt job og min lille bitte hest. Men mine tanker er efterhånden et andet sted, jeg må af sted igen.

Så nu er det forfra med at finde løsninger på de praktiske udfordringer, ikke mindst opholdet i Argentina. Til mit nye projekt slå 90 dages turistvisum ikke til, jeg må have mere til i Argentina. Så en af dagene tager jeg til den Argentinske Ambassade i København, og håber på at finde det første svar der. Så skal jeg anskaffe mig en flybillet, og mon ikke Pablo kan gøre det igen.

Der kommer, som sidst, opdateringer på bloggen når der er nyt at berette. De kommende dage skal bruge til at få styr på situationen herhjemme og beslutte en afrejsedag. Det bliver nok i starten af november. Jeg glæder mig…